Stagnante medianlønninger er ikke ønskelige eller uundgåelige. Der har været en betydelig generel økonomisk vækst siden 2000, og en økonomi i vækst har potentiale til at øge lønningerne og forbedre levestandarden over hele linjen. Desværre har den samlede økonomiske vækst, ligesom i årtierne op til 2000, ikke udmøntet sig i stigende lønninger for langt de fleste arbejdstagere. Figuren nedenfor illustrerer væksten i den reelle medianløn for sorte og hvide, mandlige og kvindelige fuldtidsbeskæftigede arbejdstagere mellem 2000 og 2017 og giver et nyttigt benchmark: produktivitetsvæksten i samme periode. Produktivitetsvæksten – væksten i produktionen af varer og tjenesteydelser, der produceres i en gennemsnitlig arbejdstime – er en god repræsentation af, hvordan den ekspanderende økonomi kan udmønte sig i en bredt baseret lønstigning. Som du kan se, voksede produktiviteten med næsten 23 procent i løbet af denne periode med lønstagnation. Men selv hvide kvinder, som havde den stærkeste vækst i medianlønnen i denne figur, oplevede, at deres gennemsnitsløn steg mindre end halvt så hurtigt som produktiviteten.

Sorte mænds medianindkomst startede i 2000 stort set der, hvor hvide kvinder var i forhold til hvide mænd (73,0 pct. mod 72,3 pct.). Mens hvide kvinder gjorde visse fremskridt, voksede forskellen mellem hvide og sorte mænds indtjening faktisk. I 2017 blev sorte mænd kun betalt 69,7 cent for en hvid mands dollar. I 2000 fik sorte kvinder 60,8 cent for en hvid mandlig dollar, og i 2017 var dette tal fuldstændig uændret. Det betyder, at der ikke er sket nogen fremskridt med hensyn til at lukke lønforskellene mellem racerne siden 2000, og at indsnævringen af lønforskellen mellem kønnene i vid udstrækning har været til fordel for hvide kvinder, hvilket er et resultat, der stemmer overens med tidligere forskning om timelønsforskelle.

Disse resultater tyder på, at vedvarende og meningsfulde fremskridt i retning af at lukke vedvarende lønforskelle efter race og køn er blevet hindret af mindst to barrierer: manglende betydelige og konsekvente fremskridt med hensyn til at fjerne lønforskellene mellem hvide mænd og andre arbejdstagere og manglende lønninger for det store flertal af arbejdstagere uanset race, som ikke engang er i nærheden af at holde trit med produktivitetsvæksten. De politiske beslutningstagere bør angribe begge disse fejltagelser. Som et minimum bør der arbejdes for fuld håndhævelse af antidiskriminationslove, støttet af større løngennemskuelighed, for at mindske lønforskellene mellem racer og køn. Og for at lukke forskellene mellem den samlede produktivitet og lønningerne for det store flertal bør der vedtages elementer af EPI’s dagsorden om Fairness på første dagen.

Afhjælpning af den brudte forbindelse mellem produktivitet og lønninger for det store flertal vil ikke blot øge lønningerne generelt, det vil også sætte en stopper for den nulsumslogik, der har sat de arbejdende mennesker op mod hinanden i de seneste årtier. Så længe alles lønninger var stagnerende, kunne fremskridt for en bestemt gruppe af arbejdstagere kun ske på andres bekostning. En økonomi, hvor hele de nederste 90 procent stiger på en smart måde, kan både hurtigt mindske forskellene mellem arbejdstagerne og samtidig give alle en lønforhøjelse. Ved udgangen af 2017 var arbejdsløshedsprocenten faldet til 4,1 procent. På det niveau burde arbejdsgiverne få sværere og sværere ved at tiltrække og fastholde de arbejdstagere, de ønsker – og derfor burde de hæve lønningerne for at få dem. Men det er ikke sket, og det er ikke sket nok til at flytte drejeskiven på lønstigningen. Arbejdstagere, mænd og kvinder, sorte og hvide, har tilsyneladende brug for et mere og mere stramt arbejdsmarked for at opleve en stærkere lønstigning. Men det er af afgørende betydning med hensyn til at give et løft til lav- og moderatlønnede arbejdstagere og mindske beskæftigelsesgabet.