Siden historiens begyndelse har padder været en del af den menneskelige kultur. Vesteuropæerne byggede bål til madlavning og opvarmning og tilføjede store træstammer efter behov. Det, der lejlighedsvis kom frem, var forbløffende: store sorte dyr (som havde fundet ly i træstammerne) med fire ben og en hale, kulsort med slående lysegule pletter. Disse ildsalamandre blev på forskellig vis anset for at være et produkt af selve ilden eller, som Aristoteles rapporterede, at de var i stand til at slukke ilden. Plinius den Ældre siges at have testet denne idé ved at kaste en salamander i flammer – salamanderen døde! – Ikke desto mindre blev forbindelsen med ild fastholdt. Plinius videreførte andre fantasifulde påstande, som spredte sig. Selv Leonardo da Vinci bidrog til legenden, og myter fra forskellige regioner smeltede sammen – på et tidspunkt blev det hævdet, at asbest var salamanderuld. Salamandre blev tillagt store kræfter; en enkelt salamander opstrøms blev anset for at være nok til at dræbe en hel hær. Kong Frans I. af Frankrig valgte en salamander som sit emblem – et kraftfuldt symbol, født af ild, fyldt med gift, immun over for forbrænding og endda i stand til at slukke flammer. Før de store byer og byområder opstod, voksede folk op omgivet af naturen. Salamandre og salamandre og salamandre, tudser og frøer var alle en del af den normale menneskelige oplevelse. Myter som f.eks. myter om ildsalamandrene var hverdagskost. Shakespeares hekse bryggede med et øje af vandsalamander og en frøhale. Som barn opdrættede vi haletudser og lærte at gyse, når der dukkede en tigersalamander op i en rodekælder. Generelt anses padder for at være godartede og harmløse, ja, endog nyttige som skabninger, der æder skadelige insekter og tjener som en alternativ fødekilde. Derfor kom det som et chok for de fleste biologer og for den brede offentlighed i 1980’erne, at padder i hele verden var i tilbagegang, og at de var i større risiko for at uddø som taxon end nogen anden hvirveldyrgruppe. En undersøgelse af alle kendte paddearter i 2004 viste, at omkring 40 % af dem var i høj risiko for at uddø, og i 2008 blev tilbagegangen for padder set som tegn på en forestående sjette masseudryddelse.