Den store blæksprutte (Magnapinna) er en af de mest flygtige skabninger, som vi kender.

Den lever i havets permanent mørke dybder og er et ekstremt sjældent syn med kun omkring et dusin bekræftede observationer på verdensplan.

Nu er storfinneblæksprutter for første gang blevet set ud for Australiens kyst, ikke én gang, men fem gange – og hver observation var et andet individ. Det er ikke nok til at kalde området for et Magnapinna-hotspot, men de nye observationer har afsløret nye adfærdsmønstre og understreger vigtigheden af at tage billeder af dybhavslivet i dets naturlige habitat.

“Disse observationer, de første fra australske farvande, har underbygget hypotesen om en kosmopolitisk udbredelse og indikeret en lokalt klynget udbredelse med blæksprutter, der er fundet i tæt rumlig og tidsmæssig nærhed af hinanden,” skriver forskerne i deres artikel.

Højfinneblæksprutter er mærkelige og ældgamle væsner. Deres kroppe ser ret typisk ud for en blæksprutte, selv om de har meget større finner end normalt. Men deres arme og tentakler er virkelig ejendommelige og har overraskende lange tråde, der gør, at lemmerne når en længde på over 8 meter (26 fod), hvilket er mange gange længere end blækspruttens krop. Lemmerne, der holdes ud i en vinkel vinkelret på kroppen, giver den også et mærkeligt “albuet” udseende.

Da de lever i den bathypelagiske zone, mellem 1.000 og 4.000 meter (3.280 og 13.120 fod) dybde, er det ikke let for os at studere disse blæksprutter. På denne havdybde trænger sollyset aldrig ind, og trykket fra vandet er knusende.

Derimod kan fjernstyrede fartøjer komme derhen, hvor mennesker frygter at træde, og i løbet af de sidste par årtier er der gradvist kommet observationer.

Det var netop sådant udstyr, som havforskere brugte til at udforske de dybe farvande ud for Australiens sydlige kyst. I et område kendt som Great Australian Bight, hvor man næsten intet vidste om dybhavsfaunaen, satte forskerne fjernstyrede fartøjer og et bugseret kamera ind fra Marine National Facility’s forskningsskib Investigator som led i et intensivt forskningsprogram for at katalogisere livet langt under bølgerne.

Ved fem forskellige lejligheder dukkede storfinnede blæksprutter op på de billeder, som instrumenterne fik.

Det bugserede kamera fangede to blæksprutter og filmede dem i fire sekunder hver på henholdsvis 2.110 og 2.178 meters dybde på et sted i november 2015. Der var ca. 12 timer mellem de to observationer.

ROV’en opdagede tre blæksprutter på et andet sted i marts 2017 på 3.002, 3.056 og 3.060 meters dybde i marts 2017. Fordi ROV’en er mere fleksibel, var den i stand til at følge blæksprutterne og optage længere videooptagelser af hver enkelt; den længste var lige under tre minutter. Alle tre observationer fandt sted inden for en periode på 25 timer.

Morfologiske målinger med parvise lasere tydede på, at hver af de fem observationer af blæksprutter var et separat individ.

“Disse observationer repræsenterer de første registreringer af Magnapinna-blæksprutter i australske farvande, og de er mere end dobbelt så mange som de kendte registreringer fra den sydlige halvkugle,” skrev forskerne i deres artikel.

Så var observationerne alligevel sjældne: Undersøgelsen strakte sig over 350 kilometer af Great Australian Bight og optog 75 timers videooptagelser. Dyrene blev kun set på disse to steder i disse to tidsrammer.

“Alle Magnapinna sp. observationer i Great Australian Bight blev foretaget i områder med overvejende blødt sediment, i terrænet af erosionskanaler på lavere skråninger og i den øverste del af en undersøisk kløft”, skrev forskerne.

“Undervandscanyoner og lignende indskårne elementer understøtter ofte høj produktivitet og diversitet i dybhavet, og disse steder kan afspejle Habitatpræferencerne hos Magnapinna sp.”

Og selv om observationerne var korte, gav de alligevel observationer af nogle af blæksprutternes adfærd. Der var naturligvis den karakteristiske “albue”-positur, hvor tentaklerne strækkes udad og derefter bøjes i en næsten 90-graders vinkel. Tidligere var dette for det meste blevet observeret, mens blæksprutten var lodret, men de nye optagelser viste denne positur i vandret position.

Da tentaklerne ser ud til at være ret klæbrige, kunne dette være en fodringsadfærd, hvor man venter på, at et uheldigt væsen støder ind i de lange lemmer som et insekt i fluepapir, men vi har stadig ikke nok oplysninger til at afgøre dette med sikkerhed.

En anden adfærd, som holdet observerede, var, at blæksprutten holdt den ene arm vinkelret på sin krop, mens den bevægede sig fra en vandret til en oprejst stilling. Dette ligner den bevægelse, som man ser hos en række blæksprutter, hvor armene krølles på ryggen, men hvorfor storfinneblæksprutterne gør det, er stadig et mysterium.

I en helt ny adfærd så forskerne også, at en af blæksprutterne rullede sine filamenter tæt ind til kroppen. Tidligere var den eneste blæksprutte, der var set gøre noget lignende, den fjernt beslægtede Vampyroteuthis infernalis, en anden bathypelagisk skabning, der bruger sine filamenter til at æde.

“Mens der er tydelige forskelle mellem de filamentøse vedhæng hos V. infernalis og Magnapinna-blæksprutter … kan det være, at spoleadfærd repræsenterer en effektiv biomekanisk løsning på indtrækningen af så lange, tynde filamenter,” skrev forskerne.

Det er fascinerende, pirrende stof – nye oplysninger, der understreger, hvor lidt vi ved om disse mærkelige, tavse skabninger og den dybe, mørke undervandsverden, de bebor.

Forskningen er blevet offentliggjort i PLOS One.