Af Uzay Bulut
Den 21. juni, rapporterede tyrkiske medier, at den græske pigeskole Saint-Jean Theologos i Smyrna, nu kendt som Izmir, som har stået tom siden udryddelsen af byens græsk-kristne i 1922, var blevet plyndret, dens døre og vinduer fjernet og dens værdigenstande plyndret. Den historiske bygning, der nu ejes af det tyrkiske finansministeriums undersekretariat, er for det meste blevet brugt af hjemløse narkomaner.
I dag har skolen ikke længere græske elever eller lærere. For 97 år siden blev den 3.000 år lange græske tilstedeværelse udslettet fra byen ved det, der er kendt som den store brand i Smyrna i 1922.
Den græske kultur var dog ikke en fremmed levevis i Lilleasien. Regionen var overvejende græsk, før tyrkiske folk begyndte at invadere den i det 11. århundrede.
Mindrejylland og Smyrna har en enorm betydning for hellenismen og kristendommen. Metropolis af Smyrna, et kirkeligt område (bispedømme) under det økumeniske patriarkat i Konstantinopel, bevarede sin kirkelige autonomi indtil 1922. Smyrna var også en af de syv kirker, som Johannes omtaler i Johannes’ Åbenbaring. Janene Keeth, der er forsker i kristen uddannelse, skrev, at “Smyrna er blevet beskrevet som den smukkeste af de syv byer. Formentlig blev denne kirke grundlagt under Paulus’ tjeneste i Efesus (ApG 19:10).”
Ifølge International Dictionary of Historic Places: Southern Europe var det gamle grækere, der “løftede Smyrna til højder af magt og herlighed i det syvende århundrede f.Kr. Smyrna overgik i hænderne på det kristne, græsksprogede byzantinske rige efter den formelle opdeling af Romerriget.”
Smyrna blev regeret af kristne i århundreder. Det østromerske (eller byzantinske) rige udkæmpede voldsomme forsvarskrige mod arabiske, seldsjukiske og osmanniske islamiske hære. Tyrkerne, der kom fra de centralasiatiske stepper, tog sigte på Lilleasien ved at kombinere deres langvarige “tradition for invasion” med nyopstået islamisk iver. Den islamiske invasion af Lilleasien blev afsluttet af osmannerne med Konstantinopels (Istanbul) fald og plyndring i det 15. århundrede.
Hændelserne omkring den græske landgang i Smyrna i 1919 og den store brand i byen i 1922 kunne forstås bedre, hvis de blev analyseret som en del af det osmanniske Tyrkiets systematiske kampagne mod kristne.
Under Første Verdenskrig vedtog det forfaldne osmanniske rige en politik, som mange forskere har kaldt “den tvungne turkificering af Lilleasien”. George Makredes beskrev perioden således:
“Forestil dig et liv, hvor det er en forbrydelse at fejre eller afsløre din etniske arv; hvor loven kræver, at du skal opgive dine vaner og din kultur og smelte usynligt sammen med flertallet til én usynlig masse, der ikke kan skelnes fra hinanden, ellers vil du lide konsekvenserne. Og ve enhver, der bliver taget i at læse, tale, klæde sig ud som eller spille musik fra en anden kultur.”
“Velkommen til Lilleasien i den tidlige del af det 20. århundrede. Det var i denne dystre periode, hvor over 1,5 millioner armeniere blev systematisk udryddet. Uanset om du var en armensk mand, kvinde eller et spædbarn, var du et fair game, der kunne blive hugget ned ved synet, efter ordre fra staten. Grækerne var ubevæbnede og magtesløse vidner til denne rædsel og var terroriseret af frygten for, at de var de næste.”
Det, de frygtede, blev snart en realitet.
Lige med armenierne blev grækerne også ofre for den samme osmanniske kampagne for systematisk udryddelse af kristne før, under og efter Første Verdenskrig (1914-1923). Ifølge det græske Genocide Resource Center omfattede grusomhederne mod grækerne i denne periode “massakrer, tvangsdeportationer og dødsmarcher, summariske udvisninger, boykot, voldtægt, tvangskonvertering til islam, indkaldelse til arbejdsbataljoner, vilkårlige henrettelser og ødelæggelse af kristne ortodokse kulturelle, historiske og religiøse monumenter”.”
