Vidste du, at David Bowie og Brian Eno lavede en cyberpunk-plade? #cyberpunk ” Adafruit Industries – Makers, hackere, kunstnere, designere og ingeniører!

Brian Eno og David Bowie havde et livslangt venskab og et musikalsk samarbejde, der producerede flere af de mest indflydelsesrige plader fra slutningen af det 20. århundrede. I slutningen af 1970’erne arbejdede de to på Low, “Heroes” og Lodger, der også er kendt som Bowies Berlin-plader. Disse plader endte med at få en dybtgående og varig indflydelse på rock generelt, punk, new wave, electronica og Enos arbejde inden for ambient.

Efter at have genfundet hinanden ved Davids og Imans bryllup i 1992 begyndte de to at sende e-mails frem og tilbage om moderne musik, og hvad de mente, der manglede i den. De besluttede sig for at forsøge et eksperiment sammen, at gå ind i studiet “uden selv at have en myg af en idé” om, hvad de ville skabe. Resultatet af dette eksperiment skulle blive 1995’s 1. Outside (The Nathan Adler Diaries: A Hyper Cycle).

Albummet var ikke direkte inspireret af cyberpunk i sig selv, men gennem de forskellige eksperimentelle teknikker, de anvendte, opstod der en nær fremtidsverden, som helt klart havde et cyberpunk-look og -fornemmelse. I mindst et interview omtalte Bowie det som “cyber-noir.”

For at starte deres eksperimentelle proces besluttede de to at interviewe patienter på et psykiatrisk hospital i Wien, Østrig. Hospitalet var kendt for den “outsiderkunst”, som nogle af dets patienter skabte, hvilket er en del af inspirationen til titlen. De følte også, at de ønskede at arbejde uden for de normale grænser for komposition og indspilning, og titlen mindede dem om dette. Dette album var deres outsider-kunst.

Med udgangspunkt i interviewene fra hospitalet klippede Bowie og Eno en tre timers optagelse sammen, der hovedsageligt bestod af dialog og studiejammer. Projektet blev kaldt The Leon Suites, og en redigering af dette projekt blev indsendt til pladeselskabet. Da den blev afvist, fordi den ikke var kommerciel, begyndte Bowie og Eno at arbejde på en version, som skulle blive til Outside. Brudstykker fra The Leon Suites endte på Outside, og idéer til fortællinger og karakterer kom fra det. Der var tale om at inkludere nogle af The Leon Suites på fremtidige indspilninger, men det skete aldrig.

Sangen “I’m Deranged” kom direkte fra et af Davids interviews med en patient på hospitalet i Wien. Udover at være et så markant nummer på albummet blev “I’m Deranged” også smukt og effektivt brugt i David Lynchs art-noir-klassiker “Lost Highway” fra 1997, hvor Bill Pullmans Fred Madison-figur kører ned ad en uoplyst motorvej om natten, hypnotiseret af de brudte gule linjer, der skyder ud af mørket som sporingskugler.

Udover at bruge ideer og narrative fragmenter fra skizofrene patienter som inspiration, inkorporerede de to også andre eksperimentelle teknikker. William Burroughs og Brian Gysins “cut-up-teknik”, som Bowie ofte havde brugt i årenes løb, især på Diamond Dogs (hans anden dystopiske konceptplade) og Berlin-pladerne, blev brugt igen. Til Bowies version af cut-up anvendte han et computerprogram, som han havde været med til at udvikle til Mac, kaldet Verbasizer. Den gjorde det muligt for ham at generere tilfældige sætninger og afsnit, som han så kunne bruge som de var, ændre som han ville, eller bruge nogle få ord, der dukkede op, til at inspirere til en idé til en karakter eller en hel sang. Her er David i en dokumentarfilm fra 1997, hvor han beskriver, hvordan han brugte sin Verbasizer.

Du kan se resultatet af denne randomiserende app i aktion i teksten til titelnummeret til pladen:

Now. Not tomorrow
Yesterday
Not tomorrow
It happens today
The damage today
The damage today
They fall on today
They beat on the outside
And I’ll stand by you
Now. Not tomorrow
It’s happening now
Not tomorrow
It’s happening now
The crazed in the hot-zone
The mental and diva’s hands
The fisting of life
To the music outside
To the music outside

Andre teknikker, der blev brugt på Outside, omfattede, at Brian Eno hver morgen uddelte kort til musikerne i studiet, som instruerede dem til at spille den pågældende dag som den karakter, der var beskrevet på kortet. Kortene gav så absurde instruktioner som: “Du er det utilfredse medlem af et sydafrikansk rockband. Spil de toner, der blev undertrykt.” Eno brugte også de Oblique Strategies-kort, som han og kunstneren Peter Schmidt havde udviklet i 1975, som en række opfordringer, der skulle trækkes, når man stod over for et kreativt dilemma. Eno og Bowie havde først gjort imponerende brug af disse kort under Berlin-sessionerne.

