Gysergenren er ved at nå det punkt, hvor hvis en film ikke er helt forfærdelig, bliver den næsten betragtet som en god film. Et trist, men sandt faktum. ‘Summer Camp’ falder næsten præcis ind i det scenarie. Det er bestemt ikke en god gyserfilm på nogen måde, men fordi den er tilpas lavet og ikke er totalt uanseelig, finder man sig selv i at spørge sig selv, “var det godt?”.
Filmen forsøger at være en slags ‘Cabin Fever’ (en meget fin gyserfilm), men den fejler på alle de områder, som gjorde ‘Cabin Fever’ så god. For det første var karaktererne i den film geniale. De var realistiske, men alligevel uendeligt sympatiske. I “Summer Camp” er karaktererne omtrent lige så tynde og usympatiske som de nogensinde er blevet. Der bruges ikke rigtig tid på at forsøge at styrke dem og give dem nogle dimensioner. Instruktøren ønsker blot at få blod og indvolde i gang.
For det andet er der ikke lagt nogen kreativitet i noget af gyset. Ikke en eneste gang var jeg i nærheden af at få et chok eller en forskrækkelse, og det eneste, der blev tilbage, var kedeligt zombie-agtigt nonsens, som er set tusind gange før. Alt dette får det til at virke som om det var en meget værre film, end den i virkeligheden var. Sandheden er at den nok er bedre end 65% af alle gyserfilm derude. Men det siger mere om genrens tilstand end noget andet.