Uddrag fra Brents T.H.R.R.I.V.E. (se nedenfor for mere info)
Vi taler ofte om at tage ting for givet, men den store ironi er, at vi har en tendens til at tage taknemmelighed selv for givet. Vi værdsætter den ikke som en høj åndelig prioritet. Alligevel er virkeligheden den, at taknemmelighed er en forudsætning for åndelig tilfredsstillelse og nydelse i Gud. Der er ingen vej uden om dette. Hvis Gud virkelig er giveren af alle gode ting, og hvis vi virkelig er afhængige af ham som utilstrækkelige væsener, så følger det heraf, at vi bør anerkende ham på alle vores måder (Ordsprogene 3:5-6). Han fortjener en tak og en pause til at prise ham. Jo længere vi vandrer med Gud, jo flere vidnesbyrd vil vi have at dele om Gud som Jehova Jireh, vores Forsyningsmand. Han giver virkelig gode og fuldkomne gaver (Jakob 1:17). Nogle kan være prøvelser, som skal lære os noget, mens andre kan være udfrielse og tilvejebringelse på det rette tidspunkt. Hans veje er uden for vores evne til at regne dem helt ud, og det er helt i orden. Når alt kommer til alt, er han Gud. Han burde være langt klogere end os alle sammen. Det, der tæller, er, at han er god (Salme 107:1), og når han gør, som Skriften lover ved at efterlade et arvegods af godhed og barmhjertighed i vores liv (Salme 23:6), må vi være villige til at takke ham. Hvis vi ikke er taknemmelige, er der noget alvorligt galt med vores hjerter.
Desto mere vi ser Gud som vores kærlige Fader, der ikke tilbageholder noget godt fra sine børn, jo mere vil vi takke ham. I Salme 84:11 står der: “Thi Herren Gud er sol og skjold, Herren giver nåde og herlighed, intet godt holder han tilbage for dem, der vandrer retfærdigt” (min kursivering). Når vi er i en prøvelse, kan vi føle, at Gud holder det gode tilbage fra os, men virkeligheden er, at det gør han aldrig. Vi må lade sandheden i disse ord synke ind. Han vil aldrig tilbageholde noget godt fra dem, der vandrer retfærdigt, fra dem, der er hans egne, og som vandrer i tro i hellighed for hans ansigt. Vi bliver bekymrede over, at Gud holder noget godt tilbage fra os, når problemet i virkeligheden er, at vi undlader at takke Gud for det gode, som han allerede har gjort, som han gør, og som han vil gøre.
Når vi beder Gud om at dyrke taknemmelighed i vores liv, så lad os være sikre på, at vi forstår, at det er umuligt bare at “være taknemmelig”. Der skal være en kilde, som vi krediterer som årsagen eller grunden til vores taknemlighed. Taknemmelighed er mere end blot at være glad for noget; det er at give vores kærlige Fader, som står bag det hele, kredit for at han sørger for os og tager sig af os. Hvad er det ellers, vi tilskriver vores taksigelse, universet, tilfældighederne, os selv osv. Da Gud er giveren af alle gode gaver, er det naturligvis ham alene, der fortjener æren. Og kredit er det, som vi bør give ham.
Fra den troendes perspektiv har vi så mange ting, som vi kan takke Gud for. Vi bør prise ham for hans under og magt, som er åbenbaret i den skabte verden (Salme 139:14). Endnu mere bør vi takke Gud for korset og for hans demonstration af kærlighed til os, mens vi endnu var syndere, der kun havde ringeagt for Gud. I 2 Korinther 9:15 står der: “Tak til Gud for hans ubeskrivelige gave!” Om ikke andet burde det, at vi er købt med Kristi blod, få os til at takke. Ud over at være taknemmelig for skabelsen og korset var Paulus også taknemmelig for omvendelser og for sine brødre og søstre i Kristus. Han sagde i Kolossenserbrevet 1:3-4: “Vi takker Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, og beder altid for jer, siden vi har hørt om jeres tro på Kristus Jesus og den kærlighed, som I har til alle de hellige.” Han fandt stor opmuntring og glæde i at takke Gud for fortsat at være på arbejde i verden omkring ham, idet han opfordrede folk overalt til at omvende sig og var trofast i sit arbejde gennem forkyndelsen af evangeliet. I 2. Korintherbrev 4:15 står der: “For alting sker for jeres skyld, for at den nåde, der breder sig til flere og flere mennesker, kan få taksigelsen til at blive rigelig til Guds ære.” Resultatet af evangeliets udbredelse var flere mennesker, der kunne takke Gud, for det er ganske enkelt sådan, at Gud glæder sig over taknemmelige hjerter.
