Redaktørens note (4/2/2017): I denne uge er det 100-årsdagen for USA’s indtræden i Første Verdenskrig. Scientific American, der blev grundlagt i 1845, brugte krigsårene på at dække de monumentale innovationer, der ændrede historiens gang, fra de første kampvogne og luftkamp til de første udbredte angreb med kemiske våben. I anledning af 100-årsdagen genudgiver vi nedenstående artikel og mange andre artikler. For at få fuld adgang til vores arkivdækning af Den Store Krig kan du tilmelde dig et All Access-abonnement i dag.
Rapporter og udtalelser i Scientific American om en vigtig tragedie i Første Verdenskrig:
1. maj 2015
Den 7. maj 1915 blev det civile britiske oceangående skib Lusitania ramt af en torpedo affyret af den tyske ubåd U-20 lige ud for Irlands kyst. I løbet af 18 minutter sank skibet; 1.193 mennesker døde, herunder 128 amerikanere, og 767 mennesker, for det meste civile, var strandet i redningsbåde eller drev rundt i det kolde vand. Forargelsen over denne handling var øjeblikkelig og varede længe. Redegørelsen i det første nummer af Scientific American, der blev udgivet efter forliset, viser tydeligt, hvordan den folkelige følelse var:
“Den rædsel, der fulgte efter ‘Lusitanias’ forlis uden varsel, understreger kun situationens chokerende karakter. Er dette ophørt med at være en krig mellem hær og hær og er udartet til en krig mod civile, kvinder og børn, uanset nationalitet? Dette er det første tilfælde i menneskehedens historie, hvor et regulært transatlantisk linjeskib, fyldt med civile af mange nationaliteter, bevidst er blevet sænket på åbent hav, og denne handling blev begået, ikke efter at uskyldige kvinder og børn havde fået mulighed for at undslippe i redningsbåde, men på en hensynsløs og ondskabsfuld måde uden at give ofrene for ødelæggelsesvåbnet nogen chance for at redde deres liv.”
“Det kan ikke hævdes, at denne handling var et uansvarligt indfald fra ubådens kommandør, for en annonce optrådte i den amerikanske presse før afsejlingen af “Lusitania” og advarede passagererne mod at sejle på åbent hav; Det synes klart at fremgå af denne advarsel, at denne rædsel er resultatet af en bevidst politik fra den kejserlige vilje. I krigens første måneder sendte den kejserlige regering sine apologeter til dette land for at forsøge at bortforklare forbrydelsen mod Belgien og den hensynsløse ødelæggelse af nogle af Europas mest udsøgte kunstværker; men deres argumenter og bønner overbeviste ikke, fordi vort folk følte, at sådanne sager ikke kunne løses ved hjælp af tommelfingerreglen i en advokats sagsfremstilling.”
“Vort folk accepterer ikke som et mandat påstanden om, at ‘krig er krig’. De har den største respekt for og tro på den internationale lovs retfærdighed, men en sådan kodeks har begrænsninger, som ikke harmonerer med det amerikanske folks idealer, som er klar over, at der findes en højere lov – menneskehedens og civilisationens lov – som bliver krænket og trådt under fode. Og det er af denne grund, og på trods af den amerikanske presses rolige og generelt neutrale holdning, at der nedenunder har været en stærk strøm af meninger blandt det amerikanske folk, som absolut fordømmer de krigsmetoder, som de teutoniske allierede nu fører.”
Spisestuen for førsteklassepassagerer om bord på Lusitania. Billede: Scientific American, 14. september 1907 “The SCIENTIFIC AMERICAN ønsker at indtaste sin protest mod disse handlinger. Den frygter for civilisationens fremtid, hvis sådanne handlinger accepteres under en påstand, der gør vold mod de accepterede kodekser for krigsførelse.”
Den kejserlige tyske regering tiggede om at være uenig: Dens udenrigsminister påpegede, at Lusitanias konstruktion var blevet støttet af det britiske admiralitet som en hjælpekrydser (hvilket er sandt – den britiske regering støttede konstruktionen af store linjeskibe for at sikre, at de lettere kunne omdannes til hjælpekrydser i krigstid); den hævdede, at skibet var bevæbnet (ikke sandt, selv om der blev indbygget kanonmontager i skibe som Lusitania for at gøre det lettere at omdanne dem til hjælpekrydser); og den påpegede, at skibet havde ammunition i lasten (hvilket faktisk er sandt).
