Udtrykket umma er et arabisk ord. Det blev brugt toogtres gange i Qur˒an, både i den mekkanske og den medinske periode. Dens mest almindelige betydning er en gruppe mennesker eller et fællesskab, og det henviser også til et religiøst fællesskab eller en gruppe mennesker, der følger Guds vejledning. De fleste anvendelser af umma i Qur˒an er dog ikke relateret til profeten Muhammads samfund.

Begrebet om et fællesskab af troende (umma) tog form i løbet af profetens levetid, først i Mekka og derefter i Medina. I Mekka delte den lille gruppe af profetens tilhængere visse fælles overbevisninger, værdier og praksisser, der var forbundet med den nye religion, islam, og kom efterhånden til at adskille sig fra resten af mekkanerne. Mekkanske familier blev splittet; nogle fulgte den traditionelle religion i Mekka (hedenskab), mens andre fulgte den nye religion. Det religiøse tilhørsforhold blev vigtigere end familieforhold eller stammetilhørsforhold. Da profeten og hans lille gruppe af tilhængere flygtede fra Mekka til Medina, dannede de sammen med muslimerne i Medina et særskilt samfund (umma) i modsætning til f.eks. det jødiske samfund dér. Ved profetens død i 632 e.Kr. havde hans tilhængere, kendt som “troende” eller muslimer, en særskilt identitet. Dette samfunds tidlige kamp med ikke-muslimer, enten i det generelle arabiske oprør (632-633) mod det muslimske styre fra Medina eller derefter med de byzantinske og sassanidiske imperier i erobringskrigene, førte til et skarpere syn på, hvad den muslimske umma var; det vil sige, at den var baseret på troen på énGud, på Muhammeds profet og på et overnationalt broderskab.

Men selv om nogle forskere har forsøgt at identificere umma med etnicitet, blev forståelsen af umma på profetens tid, og især i den post-profetiske periode, løsrevet fra etnisk identitet, men forblev fast knyttet til islams religiøse identitet. I den tidlige islam var denne religiøse umma sammenfaldende med den politiske umma: muslimerne var forenet under én hersker i profetens, rashidun-kaliffernes, umayyadernes og de tidlige abbasiders perioder. Dette forenede politiske organ blev imidlertid opsplittet, da der opstod en række separate politiske samfund blandt muslimerne fra begyndelsen af det niende århundrede og fremefter. På trods heraf er begrebet umma som et fælles broderskab for alle muslimer baseret på de to centrale idéer om fælles tro og lighed fortsat et ideal, som muslimer generelt stræber efter.

I det 20. århundrede blev nationalismen en vigtig drivkraft i muslimske lande i forlængelse af historien om fragmentering. I samme periode og på trods af debatten om dens “islamiskhed” blev nationalstatsmodellen vedtaget af muslimer, især efter afskaffelsen af det sidste, men på det tidspunkt stort set symbolske, osmanniske kalifat i 1924. Der er dog fortsat en betydelig utryghed blandt nogle muslimer med hensyn til, hvor deres primære loyalitet ligger: hos nationalstaten eller hos islam, især når målene for de to ikke nødvendigvis er enige. Der er ved at opstå et synspunkt om, at nationalstaten er en politisk realitet, som er kommet for at blive, men at der må gøres en indsats for at sikre, at muslimske nationalstater og mindretal over hele verden bringes tættere på hinanden inden for rammerne af den religiøse umma. Som eksempel herpå kan nævnes oprettelsen af overnationale institutioner som f.eks. den islamiske konferenceorganisation og dens datterselskaber, der er dannet for at fremme politisk og økonomisk samarbejde. Endnu vigtigere er det, at begrebet og idealet om umma styrkes af fælles lærdom og af religiøse institutioner som pilgrimsrejsen (hajj), en årlig samling af muslimer i Mekka. Selv om disse kan bringe de muslimske nationer tættere sammen, er der også splittelseskræfter på spil, repræsenteret i ideologiske, etniske, sproglige og kulturelle forskelle.

Se også˓Ibadat ; Moderne tænkning .

BIBLIOGRAPHI

Ahsan, Abdullah al-. Ummah eller nation? Identitetskrise i det moderne muslimske samfund. Leicester, U.K.: Islamic Foundation, 1992.

Ali, Muhammad Mumtaz. Begreberne af islamisk Ummah &Shariah. Selangor, Malyasia: Pelanduk Publications, 1992.

Black, Antony. The History of Islamic Political Thought: from theProphet to the Present. Edinburgh: Edinburgh University Press, 2001.

Abdullah Saeed