Taknemmelighed vil kun vælde op i vores hjerter, hvis vi fortsætter med at tro, ligesom Paulus, på Guds kærlighed, trofasthed, godhed og magt. Det er fordi vi har en Gud, der arbejder og er involveret i vores livsforløb, at vi kan have håb og en grund til at takke. Faktisk bekymrer vores Gud sig så meget om sine børn, at han ønsker, at vi skal bringe vores anmodninger frem til ham i bøn. I Filipperbrevet 4:6 står der: “Vær ikke bekymret for noget, men lad i alt ved bøn og ydmygelse med taksigelse jeres ønsker komme frem for Gud.” Det er altid med en holdning af taksigelse, at vi skal bede, selv på steder, hvor vi er desperate, for vores Gud er aldrig løbet tør for muligheder. I Kolossenserbrevet 4:2 står der: “Vælt jer selv bønnen og hold jer vågne i den med en taknemmelig indstilling.” Taknemmelighed har en evne til at holde vores bønsliv aktivt, levende og opmærksomt. De, der har opgivet Guds omsorg og kærlighed og dermed et overordnet, godt og suverænt formål med deres liv, vil have svært ved at få lyst til at bede og til at bede, som Ånden leder dem. Taknemmelighed er således en potent målestok for tilstanden af vores vandring med Gud, fordi den smitter af på vores forhold til ham og til andre.
Taknemmelighed er en høj prioritet i Skriften. I 3. Mosebog 7:13 blev der f.eks. givet ofre til Gud som taksigelse. I 1 Krønikebog 16:8 gav David Asaf til opgave at komponere takkesange til Herren. I Salme 100:4 bliver vi bedt om at gå ind i Guds hus med taksigelse. I Nehemias 12:8 udnævnte Nehemias bestemte personer med det udtrykkelige formål at takke. I Matthæus 15,36 ser vi Jesus takke Faderen for selv enkle ting som f.eks. mad. Taknemmelighed er overalt på Skriftens sider. Lad os derfor tage mentale notater om følgende tre skriftsteder. For det første står der i Hebræerbrevet 13:15: “Lad os derfor gennem ham til stadighed bringe Gud et lovprisningsoffer, det vil sige en frugt af læber, der takker hans navn” (fremhævelse tilføjet). Ved at være taknemmelige til stadighed betyder det ikke, at vi skal bede takkebønner hvert eneste minut af dagen, men det betyder, at vi regelmæssigt bør være indadvendte med hensyn til, om vi er taknemmelige under vores nuværende omstændigheder. For det andet står der i 1 Thessalonikerbrevet 5:18: “I alt skal I takke, for det er Guds vilje med jer i Kristus Jesus” (fremhævelse tilføjet). At være taknemmelig for alt betyder ikke, at vi skal glæde os over det onde, men det betyder, at vi skal bevare et åndeligt syn, der er i overensstemmelse med Guds trofasthed og hans godhed og barmhjertighed i vores liv. For det tredje står der i Salme 109:30: “Med min mund vil jeg takke HERREN rigeligt, og midt iblandt mange vil jeg prise ham” (fremhævelse tilføjet). Vores taknemmelighed skal være kontinuerlig, i alt og i rigelig grad. Hvor taknemmelige vi er over for Gud, vil fortælle os en masse om, hvad vi virkelig mener om ham. Hvis vores Gud er rigeligt god og trofast, bør niveauet af taksigelse i vores hjerter også være det samme.
Hebræerbrevet 12:28 siger: “Da vi nu har modtaget et rige, som ikke kan rystes, lad os da vise taknemmelighed, så vi med ærbødighed og ærefrygt kan tilbyde Gud en acceptabel tjeneste.” Gud har givet os en herlig skabelse, han har givet os sin eneste søn i Kristus, han har velsignet os med kirkens fællesskab, og han er levende og arbejder for sjæles omvendelse. I lyset af hans riges magt og arbejde skal vi være taknemmelige over for ham, og det viser vi, når vi tjener ham i lydighed og trofasthed i en holdning af ærbødighed og ærefrygt. Hvis Gud ikke bevæger os til at være i ærefrygt for ham, eller hvis vi ikke respekterer hans ord, hvorfor skulle vi så gide at takke ham, endsige tjene ham? Vi må ophøje os i vores himmelske kald i Kristus for at holde taknemmeligheden levende i vores hjerter. Så vil Ånden gøre vores hjerter levende til tjeneste og tilbedelse i stedet for at gå igennem nogle tomme religiøse bevægelser. Det er taknemmelighed, som sand tilbedelse flyder ud af, og det er således taknemmelighed, der sætter os i stand til at trives.
Næste punkt: Håbefuldhed
Hvad er T.H.R.I.V.E.? Gud har lovet sine børn det rige liv i overflod (Johannes 10:10), selv når livet er fyldt med prøvelser (Johannes 16:33). Ligesom israelitterne, der vandrede rundt i ørkenen, føles livet nogle gange mere som at overleve end som at trives. Men selv der sørgede Gud for brød fra himlen og vand fra en klippe til dem. Endnu vigtigere var det, at han hjalp dem med at lære, at mennesket ikke lever af brød alene, men af hans ord (5. Mosebog 8:3). Det er at spise sig mæt i Skriftens ukrænkelige sandheder, der kan gøre os i stand til at holde ud. Selv i tider med jordisk overflod vil vi sulte uden den føde, som det er at gøre Guds vilje (Johannes 4:34). I 2 Korinther 4:16 står der: “Derfor mister vi ikke modet, men skønt vores ydre menneske forfalder, bliver vores indre menneske fornyet dag for dag.” Denne serie i seks dele vil give vores sjæle næring, så vi ikke mister modet ved at styrke det indre menneske på trods af, hvad der måtte ske med os udvendigt. At trives er at leve livet fuldt ud.