I slutningen af Første Verdenskrig og med våbenhvilen i Mudros, der afsluttede den osmanniske front i krigen, indledte de allierede en række fredsforhandlinger, der fokuserede på det osmanniske riges fremtid. Ifølge James Marketos, medlem af bestyrelsen for American Hellenic Institute, “I 1919 skændtes de allierede vindere af Første Verdenskrig – England, Frankrig, Italien og USA – stadig om, hvordan det nedlagte Osmanniske Rige, der havde taget parti for Tyskland, skulle deles op. I maj samme år fik den græske hær lov til at gå i land i Smyrna og etablere en administrativ zone.”
Forskerne Evangelia Boubougiatzi, Ifigenia Vamvakidou og Argyris Kyridis skrev i Greeks’ Identities in Smyrna, 19th – 20th Century Local and Global Parameters, at “I det samfund havde grækerne den dominerende position, både på et demografisk og økonomisk plan.” Smyrna var også et af centrene for den græske oplysningskultur, hvor der blev opført flere skoler, såsom den evangeliske skole og det filologiske gymnasium.
“Fra oldtiden og gennem den romerske, byzantinske og osmanniske tidsalder forblev byen i det væsentlige græsk”, ifølge Marketos. “I de senere århundreder kom der armenske, tyrkiske, jødiske, europæiske og amerikanske påvirkninger, men gennem alt dette forblev den fremherskende ånd græsk.”
Men det endte, da tyrkiske militærstyrker forsøgte at tage Smyrna tilbage fra den græske administration den 9. september 1922. De militære angreb mod grækerne og armenierne i Smyrna begyndte med plyndringer, voldtægter og mord. Marketos skrev:
“De begyndte i det armenske kvarter og spredte sig derefter gennem den græske del af byen. Dette drev endnu flere mennesker til den smalle havnefront. Så, den 13. september, begyndte en brand i den armenske del af byen. En stærk brise blæste ilden væk fra det tyrkiske kvarter og spredte den hurtigt til resten af byen, hvilket drev endnu flere forfærdede tusinder af grækere og armeniere til havnen, hvor de nu var fanget mellem de raserende flammer i ryggen og havnen foran. Og stadig så de allierede krigsskibe til, mens flygtningene på havnefronten blev udsat for ubeskrivelige grusomheder af tyrkiske soldater og indbyggere.
“Efter fire dage brændte ilden ud af sig selv. Det smukke Smyrna lå i ruiner. Tusinder af grækere og armeniere var omkommet, enten i branden, eller ved nedslagtning i en eller anden form, eller ved simpel udsættelse. Hundredtusinder af andre blev til sidst evakueret. Men uanset hvad, så var det tyvende århundredes første holocaust effektivt slut med den kristne tilstedeværelse i Lilleasien.”
Der er desværre stadig mest glemt eller ignoreret denne mørke side af historien. Kun en håndfuld forskere har kastet lys over og afsløret forfølgelsen af de kristne i Smyrna i 1922. En af dem er Lou Ureneck, professor og journalist fra Boston University, som har skrevet The Great Fire: One American’s Mission to Rescue Victims of the 20th Century’s First Genocide (En amerikaners mission for at redde ofrene for det 20. århundredes første folkedrab). I den beskrev han den rystende historie om en amerikansk metodistpræst – Asa Kent Jennings – og en amerikansk flådeofficer – Arthur J. Hepburn – som hjalp med at redde mere end 250.000 kristne flygtninge under de tyrkiske styrkers nedbrænding af Smyrna.
“En halv million mennesker, pakket sammen på en smal stribe fortov, måske halvanden til to miles lang, mens en gigantisk ild kommer imod dem og stort set skubber dem ud i havet,” sagde Ureneck i et interview med magasinet Bostonia. “Og mange af dem hoppede i havet, enten i forsøget på at svømme til skibe eller ved at begå selvmord, eller deres tøj og pakker var gået i brand.”
