Når folk taler om out-of-band management, handler det mest om, at adgangen til management-interface ikke er afhængig af, at switchen faktisk er i en funktionel tilstand. Hvis du f.eks. lige har gennemført en OS-opgradering, og din switch ikke kan starte op, kan du så få adgang til dens konsolport?

Der er forskellige grader af out of band, f.eks. giver de nuværende Cisco-switche typisk en “management”-port, som du kan forbinde til dine “out of band”-switche (som ikke bør være afhængig af dit kernenetværk). Dette kan give dig mulighed for at ssh til switchen, så længe den er funktionsdygtig, selv om dens uplink er mislykkedes.

In-band management er simpelthen at forbinde til switchen ved hjælp af din normale netværksforbindelse. Uanset om det er ved hjælp af en SVI eller en fysisk L3-grænseflade. Det er praktisk, virker lige fra starten, når switchen er konfigureret, men hvis noget går galt på dit netværk, skal du sandsynligvis løbe til den switch med en bærbar computer og en seriel adapter.

Servere har det samme koncept – Dell kalder det iDRAC, HP kalder det iLO. Det er en administrationsgrænseflade, der kan bruges, selv om serveren er slukket/bluescreened/kernel panik.

Ultimativt afhænger det af dine krav, hvor out of band din out of band-adgang skal være. Hvis du sidder på et lille kontor og er glad for at løbe ned ad gangen med en seriel adapter og en bærbar computer, når det går galt, så er det en fornuftig out of band-strategi. Hvis du driver et datacenter, vil du måske ønske at køre et separat sæt switche til dit out of band-netværk, som kan deles med serverout of band-tilslutning. Eller du kan beslutte dig for at springe for WTI eller OpenGear konsolservere, så du kan ringe ind via PSTN og få adgang til konsolporten, hvis alt går til helvede i en håndkurv.