Er distraktion en forbandelse eller en velsignelse? Hvis vi ikke giver vores fulde opmærksomhed til det, vi burde gøre, får det os til at misse deadlines, dumpe i undervisningen og køre ind i andre bilister. Distraktion har bestemt en pris. Ikke desto mindre elsker vi vores distraktioner! Sociale medier, sport som tilskuer, film, bøger, tv-serier, nyheder, videospil – hvad ville vi gøre uden dem?

Det er klart, at der er fordele ved distraktioner, hvilket fremgår af det faktum, at næsten alle på jorden søger dem. Men hvorfor? Selv om de synes at trække os væk fra vigtigere ting, hvilket formål tjener de så? Og når vi til tider synes at give efter for distraktioner, hvordan sikrer vi så, at de tjener os godt?

Distraktioner kan lindre smerter

Vores hjerner har en begrænset evne til at fokusere. Vi kan ikke være opmærksomme på alt omkring os på en gang, så vi må vælge, hvad vi vil fokusere på. For eksempel kan vi vælge at fokusere på arbejdet, mens vi kæmper for at modstå mere interessante distraktioner.

I nogle situationer kan vi imidlertid i nogle situationer udnytte denne biologiske begrænsning til vores fordel. I sin bog, SuperBetter: The Power of Living Gamefully, beskriver Dr. Jane McGonigal, hvordan distraktioner kan være et effektivt redskab til at reducere virkningen af smertefulde eller negative oplevelser.

Distraktioner kan gøre os bedre

Evnen til at flytte vores opmærksomhed væk fra negative oplevelser er også nyttig uden for hospitalsmiljøet. Distraktioner kan hjælpe os med at klare hverdagens smerter. Forskning om, hvordan distraktioner kan bruges til at kontrollere vores trang og impulser, viser, at visse spil, som Tetris, kan hjælpe med at reducere trangen til fed mad og endda vanedannende stoffer. Forskerne formoder, at de kognitive krav i disse spil omdirigerer vores opmærksomhed væk fra trangudløsere, hvilket reducerer den smertefulde trang til at give sig hen. Hvis vi spiller matchende puslespil som Candy Crush, Puzzle Blocks eller Interlocked, kan det faktisk hjælpe os med at aflede os selv fra at grave i den halve liter is i køleskabet.

Distraktioner kan også hjælpe os med at holde os i form. Forskning tyder på, at det at fjerne tankerne fra smerten ved fysisk træning med musik eller tv kan forbedre vores præstationsevne og udholdenhed.
Digitale distraktioner og personlig teknologi kan hjælpe os med at være stærkere i øjeblikket, men McGonigal mener, at de også kan hjælpe os med at udvikle vores evne til at tage udfordringer op i fremtiden. Visse personlige teknologier kan hjælpe os med at opbygge vores mod, siger McGonigal, og spil er en særlig god måde at øge vores self-efficacy – vores tillid til vores evne til at overvinde problemer.

Evidens til støtte for McGonigals påstand kommer fra et bemærkelsesværdigt eksperiment om, hvordan et videospil hjalp unge kræftpatienter med at bekæmpe deres sygdom, bogstaveligt talt. Undersøgelsen testede, om det at spille et videospil med kræfttema kaldet “Re-mission” ville hjælpe patienterne til at holde sig til deres behandlingsplan og tage deres medicin regelmæssigt. I dette eksempel bekæmpede spillet ikke smerten direkte, men opbyggede patienternes evner. Patienter, der spillede spillet, var mere tilbøjelige til at tage deres medicin, øge deres følelse af self-efficacy og vise mere viden om, hvordan de skal bekæmpe deres kræft.

Fra McGonigals synspunkt er digitale spil stærke værktøjer til at opbygge styrke og selvtillid, fordi “…Constantly escalating challenge requires a willingness from to keep trying, even when they fail. Det indgyder en tro på, at hvis de bliver ved med at øve sig og lære, hvis de lægger hårdt arbejde i det, vil de i sidste ende være i stand til at nå mere vanskelige mål.” Ved at forsøge og overvinde udfordringer i et spil styrkede kræftpatienterne deres udholdenhed til at blive ved med at kæmpe.

Andre digitale spil er blevet brugt til at hjælpe patienter med astma, diabetes, angst og ADHD; alle har vist stigninger i self-efficacy og egenomsorgsadfærd efter at have spillet. Der kommer flere beviser for, at spil kan helbrede, fra nye digitale sundhedsplatforme, der bruger spilbaserede elementer til at øge patienternes deltagelse.