I den periode brændte og plyndrede tyrkiske soldater Smyrnas kristne kvarterer og myrdede forsvarsløse indbyggere. Forskeren Speros Vryonis rapporterede, at blandt dem var Chrysostomos Kalafatis, metropolit af Smyrna.
“Den store brand i Smyrna var højdepunktet i Lilleasien-katastrofen, der bragte en ende på den 3.000 år lange græske tilstedeværelse på Anatoliens ægæiske kyst og ændrede befolkningsforholdet mellem muslimer og ikke-muslimer,” skrev journalisten Ioanna Zikakou.
Men selv 97 år senere forsøger den tyrkiske regering fortsat at dække over sin rolle i branden og slagtningen af grækere og armeniere. Ifølge den tyrkiske officielle fortælling blev byen brændt af græske soldater, og det tyrkere gjorde, var blot at reagere i selvforsvar. I årtier har den tyrkiske officielle statsideologi forherliget september 1922. “Vi har smidt grækerne i havet” er et almindeligt og stolt brugt udtryk i Tyrkiet.
Genocid i tal
Anatolien var næsten helt renset for sin kristne befolkning, da den tyrkiske republik blev grundlagt i 1923. Som Dr. Benny Morris og Dror Ze’evi, forfatterne til bogen The Thirty-Year Genocide: Turkey’s Destruction of Its Christian Minorities, 1894-1924, påpeger:
“Mellem 1894 og 1924 faldt antallet af kristne i Lilleasien fra omkring 3-4 millioner til blot titusinder – fra 20 % af områdets befolkning til under 2 %.”
I 2007 vedtog den internationale sammenslutning af folkemordsforskere, den fremtrædende akademiske autoritet inden for folkedrab, en resolution, hvori det hedder:
“Det skal besluttes, at det er den internationale sammenslutning af folkemordsforskeres overbevisning, at den osmanniske kampagne mod de kristne mindretal i imperiet mellem 1914 og 1923 udgjorde et folkedrab på armeniere, assyrere og pontiske og anatolske grækere.”
Den græske pigeskole Saint-JeanTheologos i Smyrna er ikke den eneste græske skole eller kulturelle struktur, der er blevet overladt til forfald i Tyrkiet.
Huse, butikker, skoler, fabrikker og kirker blandt andre ejendomme, der tilhørte grækerne, forsvandt eller blev omdannet til andre formål efter folkedrabet. De blev enten fuldstændig ødelagt eller overladt til forfald ved forsømmelse. Og mange er blevet brugt som moskeer, private huse, stalde, pakhuse og til andre formål af tyrkerne og kurderne.
Den 7. april 2017 offentliggjorde den tyrkiske avis Hurriyet f.eks. en nyhedshistorie med titlen: “Ruinerede ægæiske huse går til højest mulige priser”. En mere sandfærdig overskrift for rapporten ville imidlertid være: “Ruinerede græske huse i Smyrna, der blev tømt for deres oprindelige beboere gennem folkedrab, går til premiumpriser”.”
Kombinér den intense propaganda i Tyrkiet, der benægter folkedrabet, med den fortsatte beslaglæggelse af græske ejendomme og ødelæggelsen af den græske kulturarv, og det ser ud til, at Tyrkiet har brugt sine ressourcer på at udslette alle de resterende spor af den græske civilisation i Lilleasien.
Note: Dele af denne artikel er uddrag af en artikel, som Bulut skrev til Philos Project-webstedet i 2017.
Om Uzay Bulut: Uzay Bulut er en tyrkisk journalist og politisk analytiker, der tidligere har været bosiddende i Ankara. Hendes skrifter har været bragt i forskellige medier som Gatestone Institute, Washington Times, Christian Post og Jerusalem Post. Buluts journalistiske arbejde fokuserer primært på menneskerettigheder, tyrkisk politik og historie, religiøse minoriteter i Mellemøsten og antisemitisme. Bulut er nu også blevet bidragyder for Greek City Times.