En viral plaque er en synlig struktur, der dannes efter at en viral prøve er blevet introduceret i en cellekultur, der er dyrket på et næringsmedium. Virussen replikerer og spreder sig og danner områder med celledestruktion, som kaldes plaques. For eksempel kan Vero-cellekulturer eller andre vævskulturer anvendes til at undersøge et influenzavirus eller coronavirus, mens forskellige bakteriekulturer vil blive anvendt til bakteriofager.

Tælling af antallet af plaques kan anvendes som en metode til viruskvantificering. Disse plaques kan undertiden påvises visuelt ved hjælp af kolonioptællere, på samme måde som bakteriekolonier tælles; de er dog ikke altid synlige for det blotte øje og kan undertiden kun ses gennem et mikroskop eller ved hjælp af teknikker som farvning (f.eks. neutralrød for eukaryoter eller giemsa for bakterier) eller immunofluorescens. Der er blevet udviklet særlige computersystemer med mulighed for at scanne prøver i serier.

Plader fra en virus, der er isoleret fra en kompostbunke i nærheden af UCLA. Bakterien er M. smegmatis.

Plakkens udseende afhænger af værtsstammen, viruset og forholdene. Meget virulente eller lytiske stammer skaber plaques, der ser klare ud (på grund af total celledestruktion), mens stammer, der kun dræber en brøkdel af deres værter (på grund af delvis resistens/lysogeni), eller kun reducerer cellevæksthastigheden, giver grumset plaques. Nogle delvist lysogene fager giver bull’s-eye plaques med pletter eller ringe af vækst i midten af klare områder med fuldstændig lysis.

Non-viral spontan huldannelse i cellekultur (f.eks. LLC-PK1 eller den humane gingivale epithelcellekulturmodel, Gie-3B11) kaldes opiplasi (græsk; opi=hul; plasi=dannelse). Disse huller kan vokse til flere millimeter i størrelse. Spontan fremkomst af disse huller kan induceres og fremskyndes af proinflammatoriske cytokiner såsom Tumor Necrosis Factor-alpha.