Denne artikel blev oprindeligt bragt på VICE UK

Richard Madeley og Judy Finnigan har indgået en dødspagt. Selvfølgelig har de det. Selvfølgelig har de det. Hvis der er noget par på jorden, der har en dødspagt, så er det Richard og Judy. Der er ikke to mennesker i live, der er mere bestemt til at gøre en ende på hinanden. Se dem dybt ind i øjnene. Kend deres brændende ønske om at dræbe den, som de elsker mest.

Når jeg tænker på Richard, der dræber Judy, hvilket sker ofte, gør det mig ked af det på hans vegne. Richard Madeley, der løber topløs gennem mørke skove med en økse. Richard Madeley, der lystigt rører ricin i Judys morgente. Richard Madeley, brølende af bittert raseri, mens Judys gamle damearme rører sig svagt under en pude.

Men jeg kan aldrig tænke på, at Judy dræbte Richard. “Hvis Judy virkelig var syg og i logisk sind,” sagde Richard til Telegraph i maj, “ville jeg være ligeglad med, om der var en risiko for at blive retsforfulgt. Jeg ville gøre, hvad der var rigtigt for min kone.” Richard Madeley skyder en pil mod et fjernt mål. Richard Madeley går ud i natten efter at have sat ild til deres hjem i Plymouth. Richard Madeley bærer Judys stadig varme hud som et jakkesæt. Richard Madeley skriger “TUPPENNY FUCK” ud i aftenvinden.

Men Judy vil åbenbart tage den på flaske i sidste øjeblik, ikke sandt? “Jeg har ladet pistolen, Judy,” siger Richard gennem den vocoder, der har erstattet store dele af hans hals. Det er 2054, og han er på vej ud. “Bare gør det for fanden.” Nej. Så Richard Madeleys back-up-dødsplan er, som han fortalte samme avis, denne: “For mig ville det være et lukket rum, en flaske whisky og en revolver. Jeg ville ikke have lyst til at lave sjov.”

Jeg føler, at Richard Madeley så Vanishing Point på det samme afgørende tidspunkt i sin tidlige udvikling, som jeg gjorde.

Lad mig forklare. Vanishing Point er, for de uindviede, en film om en mand, der kører i en bil. Det var i 1971. Man kunne lave sådan en film. “En mand kører bil rundt i en masse i 90 minutter” var et legitimt pitch. Og hvad værre er, det krævede to personer at finde på det: en til at præsentere historien – “Okay, hvad så hvis en mand skal køre en bil et sted hen? I 90 minutter?” Og en til at skrive manuskriptet – “EXT: Vi åbner med en mand, der kører i bil. Han ser trist ud. Han kører meget hurtigt ind i TO SOLID BULLDOZERS.”

Jep, det er sådan, Vanishing Point slutter: En mand kører rundt i 90 minutter og gør politiet rasende, hvorefter han kører ind i den bulldozer-tunge vejspærring, som de har sat op. Det første, man siger, når vores helt, Kowalski, kører ind i to bulldozere i en flammebold, er: “Hvad? Hvorfor?” Og så spoler man båndet tilbage. “Hvorfor? HVAD? HVORFOR?” Så spoler du det tilbage igen. Og så er man ved begyndelsen, ser Vanishing Point igen og undrer sig over, hvordan det kunne tage to hele mennesker at skrive et så indlysende manuskript.

Og så bliver hele filmen et spørgsmål om at afkode, hvad der præcis får Kowalski til at ville dæk sin bil ind i to bulldozere, en historie, der fortælles gennem en håndfuld helt usammenhængende flashbacks. Der er et stykke, hvor han plejede at være politimand? Og en del, hvor han plejede at være en NASCAR-kører, der kørte galt? Og en del, hvor han og en hippie-kvinde hænger ud i en strandhytte og hygger sig i ske? Det viser sig, at den ar-digging hippie-tøs var Kowalskis kæreste, og som vi finder ud af, døde hun få øjeblikke senere, da hun går ud for at surfe i havet efter samlivet og bliver ramt af en bølge – hvilket, ud over at blive kvalt i et par nødblus eller blive dødeligt antændt af en lavalampe, er den mest 70’er-død nogensinde.

Der er en skole blandt de førende Vanishing Point-forskere, der mener, at Kowalski ikke bare hævner sin hippiekæreste ved at smadre ind i to bulldozere med en superlækker Dodge Charger, men at han faktisk flygter fra den række af skuffelser, der præger hans liv som tidligere krigsveteran, vanæret politibetjent og en ulykkesramt racerkører, der er reduceret til at fragte biler gennem landet for at få enderne til at mødes. Han er – i en slags anstrengt metafor – drevet mod døden. Til disse mennesker siger jeg: I overtænker Vanishing Point fuldstændigt.

Vanishing Point er en film, der har en otte minutter lang sekvens, hvor Kowalski taler med en klapperslangejæger, som åbenlyst bare er der for at polstre filmen op til de 90 minutter, den varer. Ligesom: Da klapperslange-manden vender sin kurv med klapperslanger på hovedet ned på ørkenjorden, går filmen i slowmotion for at få det til at vare lidt længere. Vanishing Point er en film, hvor der bliver kørt så meget, at når der ikke bliver kørt, keder man sig med det samme. Der er lurvede politiefterforskningsscener (“We’re following him,” siger en betjent. “Med computere.” Cue et langt, dvælende billede af en korktavle besat med LED’er), og en del med en nøgen pige på en motorcykel, som ikke engang nærmer sig at give mening.

