På fjerde dag af vores vandretur vågnede vi tidligt for at bestige de 1200 stentrapper. Baldakinen omsluttede os og blokerede sollyset, mens vi snoede os op til de rituelle platforme af sten og græs. Bjerget vågnede op i bevægelse og musik. Luften vibrerede af vitalitet. Selv myggene og myggene mærkede inspirationen og kastede sig over os med en hidtil uset kraft og beslutsomhed.

Overst på trappen nåede vi frem til den oprindelige bosættelse, som bestod af flere store græscirkler med lave stenafgrænsninger. Tårnhøje løvtræer voksede mellem højene. Selso samlede os og fortalte os i ærbødige toner historien om dette mystiske sted. Tairona-folket forlod stedet, da spanierne ankom til Colombias nordlige del. Angriberne grundlagde byen Santa Marta i 1525 og begyndte at dræbe de indfødte folk i området. Tairona-folket forsvandt tilbage i junglen og flyttede højere op i bjergene.

Næsten for det sted, hvor Selso stod, markerede et kort på en stentavle den forsvundne by sammen med Machu Picchu – den anden by, der blev efterladt og tabt i så lang tid – og de andre store byer fra dengang.
Langsomt vandrede vi rundt i ruinerne. Farverne udviklede sig fra smaragdgrønt til chartreuse, mens vi fulgte stenpassagerne, der snoede sig ind og ud af kronetaget. Junglen skjulte knoglerne af det menneskeskabte, der overalt stak igennem nedefra.

Og så var vi der, foran de gigantiske terrasseplatforme, der langsomt klatrede op ad hinanden – koncentriske ringe, der blev mindre i omkreds, den ene efter den anden. Mod vest kunne jeg se det kaskaderende vandfald, og mod øst rejste de hellige bjerge sig, som stadig var indhyllet i deres tågehaler. Selso fortalte os, at de havde valgt dette sted, der ligger mellem vandfald, som Tairona har afledt, på grund af de to floder. Hvordan havde de hugget disse storslåede platforme? Vi stod på den højeste af dem og kiggede ned på de andre. Jeg forestillede mig, hvordan det må have været at bo sådan et sted.

Vi begyndte at sno os nedad igen og inspicerede det avancerede kanalsystem, der førte flodvandet direkte gennem byen. Kæmpetudser sang for os. Til højre for os fik Selso øje på en slangebaby – den frygtede Fer-de-Lance-orm – men forskrækket sneg den sig hurtigt tilbage i underskoven.

Men kl. 11.00 var vi på vej tilbage til Camp Paraiso, og efter en hurtig frokost begyndte vi nedturen til Camp Two. Vi vandrede i stilhed – hver eneste af os følte os udmattede i krop og sind. Kl. 16.00 begyndte mit venstre knæ at gøre ondt, da vi steg stejlt ned til havniveau. Selso gav mig en vandrestav, men jeg kom langt bagud i forhold til resten af gruppen og brugte al den energi, jeg havde tilbage, på at holde mig i gang, det ene skridt efter det andet. Jeg var tæt på mit bristepunkt, da en anden gruppe på stien indhentede os. Et ældre par, ungdommeligt og aktivt, kom op for at passere mig. Kvinden kørte hurtigt videre med sine vandrestave og tilbød at bytte. ‘Jeg er okay, virkelig!’ sagde jeg og tvang et smil frem. Hun kiggede på mig med et vidende grin og lod mig betale for min stolthed, passerede mig og fortsatte uden for synsvidde.

Jeg kom ind i lejren efter mørkets frembrud og kastede mig ned i min hængekøje. Næste morgen ville vi have en let tre timers vandring tilbage til moderniteten. Det var en bittersød erkendelse. Fortabt ude i Sierra Nevada, hvor jeg gik mod den tidsfrosne fortid, havde jeg følt mig lidt som en gammel omvandrende opdagelsesrejsende – jeg begav mig ud i det hinsides af det pulserende, men tavse daggry og vidste, at der lige rundt om næste sving, der var kvalt i den grønne bevoksning, ventede flere forsvundne byer.