Alle certificerede Phish-fans vil fortælle dig, at Phish er bedst at høre i live-sammenhæng, men Vermont-kvartettens udgivelse Rift fra 1993 er stadig et af deres mest ansete studiealbum.

Rift kom på hylderne i pladebutikkerne den 2. februar 1993, og mellem de mange nu klassiske Phish-melodier (“Maze”, “My Friend, My Friend” og “It’s Ice” for at nævne nogle få) og det gådefulde, indkapslende artwork blev det hurtigt handlet blandt både veteraner og nybegyndere.

I anledning af albummets 25-års fødselsdag har Relix-medarbejderne sammensat et særligt Rift-syllabus: vintage artikler, videoer og meget mere, der udforsker, hvordan albummet blev en “must own” Phish LP.

David Welker om Phishs største cover: Rift (Relix april/maj 2007)

David Welker blev forelsket i Phish længe før han drømte om at vise sin kunst på et albumcover. Men i begyndelsen af 1990’erne fik den surrealistiske maler den sjældne mulighed for at gøre en andens drøm til en tredimensionel virkelighed. “Jeg havde aldrig designet et albumcover før, men jeg så Phish på Roseland og kontaktede dem om at lave noget kunst”, fortæller Welker. “En uge senere ringede Trey til mig for at male omslaget til Rift.”

Der var en skarp afvigelse fra det hektiske genrehop, der blev vist på A Picture of Nectar fra 1992, og på Rift leverede Phish et drømmende konceptalbum, der foregik i de små timer, et tema, som Welker afspejlede i sin ledsagende kunst. “Vi forsøgte at inkorporere alle sangene, da Rift var et temaalbum om et brud,” siger Welker. “Det var en lang proces, hvor vi lyttede til sangene, talte med bandet i studiet, lavede skitser og mættede papiret med oliemaling. Det var en månedlang proces med en skarp deadline, hvilket resulterede i to uger med skitser og 14 dage med meget lidt søvn.”

Og selv om Welker brugte sig selv som model for omslagets centrale figur, er Anastasio ansvarlig for billedets stemning. “Jeg spurgte dem specifikt, hvordan denne karakter skulle være, og Trey sagde: ‘Tænk på Martin Sheen i Apocalypse Now, når han får det nervøse sammenbrud i Soigné’. Jeg lavede en række skitser, Trey kunne lide en af dem og sagde: ‘Kan du gøre den blå?’ Det hjalp med at formidle idéen om at være rastløs midt om natten.” – Mike Greenhaus

Som et band, der som bekendt kun har lavet én musikvideo, hælder Phishs videoprojekter typisk til det selvfremstillede og fuldstændig irreverante (se: deres “Tracking”-video til Hoist). Til Rift producerede bandets label Elekra imidlertid nedenstående promovideo, som klipper liveoptagelser sammen med halvseriøse interviews med bandet. Når det er sagt, er det stadig Phish, så når samtalen bliver for tør, er Fishman der til at lære dig, hvordan man laver Rift-suppe.

I dette interview fra 1992 mødte forfatter Matt Goldberg Phish, da de var på Spring Tour. Selv om det blev trykt måneder før udgivelsen af Rift, giver artiklen et indblik i en glødende, produktiv æra i Phishs historie, da bandet debuterede med utallige melodier, der skulle finde vej til udgivelsen i 1993, og diskuterer Chris Kurodas ekspanderende rolle som lysdesigner.

Dette forår markerer en af de mest omfattende turnéer i Phishs historie. Med udgivelsen i februar af Picture of Nectar på Elektra Records får dette firestemmige band fra Vermont mere opmærksomhed, end de har været vant til i næsten et årti, hvor de har spillet sammen. Og de er klar til det. Deres støt opstigning gennem musikbranchens rækker har forberedt dem på konsekvenserne af deres meget originale og provokerende musik.

I 1984, på Goddard College i Vermont, havde bandet “kun to fans, Amy og Brian”, ifølge Trey Anastasio – guitarist, vokalist og komponist af en stor del af bandets materiale. Nytårsaften 1991 fejrede Phish deres succes, som bl.a. omfattede en nyligt underskrevet langtidskontrakt med Elektra, med et udsolgt show i New Auditorium med 3.800 pladser i Worcester, Mass.

I et interview, der blev foretaget dagen efter turneens første show, talte Trey om, at bandet har debuteret med seks nye sange – skrevet og arrangeret, mens bandet var “på ferie” efter nytår. At høre en ny Phish-sang – snørklede akkorder og lynhurtige tekster – er en udfordrende opgave for publikum såvel som for bandet. “I kommer nok til at høre tre mere i aften,” sagde Trey. “Vi kan godt lide kontrast og forandring. Det er derfor, vi kom ud med ti nye sange efter en kort ferie. Vi kan ikke lide at blive siddende på ét sted.”

Denne rastløse, kreative dynamik med fleksible parametre styrer bandet lige så meget, som de styrer det. “For mig,” sagde Trey, “har det været meget spændende, musikalsk set, hele tiden. Følelsen af at skubbe grænserne er den mest spændende følelse, man kan have – det er det, der er vores mål. Men når man først har gjort det, vil det ikke være lige så spændende bare at genskabe det niveau, som det var at skubbe til det nye niveau. Man er nødt til at forsøge at bevæge sig fremad i en anden retning. Konstant forandring er det, der er spændende.”

