Sammenhæng med lungekræft hos minearbejdere

Siden alle de direkte beviser, der forbinder eksponering for radondatter med lungekræft hos mennesker, stammer fra erfaringer fra flere grupper af minearbejdere. Der findes ofte høje koncentrationer af radon og dets henfaldsprodukter i uranminer og forskellige andre underjordiske miner i uranholdige bjergarter. For næsten 400 år siden blev der konstateret markant forhøjede lungesygdomsrater blandt visse minearbejdere (Agricola, 1597). Den dødelige lungesygdom, der ramte begblendearbejderne i Joachimsthal (Jachimov) og Schneeberg i Centraleuropa, blev identificeret som lungekræft i det nittende århundrede (Hartung og Hesse, 1879). Teleky (1937) rapporterede, at 30 % af de minearbejdere, der blev obduceret i Schneeberg-Joachimsthal-området, var døde af bronkialkarcinom.

Det var først med opdagelsen af radioaktivitet og “radiumudstråling” eller radon omkring århundredeskiftet, at der blev skabt en sammenhæng mellem antallet af lungekræfttilfælde og radonindholdet i mineatmosfæren, som blev anslået til at have været så højt som 15.000 pCi/liter (Ludwig og Lorenser, 1924). Nogle forskere, der ikke tog højde for virkningerne af radondøtre, hævdede, at lungedoserne som følge af radoneksponering ikke var tilstrækkelige til at forklare de observerede reaktioner (Lorenz, 1944). Når virkningerne af datterstofferne blev taget i betragtning, var det imidlertid klart, at lungedoserne lå langt over de niveauer, som man anså for sikre. Der blev truffet foranstaltninger til at reducere koncentrationerne af radon og radondattere i minerne, men observationerne af forekomsten af lungekræft blandt minearbejderne fortsætter indtil i dag (f.eks. Sevc et al., 1976; Kunz og Seve, 1979; Gomez, 1981).

Trods offentliggjorte beretninger om sammenhængen mellem radonniveauer og lungekræft blev de europæiske erfaringer i det væsentlige gentaget i USA i slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne. Målinger af radioaktivitet i mineluft blev ikke påbegyndt før 1948, og en omfattende indsats for at undersøge alle amerikanske uranarbejdere blev først påbegyndt i 1954. På det tidspunkt indledte United States Public Health Service en epidemiologisk undersøgelse for at fastslå virkningerne af uranminedrift. Historien om de amerikanske minegrupper er blevet udførligt beskrevet (f.eks. Wagoner et al., 1964; Archer et al., 1973). Andre minegrupper, hvor der er konstateret en sammenhæng mellem radoneksponering og lungekræft, omfatter uranminearbejdere i Ontario (Chovil og Chir, 1981), canadiske flusspatminearbejdere (Wright og Couves, 1974) og svenske metalminearbejdere (Axelson og Sundel, 1978). Sidstnævnte tilfælde var bemærkelsesværdige, idet de pågældende miner ikke havde noget med uran at gøre, og der var ikke forventet strålingsproblemer.

Cytologiske undersøgelser af prøver fra tilfælde og kontroller afslører ingen klart definerede markører for radoninduceret lungekræft. Tidligere histologiske analyser af minearbejdere, der kom til obduktion, viste, at kun småcellede anaplastiske tumorer blev set i et betydeligt overtal i de udsatte grupper (Saccamano, 1972). Senere rapporter (Sevc et al., 1976; Archer et al., 1973) afslørede også en stigning i epidermoid cancer og adenocarcinomer. Der blev konstateret et overskud af kromosomaberrationer i karyotyper af celler fra stærkt eksponerede minearbejdere, men dosis-respons-sammenhængen er ikke velafklaret i skrivende stund (Brandom et al., 1978).

Overstående data viser betydningen af alderen ved eksponering og/eller diagnose. Den spontane forekomst af lungekræft stiger med alderen, og det samme gør modtageligheden for radondatterinduceret sygdom. Den latente periode fra tidspunktet for strålingseksponering til tidspunktet for død af lungekræft varierer fra 10 til over 50 år, med et gennemsnit i størrelsesordenen 20-25 år. Den latente periode synes også at være en funktion af alder og rygehistorie, idet den er meget længere for personer, der udsættes i en tidlig alder, og for ikke-rygere. Det er derfor bydende nødvendigt, at disse faktorer matches eller på anden måde tages i betragtning, når minegruppernes erfaringer projiceres til andre befolkningsgrupper.