For eksempel kan det at tage ordineret medicin og indføre en sund livsstil i høj grad forbedre patienternes resultater, men kun hvis folk rent faktisk ændrer deres adfærd. Den digitale sundhedsplatform Empower hjælper patienterne med at håndtere deres kroniske sygdomme gennem legende designelementer, der traditionelt anvendes i spil, som f.eks. niveauer, pointsystemer, oplåsning af indhold, variable belønninger og konkurrence. Ved at kombinere spillets engagerende karakter med tilgængeligheden af personlig teknologi skabes der en sund distraktion, som kan opbygge patienternes tillid til at bekæmpe sygdomme. Børn er f.eks. notorisk nervøse før en operation. Det er kendt, at deres angstniveau før operationen reducerer effektiviteten af anæstesien og forlænger genoptræningstiden. Lægerne har brug for alternativer til beroligende medicin for at holde dem rolige. I en undersøgelse, som McGonigal citerer, blev der brugt distraktioner til effektivt at reducere deres stress.

I undersøgelsen fik en gruppe børn angstdæmpende medicin før operationen, en anden gruppe spillede håndholdte videospil, mens en tredje kontrolgruppe ikke fik nogen medicin og ingen videospil før operationen. Børnene i videospilgruppen var de eneste, der viste et fald i angst før operationen. De havde også brug for mindre bedøvelse under indgrebet og led af færre bivirkninger af medicinen efter operationen end børnene i de to andre grupper.

Videospillene viste sig at være effektive, mener forskerne, fordi de distraherede børnene fra smerten og usikkerheden ved operationen. Videospillets engagerende karakter hjalp børnene med at rette deres opmærksomhed væk fra deres frygt og hen imod udfordringen i spillet.

Denne undersøgelse er ikke den eneste, der viser, at distraktioner kan mindske negative oplevelser. Brændepatienter får typisk store doser medicin for at hjælpe dem gennem den uudholdelige smerte, der er forbundet med at rense deres sår. Et nyt virtual reality-spil, der er designet af forskere fra University of Washington Seattle, har vist den ekstraordinære kraft, som distraktioner har til at bekæmpe smerte. Forskerne fandt ud af, at patienter, der spillede spillet under sårrensning, følte op til 50 procent mindre smerte. Faktisk var det at spille virtual reality-spillet mere effektivt til at reducere smerten end at bruge medicin. Forskerne konkluderede, at jo mere medrivende og engagerende spillet var, jo mere hjalp det med at lede opmærksomheden væk fra smerten i forbindelse med proceduren.

Hvornår er distraktioner ødelæggende?

Det er klart, at distraktioner kan hjælpe os med at håndtere smerte og opbygge vores mod til at tackle fremtidige udfordringer. Men trækker distraktioner os ikke væk fra vores prioriteter? Hvad med de mange produkter og tjenester, som f.eks. videospil og sociale medier, der er designet til at være så gode, at vi ønsker at bruge dem hele tiden? Nogle gange har vi svært ved at begrænse brugen af dem og finder os selv suget ind i distraktioner.

Hvorvidt personlige teknologiske distraktioner er en god kraft, forklarer McGonigal, afhænger af, hvorfor og hvordan vi bruger dem. “Spiller du for at undslippe dit virkelige liv, eller spiller du for at gøre dit virkelige liv bedre?”

McGonigal beskriver to måder, hvorpå vi beskæftiger os med distraherende aktiviteter: selvundertrykkelse og selvudvidelse.

Selvundertrykkelse er at bruge distraktioner til at undgå negative oplevelser, mens selvudvidelse er at bruge distraktioner til at fremme positive oplevelser. Det lyder simpelt nok, men McGonigal advarer om, at det til tider er svært at se forskel på de to ting. Den samme aktivitet kan være ekspansiv for én person og undertrykkende for en anden. Det afhænger alt sammen af, hvorfor personen engagerer sig i distraktionen og hvor længe.

Hvordan kan du se, om en distraktion er god eller dårlig for dig? McGonigal foreslår, at man først spørger sig selv: “Hvorfor gør jeg det her?” Hvis dit svar er at undgå en negativ følelse som f.eks. “Fordi arbejdet er kedeligt” eller “Jeg har ikke lyst til at beskæftige mig med noget lige nu”, kan distraktionen være selvundertrykkende.

