For et par dage siden deltog jeg i en konference arrangeret af en af de store tænketanke i Sydkorea. Det var et tosproget (kinesisk-koreansk) forum, og lidt overraskende kunne de fleste af de lærde fra Sydkorea ganske bekvemt kommunikere på mandarin med de kinesiske deltagere. Et par dage senere var der så en anden akademisk salon, hvor folk fra Kina, Sydkorea, Japan og endda USA talte om aktuelle spørgsmål i Østasien, igen på kinesisk. Uddannelsesbaggrund og forskningsinteresser spiller en rolle, men faktum er, at flere og flere sydkoreanere kan tale kinesisk sammenlignet med for nogle år siden.
Som kinesisk statsborger, der bor i Sydkorea, har jeg bemærket og også observeret “den kinesiske sprogbølge” i det sydkoreanske samfund, lige siden jeg kom til dette land for næsten 12 år siden. Nu tager hundredtusinder af sydkoreanere kinesiskundervisning på talrige sproginstitutter eller hos private lærere, for ikke at nævne de studerende, der har kinesisk som hovedfag på næsten alle Sydkoreas gymnasier og universiteter. Selv om der naturligvis er udsving med hensyn til det samlede antal førsteårsstuderende med kinesisk hovedfag på universitetsafdelingerne, er der en generel følelse af, at det i dag er mere nyttigt for sydkoreanerne at lære og tale kinesisk end at lære og tale japansk.
Det var ikke sådan før. I 1970 forbød den daværende sydkoreanske præsident Park Chung-hee, at der blev undervist i kinesiske skrifttegn i skolerne eller brugt i officielle dokumenter. I dag bruges kinesiske tegn hyppigere i Sydkorea – der undervises igen i dem i skolerne, og de findes i vejnavne, på plakater, bykort og turistguider samt på talrige håndskrevne ark (for at tiltrække kinesiske turister) på vinduerne i butikker på steder som Myongdong og Namdaemun Market.
Men der er også kontroverser. Da skiltet ved Gwanghwamun (hovedporten til Gyeongbokgung-paladset) f.eks. endelig blev rekonstrueret i 2012, var den sydkoreanske offentligheds holdninger skarpt delte om, hvorvidt man skulle bruge de originale kinesiske tegn eller hangul (det koreanske alfabet). Ifølge Yonhap News viste en offentlig meningsmåling faktisk, at 57,8 procent af de adspurgte gik ind for Hangul, mens 41,3 procent gik ind for kinesiske tegn. En kritiker, der støttede brugen af Hangul, forklarede, at hvis der blev brugt kinesiske tegn, ville der være problemer med, at besøgende “ikke ville vide, om de er i Seoul eller Beijing eller Tokyo”. Den endelige beslutning gik til fordel for et skilt med kinesiske tegn, men det var naturligvis ikke en let beslutning.
En anden komplikation er, at forenklede kinesiske tegn bruges på det kinesiske fastland (og faktisk er ved at blive mere populære på grund af deres bekvemmelighed), mens traditionelle kinesiske tegn har været udbredt på den koreanske halvø i hundreder af år, og de bruges stadig i Sydkorea ved officielle og formelle lejligheder. Da vi udvekslede visitkort i den akademiske salon, som jeg nævnte tidligere, forklarede en sydkoreansk akademiker, der taler perfekt mandarin, at der er et særligt kinesisk tegn i hans navn. Det er et “koreansk” kinesisk tegn, sagde han, hvilket betyder, at det blev skabt og kun bruges i Korea. Det mindede mig om, at for sydkoreanere kan forenklede kinesiske tegn virke som et ægte “fremmed” sprog, mens traditionelle kinesiske tegn og unikke “koreanske” kinesiske tegn er en del af Sydkoreas egen traditionelle kulturarv..
Nyder du denne artikel? Klik her for at abonnere for at få fuld adgang. Kun 5 dollars om måneden.
Det er ganske interessant at se disse forskelle mellem Kina og Sydkorea med hensyn til en tilsyneladende fælles kulturarv. Selv om disse subtile forskelle ikke nødvendigvis skader de bilaterale bånd mellem de to naboer, ville en konsensus eller konvergens med hensyn til brugen af kinesiske tegn sandsynligvis bidrage til at forbedre kommunikationen mellem de to lande i det lange løb. Faktisk var der i 2013 en aftale mellem eksperter fra Kina, Sydkorea og Japan om at vedtage et skema med ca. 800 almindeligt anvendte kinesiske tegn til brug mellem de tre lande.
Ved viden om, at hundredvis af kinesiske tegn er almindeligt anvendt i Østasien, og at hundredvis af moderne kinesiske udtryk (især inden for videnskab og politik) blev importeret fra Japan, kan dette skema også hjælpe os til at tænke videre: Er det moderne kinesiske sprog helt og holdent “kinesisk”? Eller har det virkelig et østasiatisk fællestræk?