Dosisraten kan også påvirke graden af risiko i forbindelse med eksponering, som historien om de amerikanske minearbejdere antyder. De risikostimater, der er udledt af denne gruppe, er betydeligt lavere end for andre grupper af sammenlignelig alder og rygehistorie. En mulig forklaring er, at risikoen pr. eksponeringsenhed er reduceret ved høje doser. (Selv de minearbejdere med en kumulativ eksponering på mindre end 360 WLM blev udsat for højere radondatterkoncentrationer end de andre grupper på listen). En alternativ forklaring er, at eksponeringen fortsætter med at akkumulere mellem det tidspunkt, hvor kræft opstår eller fremmes, og det tidspunkt, hvor den manifesteres. Hvis andre faktorer er ens, vil en arbejdstager akkumulere mere “overeksponering” i denne latente periode i en høj radondatterkoncentration end i en lavere koncentration af radon. Jo højere den akkumulerede eksponering er efter den faktiske påbegyndelse af sygdomsprocessen, jo lavere vil det afledte skøn over risikoen pr. eksponeringsenhed være. På nuværende tidspunkt er der ikke generel enighed om, hvorvidt den tilsyneladende dosisafhængighed udelukkende skyldes dette begreb om “spildt strålingsdosis”. Nogle forskere (f.eks. Archer, 1981; Radford, 1981) hævder, at omhyggelige analyser af data fra minegrupperne og andre kilder afslører en faktisk øget risiko pr. arbejdsniveau-måned ved lave eksponeringshastigheder, selv hvis man tager højde for den dosis, der leveres efter sygdomsinduktion. Denne påstand har indlysende konsekvenser for befolkninger, der udsættes for moderat forhøjede radonniveauer i boliger. En række forskere har udledt risikoestimater på lavt niveau på grundlag af store befolkningsgrupper, der er udsat for moderat forhøjede indendørs radonkoncentrationer. Generelt er eksponeringsforholdene vurderet på grundlag af surrogatvariabler snarere end direkte målinger, og helbredsresultaterne er fastlagt ud fra generelle registre og mangler histopatologisk bekræftelse. Sådanne forsøg kan være værdifulde vejledninger for fremtidig forskning, men er nødvendigvis underlagt en bred vifte af fortolkningsmuligheder. Hess et al. (1983) bemærkede korrelationer mellem den amtsdækkende lungekræftdødelighed i Maine og indendørs radonniveauer, der blev udledt af radon målt i grundvandet og af andre geologiske overvejelser. Axelson et al. (1981) anvendte byggematerialer til husholdningsbrug som et surrogat for indendørs radonværdier og konstaterede en indikation af et overskud af lungekræft blandt beboerne i stenhuse i Sverige. Samme gruppe er i øjeblikket i gang med en undersøgelse, som synes at indikere en overdødelighed for målte eksponeringer i størrelsesordenen 0,05 WL (Axelson et al., 1981). Fleisher (1981) bemærkede, at den amtsvise lungekræftdødelighed i USA er forbundet med fosfatudvinding og -forarbejdning på en måde, der ikke kan skyldes tilfældigheder alene.

Andre forskere har påberåbt sig data fra den almindelige befolkning for at hævde, at de risikofaktorer, der er afledt af erhvervsgrupper, ikke undervurderer risikoen for den almindelige befolkning, eller faktisk kan være overvurderinger. Evans et al. (1981) sammenlignede lungekræftstatistikker fra 1930 (som formodes ikke at afspejle virkningerne af udbredt rygning) med den risiko, der er afledt af deres skøn over indendørs radonkoncentrationer på daværende tidspunkt. De konkluderer, at risikofaktorer på lavt niveau, der er betydeligt højere end de erhvervsmæssige risikofaktorer, ville resultere i en overvurdering af lungekræftraten i 1930. Cohen (1982a,b) drog lignende konklusioner på grundlag af nyere kræftdata i udvalgte befolkningsgrupper. Indirekte analyser, der enten støtter eller angriber hypotesen om en forstærket virkning ved lave doser, har tendens til at stimulere kraftige udvekslinger i litteraturen, som den interesserede læser henvises til.