Den idealistiske tænker
Radhakrishnan besluttede sig for at udforske sin egen tradition mere detaljeret og skrev sin kandidatafhandling, The Ethics of Vedanta (1908), til dels for at modbevise den vestlige fordom om, at Vedanta på en forsimplet måde bekræftede verdens “illusoriske” (maya) natur og manglede etisk indhold og kraft.
Samtidig fandt Radhakrishnan ud af, at han ikke kunne ignorere den lammende overtro, som dominerede hinduernes sociale institutioner og massernes liv som integrerende træk af deres dybeste religiøse forpligtelser. Han blev af nogle af sine mere følsomme vestlige lærere opfordret til at fortsætte sin forskning i hindufilosofien for at undersøge dens innovative og universelle potentiale. Han fandt meget i vestlig filosofi – især hos idealisterne og Henri Bergsons arbejde – som tangerede den hinduistiske og især vedantiske validering af mystisk intuition og universets åndelighed.
Radhakrishnan var overbevist om, at filosofisk virksomhed ikke blot skal give rationel verifikation og analyse, men skal give en dybtgående og transformerende indsigt i det åndelige indhold af tilværelsen i dens personlige og historiske dimensioner som en modgift mod de dehumaniserende værdier, der i stigende grad er fremherskende i den vestlige civilisation. For Radhakrishnan var Vedanta’s unikke styrke dens bekræftelse af den personlige åndelige stræben efter en dybere indtrængen i selve meningen med livet.
Radhakrishnan kombinerede dette engagement med et humanistisk fokus på behovet for sociale forandringer og reformer, som han til dels formidlede ved en nyfortolkning af traditionelle hinduistiske religiøse former og tekster. Hans oversættelse og fortolkning af Bhagavad Gita (Herrens sang) stræber efter at flytte traditionelle hinduistiske institutioner (f.eks. kastesystemet) i retning af “demokratiske” værdier. Han viste sig i stand til at udføre denne potentielt vanskelige syntetiske opgave ved at fremhæve de mere dybtgående aspekter af hindufilosofien, som i sagens natur overskrider de foreløbige historiske og sociale former, der er forbundet med den normative hinduisme. Nogle af hans andre store værker – An Idealist View of Life og Eastern Religions and Western Thought – og hans videnskabelige kommentarer til vedantiske materialer er også præget af en særpræget “denne-verdenshumanisme”, der er unikt gennemsyret af vedantisk mystik.
Der er en lige så stærk psykologisk betoning i mange af Radhakrishnans værker på de terapeutiske konsekvenser af personlighedsintegration gennem intuition af selvets essentielle relation til den hellige kraft, som alle fænomener udspringer af. Og dette kombinerer han med en teori om historien, som bekræfter, at dens vigtigste dimension er udviklingen af den menneskelige åndelige bevidsthed. Hinduistisk mystik og beslægtede teknikker er derfor ikke metoder til at trække sig tilbage fra virkeligheden, men er midler til at styrke den personlige autonomi, den aktive kærlighedsevne og den bevidste deltagelse i universets udfoldede skæbne.
Dette evolutionære historiske perspektiv havde en markant indflydelse på Radhakrishnans fortolkning af den traditionelle lære om karma (handling – loven om etisk gengældelse). Individet er ikke kun ansvarlig for sin egen skæbne inden for en statisk kosmologi med personlig transmigration, men for alle menneskers velfærd. Hver enkelt person handler (eller undlader at handle) for at fremme fremtidige muligheder. På denne måde er den individuelle frelse knyttet til menneskehedens skæbne og det endelige mål for selve den historiske proces. Selv om hans begreb om “sand menneskehed” er dybt gennemsyret af den vedantiske lære, har han flere specifikke menneskelige forbilleder, som legemliggør hans eget engagement i reformer, der inkorporerer vestlige værdier i den dybere matrix af hinduistisk spiritualitet: det drejer sig om Rabindranath Tagore, Mohandas Gandhi og Jawaharlal Nehru. For Radhakrishnan viser disse paradigmer for moderne indisk kreativitet en ekstraordinær evne til at syntetisere modstridende værdisystemer ved at anvende de uberørte mystiske og asketiske modeller, der ligger i hjertet af hinduismen. Det er med disse mænd i tankerne, at han hævder: “Mennesket er ikke en løsrevet tilskuer til et fremskridt, der er immanent i menneskets historie, men en aktiv agent, der omformer verden tættere på sine idealer.”
Radhakrishnans forståelse af den traditionelle yogas rolle er også formet af dette engagement. Dens formål er at skabe en disciplineret ramme, der gør det lettere at opfylde verdslige forpligtelser, samtidig med at den hele tiden styrker den universelle søgen efter åndelig perfektion. Yogaen gør den enkelte mere i stand til at handle i verden og tjene sine medmennesker.