Jeg udveksler hemmeligheder om hårpleje med Sebastian Bach. Eller rettere sagt, den tidligere Skid Row-frontmand – nu en 48-årig solokunstner, Gilmore Girls-rolleindehaver og forfatter til en ny erindringsbog, 18 and Life on Skid Row – fortæller mig om hår. Jeg har spurgt, hvordan han har formået at holde sin pjuskede gyldne manke så rock-perfekt siden 90’erne, hvilket tilfældigvis er omkring det tidspunkt, hvor jeg holdt op med at hænge hans plakat op på væggen i mit soveværelse.
“Det er som en græsplæne,” fortæller han mig. “Bare lad det være, for fanden. Lad det være. Ser du nogensinde bumser med kort hår? Nej, de har alle sammen røvfuldt langt fucking hår, der ligger på gaden. Lad det for helvede være en bums.”
Hans kone, Suzanne, som han blev gift med for lidt over et år siden, sidder ved siden af ham. “Vi bruger keratin,” siger hun. Bach indskyder, hans stemme er både raspet og fyldig og stiger i lydstyrke, når han føler sig overbevist om noget: “Hvis du skal vide sandheden, så er det i min alder nødvendigt for mig at få en brasiliansk blowout.” Han kører fingrene gennem sit hår. “Det er den brasilianske blowout, mine damer.”
Dette interview har været længe undervejs. Jeg har ønsket at møde Sebastian Bach, siden jeg var en genert 12-årig med en far som anstandsdame til en Skid Row-koncert i Huntsville, Alabama. Næsten 30 år senere venter jeg på Breslin på at interviewe fyren fra plakaten, som jeg plejede at kysse før sengetid.
Så træder Bach ind, en imponerende skikkelse med den hårkrans og stramme røde bukser med lynlås, der er sat ind i cowboystøvler. Jeg mærker en hjertebanken i min hjerteregion. Til dels er det en genkendelse, som med en længe savnet ven. Han er den slags berømthed, som folk rækker ud og taler med, rækker ud og rører ved. “Godt show forleden aften!” siger en kvinde, som han straks giver ham et high-fives. (Sebastian Bach elsker high-fives; jeg får mindst to og et knytnævebump i løbet af interviewet). Selv maître d”en, der var blevet høfligt irriteret over min insisteren på et stille bord, smelter ved synet af Bach og smiler oprigtigt, da han viser os hen til en bås i baglokalet.
Memoirerne leverer det, man kan forvente af en hård festende headbanger: druk og stoffer og udsvævende sex; optrædener fra Axl Rose, Vince Neil, Bon Jovi; blodige slagsmål og en scene, hvor Bachs næse bliver brækket af en Hell’s Angel. Det er underholdende og indviklet og til tider chokerende. Det er følelserne, der overrasker mig, og det er listigheden. Denne bog er fuld af seriøse, søde og endda lejlighedsvis fjollede erklæringer, som “Hvad ville jeg sige er den største lektion, jeg har lært i livet? Når man finder ægte kærlighed, må man hellere holde fast i den.”
Det, jeg lærer, er, at Sebastian Bach ikke spiller skuespil. Han er et filterfrit Instagram – hvad du ser, er hvad du får – og jeg formoder, at han altid har været sådan, uhindret af den følelse af skam eller hæmninger, som så mange af os går rundt med dagligt. Det gjorde ham til en uberegnelig, magnetisk figur i sin ungdom; nu er han eftertænksom med hensyn til musikken og livet, og han er virkelig forbandet opstemt over fortsat at være her.
“Jeg er meget glad i dag,” fortæller han mig. “Jeg kom virkelig ind i denne branche, fordi jeg elsker at lave ting. Jeg lever for den følelse.” Hvilket er grunden til, at et tidligere rockidol vil nedlade sig til at lave stints på Broadway eller spille en musiker, der for længst er gået i stå og jammede med en flok teenagere i et populært tv-show. Han har ingen skrupler med at råbe “Hollaback Girl”, som er coveret af hans Gilmore Girls-band, Hep Alien, til skarer af unge fans og følge op med Skid Row’s “18 and Life”; de synger med på det hele. Da jeg fortæller ham, at jeg har bemærket, at hans bog allerede er nr. 1 i kategorien Heavy Metal Musician Biographies på Amazon, råber han: “Nummer 1 i ny udgivelse! Jesus criminy! Tager du pis på mig?”
Bach er bevidst om tiden – den tid, han har været i offentlighedens søgelys, og den tid, han ønsker at blive der. Den tid, det tager at skrive en bog – “Jeg har brugt fire år på dette, så det har været en lang proces,” siger han. Og mere end det, at al denne tid betyder noget, at tiden er noget, vi skal få det bedste ud af, når vi har den, for så er den væk. “Godt gået, makker,” siger han, da jeg spørger, hvad han ville sige til sit yngre jeg. “Du overlevede, nummer et, når nogle mennesker ikke kan sige det, fordi de er døde. Du indspiller stadig albums. Du har skrevet en bog. Du har været på Broadway. Og nummer et mere end det, du blev gift med dit livs kærlighed, og du fandt virkelig lykke og en person at dele alle disse skøre ting med.”
Det virkelig mærkelige er, at jeg tror, at jeg kan lide denne version af Sebastian Bach – som taler om, hvordan det at skrive og lave interviews er “en slags terapi, om mine inderste tanker og mine mest virkelige sandheder om, hvordan jeg blev, som jeg blev,” som har hår som en ung mand, men ansigtet som en, der har levet (han har aldrig fået foretaget noget arbejde, ikke engang Botox, endnu, siger han) – mere end jeg nogensinde har brudt mig om den lækre tyveårige. Det er ikke kun, fordi jeg også er gammel nu, eller måske er det det. Men Bach er gået fra at være ligeglad til at være så ligeglad som muligt. Han har skiftet kokain og whisky ud med hash og rødvin (han kan lide, hvordan det føles på halsen efter at have sunget). Jeg spørger, om han spiser en masse grønkål. Det gør han ikke. Men han får regelmæssigt tjekket sine ører, og da hans læge fortalte ham, at han skulle skrue ned for musikken, ellers ville han om ti år ønske, at han havde gjort det, “græd Bach med det samme, fordi det slog mig, ligesom, tænk på et liv uden musik. Nietzsche sagde: ‘Et liv uden musik ville være en fejltagelse’. Det er gode gamle Nietzsche. Du er fantastisk, Nietzsche. Det tror jeg på.”
Efter vores samtale går vi udenfor for at tage nogle billeder, og newyorkere gør den meget ikke-newyorkeragtige ting med at stoppe op og stirre og stille spørgsmål, betaget af Bach og den måde, han er fuldstændig hamming it up på. Han ser en bunke skrald og råber: “Hvad med en foran dette skrald?” og slår en pose med tommelfingrene opad. Så peger han på et vindue med vandpiber, der er klar til den næste optagelse. Der er solstråler over toppen af Midtowns kontorbygninger, de diskret synlige stråler af decemberlys, og de rammer det rødgyldne guld i hans brasilianske blowout på en måde, der får en til at tro, at hans hår gløder indefra.