Kampsportens sande rødder er ikke lette at spore. Kunsten at lave skuespilkamp, især brydning, har været en del af menneskeheden siden dens begyndelse.

Kampsport har udviklet sig i takt med udviklingen af den menneskelige fysiologi og er vokset til det, vi i dag anerkender som kampsport i den moderne tidsalder.

Nedenfor tager Beemat et kig på kampsportens historie, og hvordan den har udviklet sig gennem tusinder af år til at blive det, den er i dag.

Kampsportens oprindelse

De tidligste vidnesbyrd om kampsport stammer fra afbildninger af kampe både i figurativ kunst og tidlig litteratur samt fra analyser af tidlige arkæologiske fund og våben. Nogle af de ældste kunstværker viser kampscener, der går tilbage til 3000 f.Kr.

Mange mennesker anser Asien for at være centrum for kampsportsverdenen, da mange af de mest fremtrædende kampsportsgrene såsom kung fu, karate og hwa rang stammer fra regionen.

Igennem årene er kampsporten blevet formet af en kulmination af faktorer til at omfatte gamle myter og legender til historiske revolutioner. Siden tidernes morgen har forskellige kulturer udviklet kampstile for at overleve, men det er kinesisk kampsport, der har holdt ud og blomstret mere end i noget andet land.

Skabelse af kampsport

Kampsportteknikker blev skabt ud fra behovet for overlevelse mellem menneskeheden og dyrene og mellem forskellige menneskestammer. Fra disse kampe blev erfaringer og teknikker akkumuleret og registreret og derefter videregivet gennem generationer.

Med opfindelsen af våben blev det muligt at skabe nye kampteknikker. Der blev opfundet forskellige typer og former af våben, hvilket førte til forskellige skoler og stilarter inden for kampsport. Disse nye stilarter blev dannet ved at efterligne kampteknikkerne hos dyr som tigeren, panteren, aben, slangen og bjørnen samt en række fugle og insekter.

Menneskeheden var fast overbevist om, at for at overleve i det, der dengang var et barskt naturmiljø, var det nødvendigt at studere dyrenes naturlige talent og evner til at kæmpe. Måden at lære disse teknikker på var ved at studere og efterligne disse dyr, f.eks. en tigers springende bevægelser eller en ørns angrebsbevægelser.

Graduelt blev de udviklede kampteknikker i årenes løb en del af den asiatiske kultur.

Undervisning i kampsport

Undervisningen i kampsport i Asien har historisk set fulgt kulturelle traditioner – eleverne bliver trænet i et strengt hierarkisk system af en mesterinstruktør. Eleverne forventes at lære reglerne og den grundlæggende træning i kampsport så nøje som muligt udenad og recitere dem, mens læreren forventes at føre direkte tilsyn med elevernes træning.

Elver med højere anciennitet betragtes som “ældre brødre og søstre”, mens elever med lavere anciennitet er “yngre brødre og søstre”, og disse relationer er klart afgrænsede og designet til at udvikle god karakter, tålmodighed og disciplin blandt eleverne.

I nogle asiatiske lande blev en elevs færdigheder testet for beherskelse, før han fik lov til at studere videre – denne traditionelle stil er i vid udstrækning blevet ignoreret af mange af de moderne læreformer i Vesten.

Moderne kampsport

Den vestlige interesse for østasiatisk kampsport går tilbage til slutningen af det 19. århundrede omkring den tid, hvor der var en stigning i handelen mellem Amerika og Kina og Japan. Meget få vesterlændinge praktiserede faktisk kunsten i begyndelsen, de så den mere som en dramatisk forestilling.

Det var først, da et stort antal militærpersoner fra Vesten tilbragte tid i Korea, Kina, Japan og længere væk, at soldaterne efterhånden begyndte at anerkende værdien af østlige kampkunster i den vestlige kultur, og det var dette, der fremmede starten på træningen.

Under Anden Verdenskrig blev William E. Fairbairn, en politimand fra Shanghai og en førende vestlig ekspert i asiatiske kampteknikker, rekrutteret af Special Operations Executive (SOE) til at undervise de britiske, amerikanske og canadiske kommando- og Ranger-styrker i Jujitsu. Efter krigen blev et stort antal amerikanske soldater tilbage i Japan, og adoptionen af kampsport inden for den vestlige kultur fortsatte.

I 1950’erne blev store grupper af amerikansk militærpersonale undervist i koreansk kunst under Korea-krigen som en metode til selvforsvar og overlevelse. Efter deres demobilisering tog mange soldater deres træning med hjem og fortsatte med at træne og undervise.

I 1970’erne var japanske kunstarter som karate og judo blevet populære, og kampkunstneren Bruce Lees tilstedeværelse i kampsportsfilm forårsagede en yderligere stigning i populariteten af kinesisk kampkunst (kung fu).

I 1980’erne blev sportskarate en stor international sport med professionelle kæmpere, der blev belønnet med store præmier, tv-dækning og sponsoraftaler.

Fordelene ved kampsport

I dag bruges kampsport oftere som en form for motion. Det undervises også som en metode til selvforsvar og bruges til at forbedre selvtillid og selvværd.

Kampsport har en lang række fordele, det kan forbedre balance, styrke, udholdenhed, fleksibilitet og kropsholdning, og det kan også fremme vægttab og forbedre muskeltonus. Desuden kan kampsport hjælpe med stresshåndtering, forbedre koncentrationen og øge viljestyrken.

Nogle kampsportsgrene som qigong og t’ai chi bruges til sygdomsforebyggelse og helbredende formål. Kampsport kan også bruges som spirituel praksis for at bringe balance, fred og visdom til dem, der er dedikerede udøvere.