Inkaerne, som i høj grad ærbød vicuña, kaldte den for “Andesbjergenes dronning”. I den periode (indtil det 16. århundrede) var der over tre millioner vicuñas i Perus bjerge, men i midten af 1960’erne var der kun 5.000 tilbage: først conquistadores og siden krybskyttere udryddede skånselsløst dyrene for at få fat i deres dyrebare skind, hvilket bragte arten på kanten af udryddelse. Selv om handel med vicuña-fibre blev forbudt i midten af 1970’erne for at modvirke krybskytteri, og de første reservater blev oprettet, kom det virkelige vendepunkt i 1994, da den peruvianske regering valgte en international partner, som skulle have til opgave at genindføre dette dyrebare materiale på markedet, som kun skulle komme fra dyr, der var blevet klippet levende og derefter sat fri. Denne partner, som stod i spidsen for et konsortium, var Loro Piana. Det er også takket være inddragelsen af de andinske samfund, som har fået til opgave at beskytte dyrene til gengæld for indtægterne fra klipningen, at vicuñaen er blevet reddet. Siden 1994 er vi fortsat med at arbejde på nye projekter for at beskytte disse dyr, lige fra oprettelsen af Perus første private naturreservat i 2008 til det nuværende initiativ til opsamling af regnvand, Progetto Acqua, også i Peru, til projekter i Argentina og Bolivia, hvor vi køber fibre af superlativ kvalitet fra dyr, der er certificeret som lovligt klippede, og dermed bidrager vi til at sætte en stopper for krybskytteri i bæredygtige ekspertisers navn.