Charles Darwin byggede sin teori om evolution ved naturlig udvælgelse på Thomas Malthus’ afhandling om menneskers befolkningstilvækst. Malthus var bekymret over den stigende befolkning i de lavere klasser i det tidlige 19. århundredes England, men i hans skrift så Darwin den potentielle mekanisme for evolution.

Hvis en befolkning vokser sig for stor til at kunne opretholdes i sit levested, var Malthus bekymret, må nogle individer dø, før de formerer sig. Men Darwin ræsonnerede, at hvis overlevelsen afhænger af fysiske egenskaber, og hvis disse egenskaber varierer mellem individer og videregives fra forældrene til afkommet, så er der større sandsynlighed for, at de med mere gunstige egenskaber vil overleve og reproducere sig.

Derved blev Darwins princip om naturlig selektion født, som vi nu forstår fungerer i enhver population, hvor der er (genetisk) variation, hvor egenskaberne nedarves (typisk genetisk), og hvor overlevelsen afhænger af en kamp om tilværelsen i betragtning af begrænsede ressourcer. Dette resulterer i forskellige overlevelsesmuligheder for forskellige slægter, hvilket danner grundlaget for de fleste evolutionære forandringer.

For nylig blev David Attenborough, den berømte naturforsker, citeret i The Guardian, hvor han fortvivlet sagde, at menneskets overbefolkning berøver os livets rigdom. Han sagde, at mennesket er holdt op med at udvikle sig fysisk og genetisk, fordi: “Vi stoppede den naturlige udvælgelse, så snart vi begyndte at være i stand til at opfostre 90-95% af vores børn, der bliver født. Vi er den eneste art, der har sat en stopper for den naturlige udvælgelse, af egen fri vilje, så at sige.” Ironien i at påberåbe sig malthusiansk frygt for overbefolkning for at antyde, at det sker, fordi vi “satte en stopper for den naturlige udvælgelse”, var tilsyneladende gået tabt for den store naturforsker.

Har mennesket virkelig sat en stopper for den naturlige udvælgelse og stoppet med at udvikle sig fysisk og genetisk? Darwins egen formulering af naturlig udvælgelse og mange opdagelser fra ny forskning tyder på, at svaret er et rungende “Nej”.

Vi har gjort store fremskridt med hensyn til at reducere børnedødeligheden i dele af verden og med hensyn til at bekæmpe mange sygdomme. Alligevel er børns overlevelse på ingen måde så sikker, som Attenborough antyder, og den er heller ikke ensartet over hele verden. Mange mennesker har ikke adgang til grundlæggende sundhedspleje og dør fortsat af sygdomme og underernæring. Adgang til aborter, som Attenborough også beskylder for at standse den naturlige udvælgelse, har faktisk gjort det muligt for nogle kulturer at selektere kvinderne. Kinas etbarnspolitik, som Attenborough roser, har udløst ukendte evolutionære konsekvenser. Desuden vil det, selv hvis vi når det punkt, hvor vi “er i stand til at opfostre 90-95% af de børn, der fødes”, kun modvirke en af de betingelser, der er nødvendige for naturlig udvælgelse.

Vi har ikke elimineret den genetiske variation blandt mennesker. Om noget viser det menneskelige genom, at variationen er steget i takt med den seneste befolkningseksplosion, der har kastet stadig flere mutationer op inden for de sidste 200 generationer. Vi udvikler os derfor måske hurtigere end tidligere. Blandt dem er mutationer, der holder produktionen af laktase (enzymet til fordøjelse af mælk) tændt hele livet igennem. Denne vedvarende laktaseproduktion, som er gavnlig, efter at vi har domesticeret kvæg, opstod første gang for ca. 6000 år siden i Europa. Senere udviklede den sig uafhængigt af hinanden gennem mutationer i forskellige gener i separate hyrdebefolkninger i Afrika.

Kolonisering af nye miljøer fremmer tilsyneladende en hurtigere reproduktion, hvilket får kvinderne til at føde i en yngre alder. Let adgang til kalorier gør også, at puberteten indtræder tidligere i de rigere lande. I mellemtiden er både naturlig og seksuel selektion fortsat ret aktiv, selv i europæiske befolkninger gennem den industrielle æra.

Infektionssygdomme udøver fortsat et selektivt pres på vores gener i et evolutionært våbenkapløb, der udfordrer den moderne medicin, efterhånden som patogener bliver resistente over for lægemidler. Nogle regioner af vores genomer, f.eks. de regioner, der svarer til immunsystemerne, er mere variable og udvikler sig hurtigere end andre regioner. F.eks. giver den hæmoglobinmutation, der forårsager seglcelleanæmi, også modstandsdygtighed over for malaria og er derfor begunstiget i regioner, hvor malaria er udbredt. Nyere teknikker gør det muligt at finde genetiske varianter i proteiner, der giver en vis resistens over for andre sygdomme (f.eks. lassa-feber og HIV), som tydeligvis er et resultat af nyere selektion.

Mikrobiologien rejser nye spørgsmål om, hvad det overhovedet vil sige at være fysisk menneske, fordi vores kroppe vrimler med langt flere bakterier end menneskelige celler. Dette mikrobiom spiller en afgørende rolle for vores helbred. Mange af disse bakterier er udsat for udvælgelse fra skiftende menneskelige kulturer og miljøer. Et gen, der producerer et enzym, som hjælper havbakterier med at nedbryde cellevæggen i tangalger, blev for nylig fundet i tarmbakterier hos japanske sushi-spisere – et bemærkelsesværdigt eksempel på genudveksling blandt bakterier, der giver mennesker en selektiv fordel.

Det er ironisk, at Attenborough frygter, at overbefolkning som en trussel mod den rigdom af liv, han har oplevet, kan resultere i netop de forhold med høj dødelighed, som han siger, at vi har overvundet. Kun menneskelig opfindsomhed og kulturel udvikling kan gøre os i stand til at undgå dette malthusianske og darwinistiske mareridt og hjælper os med at bevare livets vidundere, som kun en Attenborough kunne afsløre for os.