Jeg har haft ni forhold i mit liv. Tre var det, som andre mennesker ville definere som meningsfuldt, et var en hemmelighed, to var glorificerede bekendtskaber, et var misbrug, og jeg brød hjerterne på to (mit hjerte havde ikke noget imod det).

Hvis jeg tænker tilbage til slutningen af 2018, var det vel Georgia O’Keeffe, der guidede mig ind i en slags detox. Jeg bryder mig normalt ikke om at igangsætte nogen form for stor forandring i mit liv eller min måde at tænke på gennem citater – af den inspirerende slags eller klichéer, to ting, der normalt går hånd i hånd – fordi jeg ikke rigtig er en “lev, grin, elsk” type person. Ligesom i mine forhold hænger jeg ikke fast i følelser, der føles upersonlige. Så da jeg læste O’Keeffes Art and Letters og fandt mig selv i at genlæse den samme linje igen og igen: “I have done nothing all Summer but wait for myself to be myself again”, vidste jeg instinktivt, at der var noget, der måtte ændres. I så lang tid ventede jeg på at føle mig som mig selv med mænd, der forsøgte at ændre mig, at jeg blev en person, som jeg ikke kendte eller genkendte. Så jeg svor, at 2019 ville være et år uden forhold, og det inkluderede sidste øjebliks dates og afslappede kaffemøder. Jeg foretog en datingudrensning.

Jeg holdt op med at tale om kærlighed og lykke, som om de to udelukkende var gift med hinanden. Det går imod det, som mange af os er blevet lært, fordi moralen i de fleste historier ofte er, at kærlighed vil bringe os lykke. Og måske er det sandt, men i 2019 ønskede jeg at fokusere på at blive i stedet for at søge lykken. I stedet for at fokusere på at være lykkelig til middag med en mand, der måske har været ubetænksom i dagene op til vores date, blev jeg bedre til at finde nye madvarer, som jeg nød, og give slip på frygten for at sidde alene eller bestille for mig selv. Da jeg ikke længere var nødt til at ringe eller sende en sms til nogen for at tjekke ind hver dag, blev jeg en mere lydhør person over for alle andre i mit liv. Alle disse små ting begyndte at lægge sig sammen, og jeg blev hurtigt tvunget til at blive en bedre og mere tilfreds version af mig selv.

Begrebet “at blive” var virkelig grundlaget for, hvordan jeg levede i 2019. Jeg ønskede at blive en person, der traf mere målrettede valg, fordi så mange af de beslutninger, jeg havde truffet i forhold, var født af nødvendighed. Fra hvad jeg havde tid til at spise om morgenen til min økonomiske situation, dikterede mine relationer så meget. Jeg gjorde det til et punkt at vælge de små ting for at bevise over for mig selv, at jeg kunne have en sund kontrol over mit eget liv.

Det at lave en romantisk detox hjalp mig til bedre at forstå, hvad det var, jeg egentlig havde brug for. Og for mig var sex ikke en del af detoxen, og det fortryder jeg ikke. Mine venner gjorde grinagtigt grin med mig, fordi jeg havde sex i løbet af året, og de fortalte mig, at min afvænning i virkeligheden bare var en undskyldning for en uforpligtende situation. Men uden disse “strenge” var jeg i stand til at forstå min krop mere, end jeg nogensinde har gjort. Jeg havde ikke de komplikationer og følelsesmæssige kampe, der havde fulgt med mine forhold før. Jeg følte aldrig nogensinde, at jeg havde brug for at blive overbevist eller hypet op for at have sex (ingen af delene er nogensinde OK). Jeg var i stand til at fokusere på mig selv, hvad jeg ville have, og hvad jeg kunne lide.

Men mit udrensningsår var ikke kun vidunderligt og åbenbarende. Det var hårdt til tider. Virkelig hårdt. Jeg så To All the Boys I’ve Loved Before alt for mange gange og græd over at ville have min egen Peter Kavinsky. I løbet af sommeren følte jeg mig fortabt og havde et forfærdeligt bedragerisyndrom. Jeg betalte alt for mange penge for at få en synsk i en lille butik uden for et outletcenter til at fortælle mig, at jeg allerede havde mødt min drømmemand, og jeg ødelagde det. Jeg tjekkede mine ekses Instagrams. Jeg iscenesatte Snapchat-historier og subtweetede ekser sent om aftenen, hvilket dybest set er den moderne pendant til Gatsby, der holder fester på den anden side af søen fra Daisy’s hus. Der var tidspunkter, hvor min mangel på et forhold føltes mere opslugende end at være i et forhold.

Men så, med hjælp fra min terapeut, en masse podcasts og alenetid, kom jeg til at affinde mig med det faktum, at jeg længtes efter medafhængighed – ikke for mig selv, men for min partner. Jeg ønskede, at en anden skulle have brug for mig og være besat af mig. Ved at adskille mig fra andre mennesker var jeg i stand til at acceptere, hvad grundlaget for mange af mine forhold var bygget på, og begynde at dekonstruere disse forestillinger. Når det er rigtigt, bør og vil jeg ikke gå til disse ekstremer.

Men da mit år uden forhold er ved at være slut, kan jeg ikke med sikkerhed sige, at jeg er klar til at finde nogen endnu. Jeg har arbejdet virkelig hårdt på mig selv, og jeg ønsker at fortsætte med at vokse for ingen andre end mig selv. Jeg planlægger en storbyflytning, overvejer at få en hund, og jeg har sparet op til en solotur til Skotland, fordi, hvorfor ikke? Og hvis romantikken kommer på min vej, vil jeg ikke afvise den. Men jeg føler ikke længere et behov for at klynge mig ind i et partnerskab (og forblive i et), bare fordi de er der. Jeg er klar til noget episk, og jeg ved nu, at jeg fortjener det.