(også hydrogenphosphid), PH3, en farveløs gas med lugt af rådden fisk. Fosfin har en massefylde på 1,55 g/liter, et smeltepunkt på -133,8 °C og et kogepunkt på – 87,8 °C ved 25 °C og et tryk på 0,1 meganewton/m2 (1 kilogram-kraft/cm2); 1 volumen vand opløser ca. 0,25 volumen PH3. Ved opvarmning nedbrydes fosfin til fosfor og brint. Phosphins kemiske egenskaber svarer i nogen grad til ammoniakens; forbindelsen danner phosphoniumsalte, f.eks. PH4I. Phosphin er et stærkt reduktionsmiddel. Det antændes i luft ved temperaturer over 100 °C; i tilstedeværelse af en lille mængde diphosphindamp antændes det spontant og danner en hvid røg – fosforpentoxid. Blandinger af PH3 og oxygen er eksplosive (reaktionen foregår ved en kædemekanisme).

Phosphin (med P2H4-dampe til stede som urenhed) fremstilles ved reaktion af calciumphosphid (Ca3P2) med vand; ved opvarmning af hvid fosfor med en kaustisk alkaliopløsning (den metode, der blev anvendt af den franske kemiker P. Gengembre, som i 1783 var den første til at fremstille fosfin); ved termisk nedbrydning af fosfor eller hypofosforsyre; og ved reaktion af alkalier med phosphoniumhalogenider. PH3 dannes uvægerligt under den elektrotermiske fremstilling af hvid fosfor fra fosfater.

PH3 er overordentlig giftigt. I tilfælde af forgiftning skal offeret udsættes for frisk luft og gives kunstigt åndedræt.

Også kendt er selvantændende diphosphin (P2H4; kogepunkt 56°C) og en fast form af forbindelsen, hvis struktur ikke er blevet bestemt.