Med en konstant foranderlig historie på ti år allerede bag sig har Phish udviklet sig på en måde, der ligner det, Trey måske havde forventet?

“Det er helt uforudsigeligt,” siger Trey. “Vi har kortsigtede mål, som ikke har noget med Phish at gøre. Når vi er hjemme på ferie, arbejder jeg på mit spil, akkordkompositioner og bluesspil. Jeg arbejder på et område af sangskrivningen og så et andet. Phish er der, hvor alle disse ting samles. “Phish udforsker og omdefinerer uvægerligt sine parametre gennem optræden, nogle gange subtilt, andre gange som et glødende rumskib. Der er tidspunkter, hvor oplevelsen af Phish synes at ske af sig selv. Sange synes at blive omskrevet på scenen, og en nyskabelse i lysdesignet har en uforudset effekt på forestillingen. “På den måde kommer det hele sammen,” siger Trey. “På den anden side arbejder vi så hårdt. Vi øver hele tiden; vores crew arbejder røven ud af bukserne, når vi er hjemme. Paul Languedoc arbejdede ti timer om dagen i hele ferien for at få lydsystemet op på det niveau, hvor det er nu.” I en kommentar til den større kollektive ramme for bandets organisation og til den ikke-lineære udviklingsvej, som Phish synes at følge, sagde lysdesigner Chris Kuroda: “For mange år siden i Vermont insisterede en af mine venner på, at jeg skulle se Phish. Det gjorde jeg, og jeg var nødt til at tage tilbage. Så blev jeg en roadie.”

Han er nu lysdesigner. Chris styrer et nyt lyssystem til 20.000 dollars, som sammen med den enorme ekspressionistisk malede kulisse, der debuterede ved nytårsshowet i Worcester (skabt af Mike Gordons mor, Minkin), giver nogle af de mest skandaløse visuelle effekter inden for musik i dag. Phishs lysshow er så integreret, at det til tider synes at styre musikken ud over at repræsentere den visuelt. Dette fænomen er synæstesi, en krydsning af sanserne. “Reba”, en sang om den næsten alkymistiske skabelse af et kødprodukt i et badekar, udvikler sig til en limegrøn og orange sammensætning; “Esther”, et surrealistisk melodrama, forsøger at balancere modsatrettede kræfter ved at sætte et blåt og hvidt mønster over for et dybrødt; “Tweezer” forvilder sig altid ind i en tilstand, der ligner naturligt lys, hvor fraværet af farver afslører dissonans. Det visuelle aspekt af musikken fremhæver især Phishs lange jams, som ofte er højdepunktet i deres liveoptrædener. Det er som om, at nogle af jamsene får liv. Det gælder f.eks. de instrumentale dele af “Runaway Jim”, “Harry Hood”, “Divided Sky” og “Fluffhead”. Til tider er det svært at få det hele tilbage i flasken, en spænding, der afslører ren destilleret musikalsk begejstring.

Med henvisning til lysdesigner Chris Kuroda sagde Trey: “Han er fuldstændig indstillet på os med hensyn til lysene. Man må tænke, at når det blå lys er på scenen, vil det skabe en anden stemning end det røde lys, uden at vi overhovedet er bevidste om det. Det kan jeg helt sikkert mærke,” sagde Trey. “Der er en bølge, der bliver skabt med publikum – man føler, at man rider på hele den her tingest, der har sin egen vilje.”

Det er et fænomen, som bassisten Mike Gordon gentagne gange omtalte som “miljøsimulering”. Musikkens intensitet og en kollektiv forbindelse producerer en transformerende effekt, en ændring af bevidstheden.

Området var af så stor personlig relevans for Mike, og opførelsen af “Tweezer” fra nytårsshowet i Worcester, især den afsluttende jam, som måske var noget af det mest intense, ligefrem groovende live-musik, der nogensinde er hørt, at omtalen af det tjente som udgangspunkt for Mikes tanker.

“Den eneste måde, hvorpå et rigtig godt jam kan opstå,” sagde Mike, “et jam, der går i sin egen retning, er, hvis du underkaster dig det.”

Overgiver man sig til strømmen?

“Præcis,” fortsatte Mike, “vi har nogle gange disse jam-sessions, hvor jeg bare spiller to toner hvert 20. minut. Så ændrer de fyre det, der ligger oven på det, radikalt. Jeg tilføjer en tredje tone, og denne bevidsthed er i gang – hvordan påvirker denne tone mig? “Nogle gange spiller jeg bevidst en tone, som jeg normalt ikke ville spille, fordi den er for fjollet, for åbenlys eller mærkelig. Jeg lægger mærke til, hvordan det gør noget i mit hoved, og så følger jeg det bare med. Synkronicitet er en vigtig ting.”

Phishs “Rift” på H.O.R.D.D.E. 1993

Lad os komme ned i detaljen og høre, hvad Phish gør bedst. Rift står helt klart som en af Phishs største triumfer i studiet, men den gav også fans og bandet et musikalsk blueprint til at strække og tilpasse sig i live-sammenhæng. Se Phish spille “Rift” under den anden årlige H.O.R.D.E.-turné nedenfor: