I oldgræsk og latin var et stigma et mærke, der markerede en person, som f.eks. en slave, der blev betragtet som mindreværdig. I dag er ordet “stigma” kommet til at betyde det usynlige mærke, som negative sociale opfattelser giver, et mærke, der kan gøre lige så ondt som et fysisk mærke.

Akademiske forskere betragter stigma som de egenskaber, der nedvurderes i en bestemt social kontekst og påvirker mennesker på negative måder. En betydelig dokumentation viser, hvordan stigmatisering kan underminere den mentale sundhed gennem forskellige mekanismer, såsom begrænset adgang til ressourcer.

Forskere indsamler typisk data om stigmatisering gennem subjektive selvrapporteringsmålinger. Men visse individuelle faktorer – såsom følelsesreguleringsmangler – kan påvirke, hvordan folk opfatter stigmatisering, hvilket introducerer en potentiel forvirring i målingen heraf. Forskerne Charles L. Burton, Katie Wang og John E. Pachankis fra Yale University ønskede at etablere en mere objektiv måling af stigmatisering, der afspejler de forskelle i social, økonomisk og politisk magt, der eksisterer uafhængigt af en persons subjektive oplevelser.

Burton og kolleger gennemførte en række undersøgelser, der blev offentliggjort i Clinical Psychological Science, og som behandlede behovet for et objektivt mål for stigmarelaterede oplevelser:

“Den nuværende forskning introducerer et nyt, objektivt mål for kulturelt stigma,” forklarer forskerne, “som vi derefter anvendte til at vurdere forbindelserne mellem stigma, følelsesreguleringsunderskud og negative mentale sundhedsresultater blandt personer, der tilslutter sig en bred vifte af stigmatiserede attributter.”

I den første undersøgelse identificerede forskerne først 93 stigmatiserede identiteter, sundhedstilstande og personlige karakteristika, der rækker ud over det snævre område af seksuelle og racemæssige/etniske stigmatiseringer, som forskere typisk har fokuseret på. Derefter rekrutterede de akademikere, der anses for at være stigmaeksperter, og personer fra den brede offentlighed til at vurdere deres villighed til at interagere med forskellige typer mennesker, der besidder hvert enkelt stigma, f.eks. en kollega, en børnepasseren eller en potentiel datter eller svigersøn. Det resulterende indeks afspejlede graden af stigmatisering af hver identitet eller egenskab på et sociokulturelt niveau.

Den anden undersøgelse observerede forholdet mellem kulturelt stigma, følelsesreguleringsunderskud og to negative mentale sundhedsresultater: depressive symptomer og alkoholbrugsproblemer. Stigmarelaterede oplevelser er kendt for at fremkalde stress, hvilket kan udtømme følelsesreguleringsevnerne og påvirke negative mentale sundhedssymptomer. Selv om disse forbindelser er blevet beskrevet i tidligere undersøgelser, er der kun lidt viden om, hvordan generel livsstress (dvs. kroniske stressorer, der ikke skyldes fordomme/stigma) kan påvirke forholdet mellem disse variabler.

Med den skala, der blev etableret i undersøgelse 1, bad forskerne deltagerne om at vælge, hvilke stigmatiseringer de identificerede sig med, og derefter rangordne den, de følte, at den havde størst indflydelse på dem eller var vigtigst for dem. Forskerne konverterede disse rangeringer til en kulturel stigmascore. De indsamlede også data om deltagernes følelsesreguleringsmangler, depressive symptomer, problemer med alkoholforbrug og generel livspres. For at bestemme den unikke indvirkning af kulturel stigmatisering kontrollerede forskerne for enkeltpersoners opfattelse af stigmatisering ved hjælp af Everyday Discrimination Scale, som måler hyppigheden af, at en person oplever interpersonel mishandling på grund af deres mest indflydelsesrige stigmatiserede identitet.

Resultaterne viste, at følelsesreguleringsunderskud var den mekanisme, der forbandt kulturel stigmatisering og depression og kulturel stigmatisering og alkoholbrugsproblemer. Generel livsstress øgede den indirekte effekt af følelsesregulering på forbindelsen mellem kulturelt stigma og både depressive symptomer og alkoholbrugsproblemer. Med andre ord tyder resultaterne på, at stærkere kulturelt stigma kan gøre en person mere sårbar over for generel livsstress og dens indvirkning på negative mentale sundhedsproblemer.

Denne undersøgelse bidrager til både stigma- og følelsesreguleringsforskning ved at etablere et objektivt mål for kulturelt stigma. Denne skala giver forskerne et redskab til at observere virkningen af kulturelt stigma uafhængigt af enkeltpersoners opfattelser af stigmatisering. Burton og kolleger foreslår, at fremtidig forskning bør se på, hvordan man kan ændre dette mål, så det kan repræsentere intersektionelt stigma, da folk kan opleve flere stigmatiseringer, der har betydning for deres liv.

Evidens for et modererende forhold mellem generel livsstress og den indirekte effekt af stigmatisering på mental sundhed kan have konsekvenser for dem, der arbejder for at hjælpe stigmatiserede grupper. Hvis man hjælper personer, der er ramt af stigmatisering, med at forbedre deres følelsesreguleringsfærdigheder og tilpasse sig til generel livspres, kan man afbøde virkningen af kulturel stigmatisering på deres øgede sårbarhed over for mentale sundhedsproblemer.