Beskrivelse

En 71-årig kvinde blev transporteret med ambulance til skadestuen med nedsat bevidsthed. Paramedicinerne bemærkede en let venstre hemifacial hængning. Ved den første vurdering var patienten desorienteret, men havde en Glasgow Coma Score på 15/15. Den neurologiske undersøgelse afslørede en øvre motorisk neuronsvaghed i venstre ansigt med normal tone, kraft, reflekser og fornemmelse i alle lemmer.

Der blev foretaget en akut CT-scanning af hovedet (figur 1). Radiologen bemærkede bifrontal dyb hvid substans med lav attenuation. En kollateral anamnese fra patientens praktiserende læge afslørede en historie med bilaterale frontale stereotaktiske leucotomier i 1969 for svær skizofreni. Undersøgelse af knoglevinduet afslørede kronisk knogledeformitet på stedet for en tidligere frontal kraniotomi (figur 2).

Hendes akutte indlæggelse på hospitalet blev til sidst tilskrevet en urinvejsinfektion, som blev behandlet med succes med antibiotikabehandling.

Frontal lobotomi (mere almindeligt kendt i Storbritannien som “prefrontal leucotomy”) er en uddød procedure. Den blev historisk set udført i tilfælde af uløselige psykiatriske sygdomme.1 Formålet var at afbryde de lange baner i den præfrontale cortex via et stumpt mekanisk traume. Selv om proceduren skabte verdensomspændende kontroverser, modtog dens opfinder – dr. Egas Moniz – en Nobelpris for sit arbejde. Den blev gradvist afløst af nyere antipsykotiske lægemidler i 1960’erne.2 Selv om nogle psykokirurgiske indgreb stadig sjældent udføres i dag, er frontallobotomi blevet henvist til historien.

Selv om den ikke længere praktiseres, kan følgerne af frontallobotomi i dag observeres hos ældre psykiatriske patienter. De karakteristiske bilaterale områder med lav attenuation, der ses på CT, skal adskilles fra cerebral infarkt og sequelae af gamle kontusioner.3