På et tidspunkt spørger en politichef rasende: “Hvad sker der derude?”, og i stedet for at nogen griber walkie talkien og siger: “HE KEEPS GOING AROUND CORNERS AND THAT’S A CONCEPT WE CANNOT DEAL WITH”, sender en ung betjent i stedet beskeden: “Chief, we lost him”. Der er ingen stor afsløring her. Der er ingen metaforer. De to forfattere (TO) løb tilsyneladende tør for idéer et sted omkring de fire minutter, tydeligvis efter at have spildt alle de gode ting på dialoger som denne:

HELLA SPOOKY DUDE IN PINK SHIRT: Er der noget galt?

KOWALSKI: Hvorfor, skulle der være noget?

H/S/D/i/P/S: Det er bare det, at du er så tavs. Og lunefuld.

K: Ja, måske er det bare min natur.

H/S/D/i/P/S: Hvorfor griner du?

K: Jeg griner ikke.

H/S/D/i/P/S: Jo, du gør. Helt nede dybt inde i dig selv.

Like: Bar, nøgternt hundelort. Men Vanishing Point handler ikke om ord, eller om historie. Det handler om lyserøde solnedgange. Frisk asfalt. En super cool DJ, der er blind. Vanvittigt ægte rock-likes. Et NASCAR-løb, som jeg ikke helt kan se meningen med. At køre op ad ramper lavet af mudder. At få motorcykelbetjente til at falde af deres motorcykler og skiftevis udbryde: “Augh!” og “Dangit!” Kowalski slår en fyr i et improviseret løb (han laver et sygt trick, hvor han skifter gear på det helt rigtige tidspunkt) så hårdt, at han kalder ham en “bastard”, før han kører ned i en flod. Er du ung? Er du fri? Har du bakkenbarter, der kan dække et lille soveværelse med tæppe? Så er du Kowalski, makker. Vi er alle Kowalski.

Jeg ville gerne være Kowalski, da jeg var 13 år, primært på grund af de bakkenbarter, som jeg ikke kunne dyrke dengang, og som jeg ville have svært ved at dyrke selv nu. Jeg har et levende minde om at se Vanishing Point sent om aftenen på ITV2 (det var før ARG-from-TOWIE-æraen på ITV2 – ITV2’s storhedstid, hvis du kan tro det, før en mand med en hals, der bare ikke passer til en butterfly, men som insisterende og altid går med butterfly, griner i en halv time af sin egen fis, mens en af hans kammerater får tatoveret sine øjenbryn). Jeg var alene hjemme, drak den præcis ene WKD med Irn Bru-smag, som jeg fik lov til at tage ud af køleskabet, når mine forældre ikke var hjemme, og spiste en pizza, der var halvt tun-sweetcorn og halvt mortadella. Jeg tror, at jeg havde mine grå pyjamasbukser på, hvis det kan hjælpe på hukommelsen.

Nå, men jeg kiggede rundt efter noget at se, efter at Robot Wars var slut, og fandt Vanishing Point, og jeg var helt vild med det: Jeg var vild med, at politiet aldrig gad at spørge ham, hvorfor han ikke ville stoppe bilen, før de indledte en landsdækkende menneskejagt, eller hvor let de blev forvirret af Kowalskis specielle træk med at køre hurtigt rundt om et hjørne; jeg var vild med det venskab, der opstod mellem den blinde DJ og Kowalski, som foregik via amatørradio; jeg var vild med den ikoniske Dodge Challenger-bil; jeg var ikke vild med klapperslange-manden, men det kan vi godt glemme; og, vigtigst af alt, var jeg vild med slutningen. Den vanvittige, vanvittige slutning, hvor to mennesker løber tør for idéer på én gang.

For det, Kowalski gør, er at gå ud i et brag af en ære. Han indser, at han ikke har meget tilbage at leve for, så han dekorerer nogle bulldozere med sine kropsdele. Og jeg føler, at hvis jeg var i en situation, hvor jeg var klar til at “smide en Madeley” – som Kowalski i den fuldstændig meningsløse tv-filmatisering fra 1997, spillet af Viggo Mortenson, hvis døde hippietøs-kæreste erstattes af en kone, som han finder ud af er død under fødslen, så filmen faktisk giver mening – ville jeg gøre det samme. Jeg ville flyve ud fra enden af en høj bygning. Ligge i badet med en håndgranat på mit bryst. Føre politiet på en vild gåsejagt, tale med en slangemand, have en dyb, men meningsløs samtale med en nøgen pige på en motorcykel, tage en masse fart på og så styrte ned med ansigtet, skulderen og armene først ind i to jordflytningskøretøjer.

Jeg ville bare ønske, at folk ville finde mig og sige: “Pokkers, det var virkelig meningen, at han skulle gøre det”. Jeg ville gerne være Kowalski.

Følg Joel Golby på Twitter.