Romaerne er en af Europas største og mest ugunstigt stillede minoritetsgrupper. Af de 10-12 millioner romaer i Europa bor omkring to tredjedele i de central- og østeuropæiske lande. Mens nogle er sluppet ud af fattigdommen, lever millioner af dem i slumkvarterer og mangler de grundlæggende tjenester, de har brug for, lige fra sundhedspleje og uddannelse til elektricitet og rent vand.
Diskrimination mod romasamfundene er almindelig og giver næring til deres udstødelse. I stedet for at fremme støtte til deres sociale integration forstærker deres fattigdom og dårlige levevilkår ofte de politiske beslutningstageres og offentlighedens stereotype synspunkter. Og langt fra at modtage den støtte, som de har ret til, udsættes romabørn for diskrimination, som fratager dem de nødvendige forudsætninger for en sikker, sund og veluddannet barndom.
Diskrimination af romabørn kan starte tidligt og have en livslang indvirkning.
Problemerne, som romabørn står over for, kan starte tidligt i livet. I Bosnien-Hercegovina er der f.eks. fire gange større sandsynlighed for, at romabørn bliver født undervægtige end andre. Det er også mindre sandsynligt, at de bliver registreret ved fødslen, og mange mangler den fødselsattest, der signalerer deres ret til en lang række tjenester.
Som de vokser op, er der større sandsynlighed for, at romabørn er undervægtige end børn, der ikke er romaer, og mindre sandsynlighed for, at de er fuldt vaccineret. Kun få deltager i småbørnsundervisning. De er mindre tilbøjelige end ikke-romabørn til at begynde eller afslutte grundskolen, og især romapiger er langt mindre tilbøjelige til at gå i gymnasiet end ikke-romabørn. Kun 19 % af romabørnene når så langt i Serbien, sammenlignet med 89 % af ikke-romabørnene.
Der er også forskelle i læse- og skrivefærdigheder i 10 lande i regionen med en læse- og skrivefærdighed på 80 procent for romadrenge og lige under 75 procent for romapiger sammenlignet med næsten universelle læse- og skrivefærdigheder på nationalt plan.
Roma-børn er alt for ofte opdelt i “hjælpeklasser” i de almindelige skoler og er mere tilbøjelige til at gå i “specialskoler” – en afspejling af skoler, der ikke opfylder deres behov, snarere end en fejl fra deres side.
I romasamfund kan børneægteskaber opfattes som en “gyldig” måde at beskytte unge piger på og som en værdsat tradition. I virkeligheden uddyber sådanne ægteskaber de uligheder, som pigerne oplever, og indskrænker deres muligheder i livet.
I mange Balkanlande er halvdelen af alle romakvinder i alderen 20-24 år blevet gift før det fyldte 18. år, sammenlignet med ca. 10 % på nationalt plan. Der er en tæt sammenhæng mellem børneægteskaber og skolefrafald, især for piger, og sådanne ægteskaber udsætter også pigerne for farerne ved tidlig graviditet og fødsel samt for en høj risiko for vold i hjemmet.