Det korte svar er:

• Britere: Indbyggere i Briton før den romerske invasion og indfødte indbyggere under den romerske besættelse. Under besættelser, der varer længe nok (og i hvert fald fra den angelsaksiske invasion), har betegnelserne for indfødte en tendens til at udviskes – trods alt kom ens oldeforældre måske som invasionsfolk, men på det tidspunkt er forskellene mellem ældre familier og tidligere indvandreres familier måske minimale.

• Kelter: sproglig, kunstnerisk og/eller kulturel gruppe (se nedenfor)

• Den angelsaksiske invasion var ikke særlig folkerig, så “fortrængning af briterne”, selv om det stadig undervises i mange skoler, er alt for forsimplet, og de fleste mennesker blev, hvor de var. Kulturen ændrede sig på grund af, hvem der var overherrerne, men hovedparten af befolkningen forblev etnologisk set “briter” Se http://en.wikipedia.org/wiki/Anglo-Saxon_settlement_of_Britain#Extent_of_the_migrations

• Moderne navne har meget at gøre med et fælles sprog og kultur – se Celtic Fringe på wiki. En interessant godbid af info dog: Wales er det navn, som englænderne har givet området, mens waliserne kalder sig Cymru (Wales) og Cymry (walisisk folk). Cymru stammer fra et ord, der betyder “landsmænd”. Wales stammer fra et germansk ord, der betyder “fremmed, udlænding” (nogle kilder siger “slave”). Du må selv regne det ud.

Jeg vil anbefale en bog af John Collis: The Celts: Origins and Re-Inventions. Det er den førende forsker (i hvert fald i Storbritannien) for det, man kan kalde den “keltiske fejlslutning”. Dybest set diskuterer den hvordan og hvornår begrebet “Celt” er blevet brugt gennem tiderne – og nutidens brug af ordet er ikke den samme som tidligere, og kan beskrive forskellige områder alt efter hvad man taler om. Hvis man f.eks. ser på keltisk kunst fra bronze- og jernalderen, vil man se genstande fra området fra Spanien til Østeuropa og endda så langt nordpå som Danmark (f.eks. Gundestrop-kedlen). Kunst som denne er en del af det, der i den akademiske kultur kaldes Hallstatt- og La Tène-stilarter, selv om de i lægmandssprog ofte blot kaldes “keltiske”. Men nogle af disse områder (f.eks. Tyskland, Spanien, Danmark), kaldes normalt ikke ‘keltiske’ i dag.

Så er der sprog, som du kan læse om her på Wiki. Keltiske sprog blev talt over hele det ovennævnte område, samt dele af Lilleasien. Jeg husker det måske forkert, men jeg mener at huske at have læst, at Tacitus nævnte, at de tyske stammer talte et sprog, der var forskelligt fra gallernes, og muligvis mente han, at deres sprog allerede var germansk og ikke keltisk.

De betegnelser, du sætter, er nemmere at forstå ud fra et sprogligt synspunkt: Keltisk er en familie af indoeuropæiske sprog (dette af det er et træ, hvor hver gren er en sprogfamilie). Fra denne keltiske gren har du to yderligere grene, der traditionelt kaldes P-keltisk (brytonisk) og Q-keltisk (goidelisk). Grunden til disse navne er, at mange analoge ord i de to familier kun adskiller sig ved, at lyden “p” bliver til “q” – f.eks. bliver “mac” (søn af) på gælisk til “map / ap ‘ på walisisk.

Brythonisk omfatter walisisk, bretonsk og cornisk, og det er blevet antaget, at dette skyldes, at da angelsakserne invaderede, blev den brytonisk-talende befolkning skubbet tilbage vestpå til Wales, hvor sproget forblev, og nogle forlod også området sydpå fra Wales mod Britanny. Dette er dog en meget gammel teori, og selv om den stadig står i de fleste bøger, er der mange akademikere (jeg gør i hvert fald), der betragter den som utrolig forsimplet, hvis ikke direkte forkert.

Goidelsk omfatter skotsk og irsk gælisk samt Manx.

Håber ikke, at dette var for forvirrende – hvis det kan få dig til at føle dig bedre tilpas, er “den keltiske debat” i sig selv meget forvirrende og kontroversiel. Jeg er også historiker og ikke sprogforsker, så mit perspektiv er anderledes.