Henrik 3., med tilnavnet Henrik den Lidende, spansk Enrique el Doliente, (født 4. oktober 1379 i Burgos, Kastilien -død 1406 i Toledo), konge af Kastilien fra 1390 til 1406. Selv om han ikke var i stand til at gå i felten på grund af sygdom, bevarede han nidkært den kongelige magt gennem det kongelige råd, Audiencia (højesteret) og corregidores (magistrat). I hans mindreårighed skabte de antijødiske optøjer i Sevilla (Sevilla) og andre steder den store klasse af conversos (konvertitter).

Søn af Johannes 1., Henrik bar titlen prins af Asturien, som fra da af udpegede arveprins. Hans ægteskab med Katharina af Lancaster, barnebarn af Peter I, afsluttede den dynastiske splittelse og konsoliderede huset Trastámara.

Henrik blev efterfølger som 11-årig dreng; og under et regentskab blev de jødiske samfund plyndret som følge af fanatiske prædikener. Han overtog magten som 14-årig, genetablerede kontrollen over det kongelige råd og domstolene og indførte orden. Han bremsede Cortes (parlamentet) og støttede sig på legister. Han genoptog kampen med Portugal (1396-98) og indgik en gunstig våbenhvile, men han var ude af stand til at lede sine tropper og udpegede sin yngre bror Ferdinand til at føre felttog mod Granada. Han sendte udsendinge til Timurs (Tamerlanes) hof, den centralasiatiske kejser og hersker over Persien, og gav Jean de Béthencourt tilladelse til at erobre og kolonisere De Kanariske Øer.

Henrik 3. døde ung og efterlod en arving, Johannes 2., der var mindre end to år gammel, og delte regentskabet i et udførligt testamente mellem sin enke og sin bror.