Det er usandsynligt, at Pilatus ville have rapporteret henrettelsen til Tiberius, og Tacitus, vores tidligste kilde til kejserens aktiviteter mod kristendommen, siger ikke, at Tiberius vidste noget om den – blot at den fandt sted under hans regeringstid (Tibero imperitante). Baseret på de samme data kunne Nero have kendt til Jesus, men om han gjorde det, og hvor meget han ville have vidst, ved vi ikke. Det eneste Tacitus fortæller os er, at Nero gav de kristne skylden for branden i Rom (ergo abolendo rumori Nero subdidit reos et quaesitissimis poenis adfecit, quos per flagitia invisos vulgus Chrestianos appellabat – Annalerne 15.44). Caligula syntes at have betragtet de kristne som en undergruppe af jøderne. Dette varede ved indtil 96, hvor Nerva omlagde skattelovgivningen i Judæa og adskilte jøder fra kristne deri (jf. Goodman, “Nerva, the fiscus Iudaicus, and Jewish Identity,” Journal of Religious Studies 79 (1989):40-44).

Trajan, Nervas adoptivsøn og efterfølger, kan have vidst noget om Jesus – men igen, i hans korrespondance med Plinius (Ep. X.97), guvernøren i Bithynien, nævner han kristne, men ikke Jesus. Han siger til Plinius, at han ikke skal jage kristne, men at han skal straffe dem, hvis de bliver bragt til ham – medmindre de kristne omvender sig. Tertullian ville senere gøre grin med denne måde at behandle “forbrydere” på (Apol. 2). Da jeg søgte i Brepolis’ bibliotek med latinske tekster, var Tertullian den tidligste latinske brug af “Iesus”, som jeg kunne finde – det vil sige, at i de første par hundrede år af kristendommen nævner ingen romersk kejser Jesus ved navn i sine bevarede skrifter.