Den personlige historie nedenfor er kun beregnet til informationsformål. Den nationale blodpropalliance (NBCA) har rettighederne til alt indhold, der vises på dens websted. En anden organisations eller onlinegruppes brug af indhold på NBCA’s websted, herunder patienthistorier, der vises her, indebærer ikke, at NBCA er forbundet med disse andre organisationer eller grupper eller billiger eller støtter deres arbejde. Kontakt venligst [email protected] med spørgsmål om denne sag.

Jeg er en kvinde, midt i tyverne, og jeg er meget aktiv. Jeg har haft smerter i læggene i ca. to uger, som jeg tilskrev en overbelastning fra løb op ad bakke og anden kardiovaskulær og vægtløftningstræning. Mod slutningen af de to uger var smerten i min højre læg så stor, at jeg ikke kunne ignorere den, og jeg fandt mig selv i at forsøge at støtte mit ben op under mit skrivebord. Smerten var værre, når jeg sad ned, og den føltes bedre, når jeg begyndte at løbe. Jeg besluttede mig for at tage ind på en fysioterapeuts kontor i nærheden. Jeg forklarede mine symptomer, og lægen anbefalede mig et par strækøvelser. Set i bakspejlet oplevede jeg ikke det, jeg ville kalde typiske symptomer på en blodprop. Mine smerter i benene var ikke ulidelige, men mere irriterende, og jeg havde ingen rødme eller hævelse.

En morgen efter en løbetur satte jeg mig ved mit skrivebord og bemærkede, at min ryg havde en kedelig smerte nær midten og højre side af min rygsøjle. Jeg tænkte, at jeg havde brug for at drikke mere vand. Smerten blev gradvist værre i løbet af dagen. Sidst på dagen besluttede jeg mig for at aflyse mine planer for eftermiddagen og gå ned og lægge mig. Kl. 20.00 havde mine rygsmerter nået et mærkbart ubehag. Kl. 22.00 indså jeg, at jeg ændrede min vejrtrækning for ikke at skulle tage hele, dybe indåndinger, som var smertefulde. Jeg besluttede, at det var på tide at tage på skadestuen. At tage på skadestuen var ikke min sædvanlige reaktion, og selv om jeg stadig ikke undtagen noget alvorligt, tænkte jeg, at hvis det gjorde ondt at trække vejret, var det bedre at være forsigtig og få det undersøgt.

Når lægen på skadestuen undersøgte mig, blev det fastslået, at jeg havde en overanstrengt muskel fra min træning, og udskrivningsprocessen blev påbegyndt. Jeg er ikke en dramatisk person, men jeg ved, at min smertetolerance er høj nok til at klare en forstrakt muskel, og jeg vidste, at det ikke var det, jeg havde oplevet. Gudskelov pressede jeg lægen på skadestuen tilbage og bad om at tale med hendes chef.

En anden læge kom ind og sagde, at hvis vi ville være forsigtige, kunne vi tage en D-dimer-blodprøve for at undersøge, om der var forøgede koagulationsfaktorer i mit blod. Jeg hader nåle, men jeg vidste, at i det mindste min ro i sindet ville være værd at tage testen. Kort efter testen kom lægen ind og sagde, at de havde mistanke om en blodprop, og jeg blev straks taget med til en CT-scanning. Scanningen viste, at jeg havde ikke én, men to massive blodpropper i både min højre og venstre lunge.

De mistænkte, at smerten i min læg var en DVT, der var rejst op ad mit højre ben og havde delt sig i både min højre og venstre lunge. Situationen ændrede sig med det samme, og jeg fik besked på at minimere mine bevægelser, mens jeg for blot 12 timer siden var i gang med at løbe otte kilometer. Nu fik jeg at vide, at jeg ikke engang kunne gå ned ad gangen for at gå på toilettet. Lægerne bragte mig op på intensivafdelingen (ICU) og satte mig på et heparin-drop. Den aften udskrev de mig med en recept på et nyt oralt antikoagulans, som virkede meget godt for mig.

Efterfølgende foretog vi flere blodprøver for at fastslå den formodede årsag til blodproppen. Jeg havde ikke rejst eller været udsat for en nylig operation, og jeg er ikke stationær i lange perioder af dagen. Jeg er ung, aktiv og sund og rask. Jeg blev ikke testet positiv for nogen genetiske årsager, og min familie har ikke en historie med blodpropper. Jeg har været på østrogenbaserede p-piller i 8-10 år uden nogen tidligere problemer, men da netop min p-pille er blevet forbundet med blodpropper, har jeg vurderet, at dette højst sandsynligt var årsagen. Min hæmatolog insisterede på, at jeg aldrig skulle komme tilbage på en østrogenholdig prævention.

Efter min oplevelse ringede jeg til den fysioterapeut, der først undersøgte mig, for at fortælle ham, hvad der skete, i håb om, at han kan hjælpe andre i fremtiden. Jeg er så taknemmelig for, at jeg lyttede til min krop, da jeg vidste, at noget var galt. Jeg er også meget taknemmelig for at have stået op for mig selv og forhørt mig hos lægerne på skadestuen om min situation. Jeg håber, at min erfaring kan hjælpe andre.

Har du en kommentar eller en tanke? Deltag i vores online diskussionsfællesskab, og få kontakt med andre mennesker, der har oplevet en blodprop.

For at få mere at vide om østrogenbaseret prævention og risikoen for blodpropper skal du klikke her.

For at få mere at vide om atleter og blodpropper skal du klikke her.

For at læse mere om tegn og symptomer på blodpropper skal du klikke her.

For at dele din historie med NBCA skal du klikke her.

For at dele din historie med NBCA skal du klikke her.