POMPEII og HERCULANEUM

Historie og præsentation af seværdighederne (denne side)	Hvordan man kommer frem og besøger dem fra Rom

Pompeii var en ferieby beboet af velhavende romere, der var kendt for at bruge overdådige summer på deres hjem. De frugtbare, vulkanske skråninger ved Vesevius gav et ideelt klima til vindruer og olivenlunde. Da bjerget sidst var gået i udbrud længe før nogen, der levede på det tidspunkt, var blevet født, troede folk, at det var helt sikkert at bo i nærheden af det mest genkendelige vartegn, der tårnede sig op over bugten ved Napoli. Byen havde imponerende templer, et smukt forum, et perfekt bygget teater og et stadion. Det var frokosttid i august 79 e.Kr., da Vesuv begyndte 19 timers spektakulære udbrud. Alle mennesker i den 700 år gamle by med 20.000 indbyggere kunne være undsluppet. Der var tid til at flygte. Men ingen erkendte den iboende fare, der lå i bjergets advarsler. (Til højre): Kort over bugten ved Napoli. Pompeii og Herculaneum ligger 2 timers kørsel fra Rom

Da Vesuv holdt op med at spy giftig gas, var den travle by Pompeii stille, fuldstændig begravet af vulkansk aske og vulkansk affald. Den forblev tavs i 1700 år. Herculanum gennemgik den samme skæbne, selv om den straks blev ødelagt af varme giftige gasser og først senere blev dækket af lag af lava.

Udbruddet var det første nogensinde, der blev beskrevet i detaljer. Fra 30 km (18 miles) vest for vulkanen overværede Plinius den Yngre udbruddet og nedskrev senere sine observationer i to breve. Vulkanologer bruger nu udtrykket “plinian” for den første fase af ødelæggende vulkanudbrud, som det, der opstod ved Pompeji-udbruddet, hvor støv, aske, aske og sten bryder højt op i luften og med tiden falder ned på jorden igen. Denne fase kan vare i timer eller endog dage. Der forekommer ingen lavastrømme i den plinianske fase. I områder i nærheden af udbruddet kan mængden af disse materialer være enorm. I løbet af de første otte timer af Vesuvens udbrud i 79 e.Kr. faldt de ned over Pompeii i en dybde på 2-4 meter. De dynger af små sten, der landede på husene, fik mange tage til at styrte sammen, selv om processen var relativt langsom, så de fleste mennesker kunne undslippe. (Til venstre): Luftfoto af Pompeji med Vesuv i baggrunden.

I den næste fase af udbruddet strømmede en supervarm sky af damp og mudder (kaldet “pyroklastisk”) ned ad Vesuvens side. Med en hastighed på 30 mt. i sekundet (næsten 100 km eller 60 miles i timen, som fuglen flyver) tog det mindre end fire minutter for det kogende mudder at strømme fra Vesuv til både Pompeji og Herculaneum, en havn i havet, der lå ca. 7 km væk.

Som nævnt faldt der op til 4 meter aske og sten ned over Pompeii og begravede alt undtagen tagene på nogle bygninger. Byen blev forladt og dens beliggenhed glemt.

I 1595 opdagede man ved udgravninger artefakter i Pompeji, og århundreders plyndringer fulgte. Arkæologiske udgravninger begyndte i midten af det nittende århundrede. Nu er en stor del af Pompeji blevet udgravet, og det har afsløret meget om, hvordan folk levede i den tid (og hvordan de døde under udbruddet).

Herculaneum blev begravet under 23 mts. (75 ft.) af lava. Den tidligere by, der engang var en badeby med 5.000 indbyggere, blev indlandsbyen, og den er nu omgivet, ja faktisk overdækket af den moderne by Ercolano.

(Til højre) Pompeii, Venus Villa

Overraskende sofistikeret havde Pompeii en gitterplan (foto til højre). Den havde et system med tre strømme af rindende vand. En strøm gik til offentlige springvand, en anden til offentlige bade, og en tredje gik til de velhavende beboeres hjem. Folk i Pompeii havde endda en version af indendørs VVS, men de havde ikke et godt kloaksystem.

Vandforsyningssystemet, der flød gennem blyrør fra et centralt vandtårn (kaldet Castellum Aquae), var uhyrligt for sin tid. Når vandforsyningerne var lave, stoppede byen strømmen af vandstrømme i prioriteret rækkefølge. Først var de velhavende hjem uden vand, derefter de offentlige badeanstalter. De offentlige springvand blev lukket til sidst.

Vi er således i stand til at forstå deres kultur og har et indblik i den antikke verden, som ellers er umuligt.

Møller og bagerovn

Mennesker i oldtiden brugte møllehjul til at male mel, og de opbevarede madvarer i store terrakottakrukker. For at holde maden ved en konstant temperatur blev alt undtagen toppen af en krukke begravet i jorden. Pompeii havde udendørs madtaverner, hvor borgerne kunne nyde en snack og en kølig drink. Butikkerne var tydeligt markeret med udskårne skilte: en ged for mejeriet, druer for vinhuset, brød for bageriet. I bagerens hus kunne man finde en fresko af en mand, der solgte brød. (Til højre): en taverna

I taverne blev maden opbevaret i krukker, der var bygget ind i disken, for at holde den varm og for at kunne serveres. Det er derfor, at en snackbar på italiensk indtil i dag kaldes tavola calda (varmt bord).

En brolagt gade, med butikker	Amfiteateret

Gaderne var brolagt med brosten, butikker og private huse ville overskue dem. Da der ikke var noget kloaksystem, løb organisk affald og vand gennem gaderne. Der var store trapper ved gadeovergange, så fodgængere kunne undgå at komme i kontakt med affaldet, mens der på den anden side kunne køre vogne igennem dem.
Byen var udstyret med et stort amfiteater og store træningsfaciliteter. Gladiatorkampe var højdepunktet i forestillingerne. Gladiatorerne var meget populære, og deres fans skrev graffiti på væggene for at prale af deres bedrifter.

Typiske boliger for overklassen omfattede normalt freskomalerier på væggene, et springvand, private bade, mosaikgulve, et atrium med og indre have (kaldet en peristyle) og en helligdom. (Til højre) Pompeii: Venusvilla: maleri af Venus

I 1860’erne opdagede den italienske arkæolog Giuseppe Fiorelli, at askehøjene ofte indeholdt støbeforme fra dem, der omkom i katastrofen.

Afstøbninger af ofrene for udbruddet

Afstøbningen af en stakkels lænket hund

Denne metode til at genfinde formerne af Vesuvius’ ofre, nu kendt som “Fiorelli-metoden”, blev endda udvidet til at genskabe formerne på møbler, døre og skodder på Pompejianske bygninger. Afstøbningerne viser ofrenes former i deres sidste øjeblikke, hvor de forsøger at filtrere de skadelige dampe fra udbruddet og at trække vejret, som de rædselsfyldte ansigter afslører. Afstøbningen af en hund er vist til højre. Det stakkels dyr var lænket til en pæl og kæmpede i timevis, inden det til sidst bukkede under for asken.

Herculaneum: en vinhandel, komplet med krukker

Herculaneum: mosaik i villa

Udgravningerne i Herculaneum strækker sig over et mindre område, men de er ikke mindre interessante. Den tidligere havby blev som nævnt straks ødelagt af en supervarm sky af damp og mudder, og først senere dækket af lava. Generelt er de arkæologiske levn i bedre stand end i Pompeji, og der blev fundet mange genstande af dagligdags karakter.

Top