Høretab er et almindeligt problem forårsaget af støj, aldring, sygdom og arvelighed. Hørelse er en kompleks sans, der både involverer ørets evne til at opfange lyde i omgivelserne og hjernens evne til at fortolke talelyde. Blandt de vigtigste faktorer, der er bestemmende for virkningen af høretab på medlemmerne af en befolkning, kan nævnes

• Grad af høretabet
• Høretabets konfiguration eller mønster på tværs af frekvenser
• Høretabets lateralitet/bilateralitet (det ene eller begge ører er påvirket)
• Afvigelsesområde(r) i det auditive system – f.eks. mellemøret, det indre øre, de auditive neurale baner, eller hjernen
• Tale-genkendelsesevne
• Historik med eksponering for høj støj og miljømæssige eller farmakologiske giftige stoffer for hørelsen
• Alder

Måling af høretab

Mildt tab bemærkes måske ikke, og selv moderate tab kan ikke forårsage et problem for personer med fremragende perceptuelle evner og gode håndteringsevner. Høretab kan identificeres af den pågældende person selv (kaldet “selvrapportering”), af venner og familie og ved hjælp af høreprøver. Formelle audiometriske test er den gyldne standard for diagnosticering af høretab og overvågning af behandlingen. Testning kan foretages i alle aldre.

Med hensyn til skøn over prævalensen af høretab er alle disse foranstaltninger af værdi, og de giver hver især et indblik i den byrde, som høretab udgør for samfundet. Selvrapportering af høretab og rapporter fra venner og familie er vigtige, fordi de er relativt enkle at bestemme, og fordi de giver en samlet vurdering af problemets indvirkning på den enkelte.

Formelle audiometriske (høre)tests

Formelle audiometriske tests giver på den anden side præcise oplysninger, der vises efter frekvens og høreniveau. Et praktisk resumé af audiogrammet for hvert øre er det rene tone-gennemsnit (PTA) af tærskelværdierne målt ved specifikke frekvenser. Tærsklerne måles på en skala for høretab (HL) i decibel (dB) med reference til det audiometriske “nulpunkt” (det gennemsnitlige høreniveau ved hver frekvens for normale unge voksne). En traditionel PTA-måling er talefrekvensgennemsnittet af tærskelværdierne ved 500, 1000 og 2000 hertz (Hz). Det er dog forskelligt, hvilke frekvenser der skal indgå i PTA’en; f.eks. indgår en høj frekvens som 3000 Hz sammen med den lave frekvens (500 Hz) og de mellemste frekvenser (1000 og 2000 Hz) i nogle formuleringer af PTA’en. Den mest almindelige PTA-definition, der findes i epidemiologiske, eller befolkningsbaserede, undersøgelser, er det firefrekvente gennemsnit af 500, 1000, 2000 og 4000 Hz.

Da PTA stiger, falder høreevnen. Normal hørelse for tale observeres hos voksne med en PTA på 25 dB HL eller mindre. Ved en PTA på omkring 40 dB HL på begge ører anses de fleste mennesker for at være funktionelt svækkede og kunne have gavn af forstærkning. Der er tale om alvorlige til dybtgående tab, når PTA’erne er større end 70 dB HL. På dette niveau giver høreapparater kun begrænset gavn, og cochlearimplantater kan overvejes.

En nøjagtig vurdering af hørelsen omfatter:

• Lateralitet (et eller begge berørte ører)
• Grad og mønster af tærskeltab på tværs af frekvenser
• Bedste evne til at forstå tale – enten med høreapparater eller højt taleniveau

Andre faktorer, der skal bestemmes, omfatter:

• Hurtigt indtræden eller progression af høretabet (folk tilpasser sig ofte bedre til langsomt fremadskridende tab end til pludselige tab)
• Associerede symptomer såsom tinnitus (ringen, brusen eller summen i ørerne eller hovedet), hyperacusis (intolerance over for normale miljølyde), og rekruttering (når høje lyde pludselig er ubehagelige)
• Behandlingsmuligheder, såsom kirurgi, høreapparater, cochlear implantater, auditiv rehabilitering, talelæsning eller lyttehjælpemidler

Implikationer af høretab

Høretabets konsekvenser kan vurderes i form af samfundsmæssig byrde, effekt på personen og behandlingsbehov. For at anslå den samfundsmæssige byrde ved høretab er det hensigtsmæssigt at anvende aldersspecifikke satser for selvrapportering (eller indberetning fra familien). Til vurdering af høretabets konsekvenser for den enkelte person kræver en PTA på mere end 25 dB HL generelt tilpassede lyttestrategier, f.eks. at man sidder tættere på lydkilden. Aktiv behandling, f.eks. høreapparater, anbefales ofte ved en PTA på mere end 40 dB HL på begge ører. Udtrykket “døv” anvendes generelt om personer med et dybtgående bilateralt tab (PTA på mere end 90 dB HL). Moderne cochlearimplantater er ofte nyttige for børn og voksne med alvorlige til dybtgående tab (PTA på mere end 70 dB HL) af relativt kort varighed (mindre end 10 år). Som følge heraf er varigheden af høretabet blevet en anden vigtig faktor i beskrivelsen af høretab.