Infektion med visse undertyper af klamydia, en bakterie, der almindeligvis overføres seksuelt, øger risikoen for livmoderhalskræft betydeligt, ifølge en ny rapport (JAMA 2001;285:47-51). Selv om infektioner med onkogene stammer af humant papillomavirus fortsat er den vigtigste årsag til livmoderhalskræft, synes infektion med visse stammer af Chlamydia trachomatis at bidrage til denne risiko.
Fundet er vigtigt, fordi chlamydia, selv om det ofte er asymptomatisk, er en af de mest almindelige seksuelt overførte sygdomme og kan behandles med passende antibiotika. I USA rapporteres der årligt mellem fire og otte millioner nye tilfælde af klamydia.
Bakterien – som, når den er symptomatisk, forårsager purulent udflåd, dysuri og urinvejsbetændelse – kan også forårsage opstigende infektioner, der fører til bækkenbetændelse og infertilitet. Tidligere undersøgelser har vist, at klamydia er en risikofaktor for livmoderhalskræft (International Journal of Cancer 2000;85:35-9). Selv om der var blevet konstateret en sammenhæng, vidste man ikke, om risikoen var type-specifik.
Med Dr. Tarja Anttila fra Finlands nationale folkesundhedsinstitut i spidsen satte forskere fra Finland, Norge og Sverige sig for at afdække sammenhængen mellem infektion med undertyper af klamydia og den efterfølgende udvikling af pladecellecarcinom i livmoderhalsen.
For at gøre dette søgte de i nationale kræftregistre efter tilfælde af livmoderhalskræft og sammenkædede serumbanker med patienter i registrene ved hjælp af et longitudinalt casekontroldesign. Disse datafiler blev gennemsøgt for tilfælde af livmoderhalskræft og seropositivitet for chlamydia IgG-antistoffer, målt ved immunofluorescens.
Eksponering for onkogene humane papillomavirustyper 16, 18 og 33 – samt for tobaksbiproduktet cotinin – blev også testet for, da disse er kendte risikofaktorer for livmoderhalskræft. Infektion med humant papillomavirus og klamydia blev også bekræftet ved isolering af DNA fra disse organismer i vævsafsnit fra kræfttilfældene.
Der blev identificeret 1081 tilfælde af invasivt livmoderhalskræft. De fleste af tilfældene var fra Norge (129), med 8 finske og 4 svenske tilfælde. I alt 150 (82 %) af kræfterne var pladecellekarcinomer, og resten var adenokarcinomer. Den gennemsnitlige alder ved diagnosen var 44 år.
For hvert af disse tilfælde blev en prædiagnostisk serumprøve analyseret og screenet for eksponering for 10 typer (eller serovarer) af klamydia. Den samlede prævalens af serumantistoffer mod C trachomatis var 27 % blandt kræfttilfælde og 13 % blandt kontroller. Den gennemsnitlige tid mellem serumdonation og diagnosen livmoderhalskræft var 56 måneder.
Serumprøver blev indhentet fra tre kontrolpersoner for hvert tilfælde matchet med hensyn til alder, land og amt samt med hensyn til opbevaringstid af prøverne. De 533 kontrolpersoner var fri for kræft på tidspunktet for bloddonationen.
Forskerne fandt, at tre typer af klamydia (serotyperne G, I og D) signifikant øgede risikoen for livmoderhalskræft. Kvinder, der var smittet med serotype G, havde den højeste risiko med en 6,6 gange øget forekomst i forhold til uinficerede kohorter, og de, der var smittet med serotype I og D, havde en risiko, der var henholdsvis 4 og 2,7 gange større.
Forskerne fandt desuden, at eksponering for flere stammer eller for mere end én serotype også øgede risikoen for pladecellecancer i livmoderhalsen. Adenocarcinom i livmoderhalsen syntes ikke at være forbundet med klamydia.
Og selv om undersøgelsen er interessant, er det uklart, om klamydia er en uafhængig risikofaktor for livmoderhalskræft eller blot er forbundet med den, fordi den rejser med andre risikofaktorer, såsom humant papillomavirus og ubeskyttet promiskuøs seksuel aktivitet.