Silkeormsmøl, (Bombyx mori), lepidoptera, hvis larve har været anvendt til silkeproduktion (serikultur) i tusindvis af år. Selv om silkeormen er hjemmehørende i Kina, er den blevet indført i hele verden og har gennemgået en fuldstændig domesticering, og arten findes ikke længere i naturen.
En voksen silkeorm har et vingefang på 40 til 50 mm (ca. 2 tommer) og har en tyk, børstig krop (den voksne hun er større end den voksne han). Den er typisk blond til lysebrun i farven, med tynde mørke bånd, der løber på tværs af kroppen. Vingerne er cremefarvede og har mørke årer, der strækker sig ud til randen. Munddelene hos voksne er reducerede eller fraværende, så i deres korte voksenliv på to eller tre dage spiser de ikke. De kan heller ikke flyve. Hannerne udfører dog en flagrende dans, et parringsritual, som fremkaldes af hunnernes udskillelse af et feromon, der kaldes bombykol. Hunnerne lægger ca. 300 til 500 æg, som klækkes i løbet af ca. 7 til 14 dage, når de opbevares ved temperaturer på 24 til 29 °C (ca. 75 til 85 °F).
Nyklækkede larver er ca. 2 til 3 mm lange og har en glubende appetit. Ud over sin naturlige føde, som består af morbærblade, spiser silkeormens larver også bladene af Osage appelsin eller salat. Den blege larve har et karakteristisk bagkropshorn (caudal). Den opnår en maksimal længde på 75 mm (ca. 3 tommer) i løbet af en 45 dages vækstperiode. Forpupningen sker i en kokon, der er lavet af en sammenhængende hvid eller gul silkestreng, som i gennemsnit er ca. 915 meter lang. Denne tråd bevares intakt til kommerciel brug ved at dræbe puppen med varm luft eller damp. Silkeorme, hvis genomer er blevet genetisk modificeret ved indføring af spindelsilkegener, producerer silke, der er stærkere, sejere og mere elastisk end den silke, der produceres af tamme silkeorme.
Silkeormemøllet er i familien Bombycidae, og dets nærmeste slægtning er det vilde silkeormemøl (B. mandarina). Beslægtede mølfamilier omfatter Saturniidae, Apatelodidae, Oxytenidae, Carthaeidae og Lemoniidae.