Det, at det sidste punkt er sandt, bør ikke sløre den kendsgerning, at handel mellem et neutralt land og et krigsførende land var helt lovlig. Passagerskibe havde lov til at transportere våben og ammunition (amerikanske restriktioner fastslog, at sådant materiale ikke måtte udgøre en fare for skibet eller besætningen; ladning som f.eks. kanonbomuld var derfor forbudt). På Lusitanias manifest var der mere end 4.000 kasser med militær ammunition til håndvåben: geværpatroner fremstillet af Remington i kaliber .303 britisk kaliber. Med 1.000 patroner pr. kasse er det over fire millioner patroner (USA sendte i alt ca. en milliard patroner håndvåbenammunition til Storbritannien under krigen, hovedsagelig i fragtskibe). Der var også en ladning på ca. 4.000 patroner med granatsplinter, som var fyldt med stykker af granatsplinter, men ikke med sprængstof. Alt sammen helt lovligt. Derudover var der andre materialer, der sandsynligvis kunne bruges til militære formål, f.eks. messingplader, der kunne laves til granathylstre, kobbertråde, bronzepulver og aluminium (sandsynligvis pulver og også plader). Alt sammen lovligt, men “bestemt til ødelæggelse af modige tyske soldater”, som udenrigsministeren udtrykte det . Den tyske ambassade i New York havde været så sikker på disse kendsgerninger, at den indrykkede annoncer i aviserne, der advarede om risikoen ved at sejle med Lusitania, inden den forlod havnen. Tyskland kunne også lovligt købe og sende den samme slags våben til udlandet. Bortset fra at den britiske Royal Navy havde indført en blokade, der var langt mere effektiv end de lejlighedsvise farer, der blev skabt af den tyske ubådsblokade, så handelen til krigsførende parter på tværs af Atlanten var stærkt til fordel for de allierede.
Den amerikanske. offentlighed så imidlertid på begivenheden som et uprovokeret mord på 128 amerikanere og var yderst usympatisk over for de tyske krav, ifølge denne lederartikel i udgaven af 22. maj 1915:
“Forliset af ‘Lusitania’ ved synet er det seneste og mest grusomme eksempel på dette tilbagefald til den gratis grusomhed, som vi alle troede var blevet henvist til en svunden og langt væk liggende tidsalder. Der er to træk, som gør denne forbrydelse særlig afskyelig for den civiliserede verden: Det første er dens omfang, det andet er det koldblodige overlæg og den omhyggelige overvejelse, hvormed den blev planlagt. Et af de mest bemærkelsesværdige psykologiske fænomener i den nuværende krig er de specielle sofisterier, hvormed Tyskland har forsøgt at retfærdiggøre sine utallige overtrædelser af de ovennævnte humanitære krigslove, og det mest forbløffende eksempel herpå er vel nok, at Tyskland i dag, netop i denne time, retfærdiggør denne nedslagtning af uskyldige ikke-krigere ved at hævde, at det gav dem fuld advarsel om, at det ville begå denne gerning. Det er virkelig en ny filosofi! Vores love i Amerika har aldrig overvejet, at fordi en bevæbnet mand advarede en borger om, at han var bevæbnet og ville skyde ham ved synet, blev morderen derved fritaget for ethvert ansvar. Tværtimod betragtes en sådan advarsel af loven som bevis for kriminelle hensigter.”
Men der er drejninger i historien, som har resulteret i spørgsmål, der hænger ved. Store skibe, der bliver torpederet, går nogle gange hurtigt ned. HMS Hawke, en britisk beskyttet krydser, blev den 15. oktober 1914 ramt af en enkelt torpedo og kæntrede i løbet af 10 minutter. Den franske panserkrydser L’on Gambetta blev ramt af en torpedo af en østrigsk ubåd den 27. april 1915, og også den sank inden for 10 minutter. Andre skibe gik hurtigere ned, hvis deres ammunitionsmagasiner blev ramt. Nogle besætningsmedlemmer på Lusitania hævdede, at de havde set to torpedoer komme mod skibet. Der var faktisk mange vidner, der hørte to eksplosioner: en højlydt første eksplosion og en mere dæmpet anden eksplosion lige efter. Men i de hektiske 18 minutter mellem det tidspunkt, hvor torpedoen ramte, og skibet sank, er der opstået spørgsmål. Vores afsluttende afsnit i næste uge vil se på disse spørgsmål og de tilhørende beskyldninger, og se, hvad Scientific American havde at sige om dem.
Vores fulde arkiv om krigen, kaldet Scientific American Chronicles: World War I, indeholder mange artikler fra 1914-1918 om artilleri. Det kan købes på www.scientificamerican.com/products/world-war-i/
Outsidelinks: County Cork’s hjemmeside om 100-års jubilæet findes på http://visitcorkcounty.com/Lusitania100Cork/