I nogle tilfælde, f.eks. hos brandsårsofre eller børn, der skal opereres, kan distraktioner naturligvis være en effektiv copingstrategi. Disse er imidlertid berettigede, idet distraktionerne bruges som en midlertidig løsning. Når patienten er helbredt fysisk, har de ikke længere brug for at flygte fra smerten.

Der kan imidlertid opstå problemer, når distraktioner bliver en permanent flugt fra en ubehagelig virkelighed. McGonigal advarer mod løsninger, der ikke opbygger vores evne til at håndtere smerte i fremtiden. Midlertidige distraktioner, der bruges for længe, kan give bagslag, fordi: “Over tid mindsker selvundertrykkelse faktisk vores følelse af self-efficacy … Vi ser ikke længere os selv som mennesker, der effektivt kan løse vores egne problemer”. Når vi er afhængige af smertelindrende distraktioner, hvad enten det er personlig teknologi, stoffer eller andre flugtveje, opbygger vi måske aldrig vores evne til at håndtere en smertefuld situation, enten fysisk eller psykisk.

I modsætning hertil indebærer selvudvidende distraktioner, at vi opnår mål, opbygger færdigheder eller opnår ny viden, som kan bruges på lang sigt. Disse distraktioner hjælper os med at forbedre os selv og kan opbygge self-efficacy.

For eksempel er svar på spørgsmålet “Hvorfor gør jeg det her?”, der lyder som: “Jeg vil lære et nyt sprog”, “Jeg vil opbygge et større karrierenetværk”, “Jeg vil vide mere om mit helbred” eller “Jeg vil forbedre mit velbefindende”, den slags svar, som en selvudvidende teknologi kan hjælpe med. At bruge distraktioner med en ekspansiv tankegang opbygger styrke, mens det at bruge dem med en undertrykkende tankegang blot beskytter os mod den smerte, vi undgår.

Det kan være forskellen mellem sund og destruktiv adfærd at identificere, hvorfor og hvordan du beskæftiger dig med personlig teknologi. Tag et kig på dine foretrukne digitale distraktioner – sociale medier, videospil, puslespil, tv-udsendelser, podcasts, nyheder og tilskuersport – og spørg dig selv, om du bruger dem som værktøjer til at opbygge styrke, færdigheder, viden og self-efficacy for fremtiden eller til midlertidig flugt fra en ubehagelig virkelighed. Hvis det er det sidste, bør du måske genoverveje den rolle, som disse distraktioner spiller i dit liv. Hvis den smerte, du flygter fra, er permanent, vil ingen distraktion nogensinde helbrede den. Du må enten lære nye håndteringsstrategier eller grundlæggende reparere det, der er ødelagt.

Når vi tænker på personlige teknologiske distraktioner, skal vi sikre os, at de fortsat tjener os. Uanset om det hjælper os med at komme igennem en svær tid i vores liv eller hjælper os med at opbygge styrke og udholdenhed på lang sigt, kan det at spørge hele tiden “Hvorfor gør jeg det her?” være med til at sikre, at vi får mest muligt ud af vores distraktioner.

Her er essensen:

• Distraktioner er ikke altid dårlige; nogle gange er de nyttige værktøjer.
• Personlige teknologiske distraktioner som videospil og puslespil kan give os styrke til at udholde negative oplevelser.
• Nogle distraktioner kan styrke vores evne til at tackle nye udfordringer.
• Personlig teknologi er en sund distraktion for de fleste mennesker, men det kan gå galt, når det bliver en flugt fra en ubehagelig virkelighed. Det afhænger alt sammen af, hvorfor og hvor længe vi bruger den.
• Brug af distraktioner til selvudvidelse opbygger styrke, mens brug af dem til selvundertrykkelse blot afskærmer os fra den smerte, vi undgår.
• For at afgøre, om en distraktion er selvudvidende eller selvundertrykkende, skal du gå til bunds i, hvorfor du egentlig bruger den.
• Selvundertrykkelse er acceptabel til at håndtere negative oplevelser på kort sigt, men kan give bagslag, når den bruges som en langsigtet løsning.

Nir’s Note: Dette indlæg er medforfattere af Nir Eyal og Chelsea Robertson, Ph.D.

Nir Eyal er forfatter til Hooked: For mere indsigt i at ændre adfærd kan du tilmelde dig hans gratis nyhedsbrev og modtage en gratis arbejdsbog.

Denne artikel blev oprindeligt offentliggjort på NirAndFar.com