Dextromethorphan (DXM) er almindeligt forekommende i håndkøbspræparater mod forkølelse og hoste. Når DXM anvendes i de terapeutiske doser, har det hostestillende egenskaber gennem sin virkning på medulla. OTC-præparater, der indeholder DXM, anvendes imidlertid i stigende grad rekreativt på grund af stoffets psykoaktive virkninger, en praksis, der kaldes “robotripping”. En sådan brug kan resultere i et toxidrom af delirium med agitation, paranoia og hallucinationer.1 Sygeplejersker skal være i stand til at genkende tegnene på DXM-misbrug og håndtere dets potentielt alvorlige komplikationer.

Hvordan DXM virker

DXM har et bredt terapeutisk vindue. En typisk terapeutisk dosis til hoste er op til 120 mg/d. De mest almindelige bivirkninger er milde (feber, diaphorese, svimmelhed, kvalme). Ved højere doser virker det som en ikke-selektiv serotonin-genoptagelseshæmmer, en sigma-1-receptoragonist og en N-methyl-d-aspartat (NMDA)-receptorantagonist. DXM frembringer psykoaktive virkninger gennem sin aktive metabolit, dextrorphan, som har høj affinitet for NMDA. På denne måde kan det give dissociative og stimulerende virkninger. Selv om mængden af DXM i kommercielt tilgængelige forkølelses- og hostepræparater er beskeden, er der let tilgængelige instruktioner til ekstraktion og rensning på internettet.

Negative virkninger omfatter hallucinationer, desorientering, mani og aggression med vrangforestillinger om overnaturlige evner og ufølsomhed over for smerte; disse virkninger ligner dem, der frembringes af phencyclidin (PCP).2-4 Fysiologisk set observeres ofte diaphorese, hypertermi og takykardi.3,5 Disse præsentationer indebærer en betydelig risiko for dødelighed, og der er behov for passende anerkendelse og behandling.

4 Faser af forgiftning

DXM-brugere har beskrevet 4 progressive adfærdsfaser, der varierer med dosis.3,6,7 For det første rapporterer brugere ved 1,5 til 2,5 mg/kg om stimulerende virkninger med perceptuelle ændringer svarende til dem, der frembringes af 3,4-methylendioxymethamfetamin (“ecstasy”). Den anden fase, der nås ved 2,5 til 7,5 mg/kg, ligner alkohol- og marihuanaforgiftning, men omfatter mere udtalt dysfunktion i motoriske, kognitive og perceptuelle færdigheder og måske visuelle hallucinationer.3,6,7 Den tredje fase, der konstateres ved 7,5 til 15 mg/kg, ligner ketaminforgiftning med stærk dissociation og hallucinationer.3,6,7 Ved større doser kan der forekomme ud-af-kroppen- og trancelignende oplevelser. Delirøse fejlopfattelser fører ofte til voldelig adfærd og begrænset smerteopfattelse. Brugere kan opleve et langt forløb af en af disse faser, med præsentationer, der varer i op til 1-2 uger efter ophør med brug.8

Behandlingen er hovedsageligt støttende

Fr tidlig erkendelse af DXM-brug er afgørende for behandlingen. Desværre kan dette være en udfordring uden supplerende rapporter, fordi det er nødvendigt med specialiserede toksikologiske screeninger for at påvise DXM. Grundlæggende screeninger viser undertiden et falsk positivt resultat for PCP. Lav en fortegnelse over alle stoffer i patientens besiddelse, enten ved at undersøge patientens ejendele eller ved at indhente kollaterale oplysninger fra patientens familie eller venner.

Supportiv pleje bør implementeres med det primære mål at kontrollere agitation. Korttidsvirkende benzodiazepiner er nyttige. Lavdosis, kortvarige antipsykotika har vist sig at være gavnlige, når hallucinationer og paranoia er fremtrædende.3 Det anbefales at nedsætte stimulering og undgå fysisk fastholdelse, mens man forsøger at kontrollere aggression og psykose med disse lægemidler. Brug af fysiske begrænsninger på en person, der er i en tilstand af agiteret delirium, kan føre til alvorlige skader, hjerte- og åndedrætsstop og død.9-11

Patienter oplever typisk en hurtig og fuldstændig remission af symptomerne efter ophør af DXM-brug. Der er dog tegn på, at DXM-brugere kan udvikle tolerance samt psykologisk og fysiologisk afhængighed. DXM-abstinenser kan være ret langvarige og kan omfatte angst, dysfori, søvnløshed og selvmordstanker.