Der er så mange forskellige former for afrikansk musik! Afrikansk musik er dans, trommespil, jordens pulserende rytmer. Afrikansk musik er fest, jubel og en dybtgående, visceral måde at kommunikere på. Rytme er konge i Afrika, så vær ikke genert – tag din djembe, doumbek, dun dun eller riq, klap i hænderne, stop fødderne … lad os komme i gang!!!

Der findes hundredvis, hvis ikke tusindvis af forskellige former for afrikansk musik, og der fødes bogstaveligt talt flere genrer, mens vi taler. Afrikansk musik er ekstremt lokal og er tæt knyttet til landet og de gamle rytmer hos de folk, der har skabt de enkelte former, men samtidig er der konstant tværkulturel kommunikation, både inden for geografiske regioner på kontinentet og også med afrikansk inspireret musik som blues, jazz og funk fra Vesten.

I mere end to tusinde år har Østafrika været centrum for en aktiv handelsrute, der forbandt det sydlige Afrika med det vestlige og nordlige Afrika samt med asiatiske nationer som Indien, Persien/Iran og landene på den arabiske halvø. Musikken i Sudan, Tanzania og Afrikas Horn (Etiopien, Eritrea, Somalia og Djibouti) er præget af arabisk indflydelse, mens musikken i de østafrikanske lande i indlandet som Uganda og Kenya har mere til fælles med musikken i Afrikas vestlige del.

Musikken i Nordafrika er uløseligt forbundet med arabiske melodier og rytmer, og det har den været i de næsten 1500 år, siden islam blev regionens dominerende religion. Den nordafrikanske musik er lidenskabelig og samtidig bevidst mystisk med sine dristige poetiske tekster, der udforsker temaer som religiøs hengivenhed og dagliglivets barske virkelighed. Nordafrikanske musikere bringer også deres lidenskab ind i deres politik, som f.eks. de tunesiske og egyptiske hiphop-kunstnere, der for nylig brugte deres musik til at udfordre de undertrykkende regimer, der længe har domineret regionen.>

Musikken i Vestafrika spænder fra den inderlige jamren fra den maliske blues til den glade, hoppende dans og trommelyde fra Senegal, Ghana, Nigeria og andre steder. Vestafrikas mangefacetterede rytmer er ikke kun kernen i de mange energigivende musikalske genrer, men er også rejst til Amerika i slaveskibenes skrog, hvilket har givet musikken i Caribien og Latinamerika et stød af synkopering.

Mens Centralafrika har haft hårde tider på det seneste, har musikken der fortsat været en kilde til stolthed og glæde. Congolesisk rumba og soukous kan måske ikke ændre regionens politik, men de kan helt sikkert give os håb om, at vi i vanskelige tider stadig kan danse.

I det sydlige Afrika har musikken længe været et udtryk for glæde, tro og overlevelse. Fra overdådige korharmonier til hip-jiggling township jive har det sydlige Afrikas mange former for musik spillet en afgørende rolle i regionens antikoloniale, antiapartheid- og anti-autokratiske kampe. De gjorde det ikke som en form for selvhad, men som en måde at bekræfte folkets stolthed og deres rungende engagement i livet.

Vi kan starte her med en rundtur til nogle af vores yndlingsformer af afrikansk musik:

– Gnawa: Gnawa: Marokkansk andagts-“trance”

– Rai: Nordafrikansk politisk/poetisk dans

– Ethiopisk jazz: Jazzy-funky etiopisk øst-vest-fusion

– Taarab: Dramatisk tanzaniansk orkestermusik

– Malian Blues: Ægte bluesrødder

– Highlife: Livlig vestafrikansk dans

– Juju: Nigeriansk festmusik

– Afrobeat: Kraftfuld nigeriansk politisk funk

– Soukous: Congolesisk afro-kubansk dans

– Chimurenga: Zimbabweansk politisk mbira

– Jit: Harare beat

– Isicathamiya: Sydafrikansk kor a capella

– Mbaqanga: Sydafrikansk township jive