Baggrund: Udbrud af smitsomme sygdomme forårsager hvert år millioner af dødsfald i hele Afrika syd for Sahara. De fleste af de sygdomme, der forårsager epidemier i regionen, er næsten blevet udryddet eller bragt under kontrol i andre dele af verden. I de seneste år er der blevet rettet en betydelig indsats mod folkesundhedsinitiativer og -strategier med potentiale til at få en betydelig indvirkning på bekæmpelsen af smitsomme sygdomme. I 1998 lancerede Verdenssundhedsorganisationens regionale kontor i Afrika (WHO/AFRO) en strategi for integreret sygdomsovervågning og -reaktion (Integrated Disease Surveillance and Response (IDSR)), der har til formål at afbøde virkningerne af overførbare sygdomme, herunder epidemikrævende sygdomme, ved at forbedre overvågning, laboratoriebekræftelse og passende og rettidige folkesundhedsinterventioner. I løbet af det seneste årti har WHO og dens partnere stillet tekniske og finansielle ressourcer til rådighed for de afrikanske lande for at styrke beredskabet og indsatsen over for epidemier (EPR).

Metoder: Vi gennemførte en gennemgang af dokumenter og rapporter fra WHO/AFRO, WHO’s tværnationale team og partnere og holdt møder og drøftelser med de vigtigste interessenter for at indhente erfaringerne fra den lokale, regionale og internationale indsats mod disse epidemier med henblik på at evaluere de indhøstede erfaringer og stimulere drøftelser om den fremtidige kurs for at styrke EPR.

Resultater: De hyppigst rapporterede epidemiske udbrud i Afrika omfatter: kolera, dysenteri, malaria og hæmoragiske feber (f.eks. ebola, Rift Valley-feber, Krim-Kongo-feber og gul feber). Det cykliske udbrud af meningokok-meningitis, der rammer lande langs “meningitisbæltet” (som strækker sig fra Senegal og Gambia til Kenya og Etiopien i Afrika syd for Sahara), tegner sig for andre større epidemier i regionen. Indberetningen af sygdomsudbrud til WHO/AFRO er blevet forbedret, siden IDSR-strategien blev iværksat i 1998. Selv om epidemitendenserne for kolera viste et fald i antallet af dødsfald (CFR), hvilket tyder på en forbedring af sundhedssektorens opdagelse og reaktionskvalitet, er antallet af lande, der er ramt, steget. Der forekommer fortsat større epidemiske sygdomme i de fleste lande i regionen. Blandt de største udfordringer, der skal overvindes, er: dårlig koordinering af EPR, svag infrastruktur inden for folkesundhed, mangel på uddannet personale og inkonsekvent levering af diagnostiske, behandlings- og forebyggelsesprodukter.

Konklusioner: For at nedbringe morbiditets- og mortalitetsniveauet som følge af epidemiske udbrud er der behov for hurtige og langsigtede investeringer for at styrke kapaciteten til tidlig påvisning og rettidig og effektiv reaktion. Der er et kritisk behov for en effektiv indsats for at fremme, samarbejde og mobilisere ressourcer med deltagelse af lokale sundhedsmyndigheder, regeringer og det internationale samfund for at reducere den tunge byrde, som sygdomsudbruddene udgør for de afrikanske befolkninger.