Igennem al denne proces og studieimprovisation (Bowie skrev alt på bestilling i studiet) begyndte Nathan Adlers verden at dukke op. Denne karakter og hans historie er beskrevet i detaljer i en novelle, “The diary of Nathan Adler or the art-ritual murder of Baby Grace Blue”: A non-linear Gothic Drama Hyper-cycle”, skrevet af Bowie, der fulgte med pladens liner notes-hæfte.

Dagbøgerne fortæller historien om detektiv-professor Adler, en efterforsker i det firmasponsorerede Art-Crimes, Inc bureau i et Oxford Town, NJ, i en nær fremtid. I denne dystre verden er det blevet så populært at myrde folk som en kunstnerisk udtryksform, at det berettiger en særskilt afdeling til at efterforske det (sponsoreret af en kunstinstitution, der så arrangerer udstillinger af de kunstforbryderes håndværk, for øvrigt). Før han begyndte at arbejde på sin nuværende sag, havde Adler arbejdet med “konceptoverfald” og var blevet træt af det. I den historie, der fortælles gennem 1. Outside, får Adler til opgave at efterforske det grumme kunstmord på en 14-årig pige ved navn Baby Grace Blue.

Dagbøgerne i albummets booklet er skrevet i en meget Burroughsiansk/Gibsonsk stil. I korte, hede sætninger, noter og sætningsfragmenter får vi en meget dark-noir-fortælling spækket med masser af cyberpunk-klingende techno-neologismer: Det er en meget nysproglig, cybernaturalistisk nysprog med mange elektroniske ord som f.eks. hukommelsesinformationstransportvæsker, binære kode-oversættere, hukommelsesinformationstransportstoffer, ROMbloids (hvem/hvad de end er), Daubers (offentlighedens kælenavn for Art-Crimes, Inc.), Data Bank, en dødskult ved navn Caucasian Suicide Temple og smykkeforretninger med kropsdele (der handler med “lammebenshalskæder, gedeskrotumpunge, brystvorte-øreringe og den slags”).

Bowie var tydeligvis meget fascineret af noget af den ekstreme og meget kontroversielle kunst, der foregik i 90’erne, herunder Damien Hurst (hvis værker viste halverede og rådnende dyrekadavere) og ekstreme performancekunstnere som Ron Athey og Darryl Carlton (begge genstand for megen skandale og perlehuggelse i midten af 90’erne for deres blodritual- og selvskadende optrædener). Alle tre kunstnere er nævnt i Nathan Adlers dagbøger, og Atheys arbejde refereres direkte i videoen til “The Heart’s Filthy Lesson”. Denne sang og video afslører også tydeligt Bowies voksende beundring for Trent Reznor, da NIN-indflydelsen, både i lyd og vision, er smerteligt tydelig.

Som den cyberpunkede Warren Zevon-konceptplade, vi så på i sidste uge, vidste de fleste kritikere og Bowies ellers mangfoldige og åbne fanbase ikke rigtig, hvad de skulle mene om denne mærkelige, eksperimenterende plade. Den er stadig en af de mindst populære og mest misforståede udgivelser i David Bowies katalog.

Men det har aldrig forhindret David og Brian i at elske den selv og ønske at lave en opfølger. Hvis du lægger mærke til det, er der et “1” i titlen, og undertitlen antyder noget igangværende. En af de ting, de talte om, helt frem til den sidste e-mailudveksling, de to nogensinde havde, var tanken om at lave yderligere afsnit af Nathan Adler-dagbøgerne, måske en trilogi. Bowie var begejstret for at udforske denne verden mere, måske fortsætte med Art Crimes, Inc. eller udforske andre hjørner af Adlers mørke verden. Et par år efter udgivelsen af Outside talte han og Eno om at lave et album kaldet Inside, en bag kulisserne-plade, der skulle afsløre deres arbejdsproces og indeholde outtakes og nogle af de jams, de havde lavet til pladen.

Volume 2 i Nathan Adlers dagbøger skulle hedde 2. Contamination, og Bowie havde allerede skitseret nogle karakterer og idéer. Med Bowies død af kræft i 2016 vil vi desværre aldrig få at vide, hvilken musik der ellers kunne have været at opdage udenfor. Og da mordet på Baby Grace Blue aldrig blev opklaret i Volume 1, vil sagen for altid forblive åben.

Lyt til hele pladen her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.