W. C. Handy, afroamerikansk komponist, orkesterleder, forlægger og “Bluesens fader”, kombinerede de moderne ragtime- og latinske rytmer, som han havde mødt i vaudeville, minstrel-shows og på sine mange rejser, med den sorte folkemusik fra sin egen arv til den unikke tolvtakters harmoniske struktur, der blev kendt i hele Syden som blues. Handys udgivelse i 1912 af “The Memphis Blues”, den første udgivne blueskomposition, skabte ham national opmærksomhed og gjorde Memphis til “Bluesens hjemsted”. Bluesen er en ægte amerikansk musikstil og spillede en vigtig rolle i udviklingen af jazzen og andre populære former.
Handy blev født den 16. november 1873 i Florence, Alabama. Han var søn af tidligere slaver og forstod derfor plantagesamfundet og de afroamerikaneres kampe efter frigørelsen. Den musik og de kampe, som han havde optaget i sin barndom, inspirerede Handy til sine egne kompositioner. Både hans far og farfar var præster og havde håb om, at Handy ville følge i deres fodspor. Men til sine forældres store fortrydelse fangede musikken hans fantasi i en tidlig alder. Handys anså musikere for at være en uanstændig skare, og da den unge Handy stolt viste dem den guitar, som han i månedsvis havde sparet ivrigt op til, misbilligede de det stærkt og fik ham til at bytte den ud med en ordbog.
Handys kærlighed til musikken voksede på trods af familiens manglende opmuntring. I skolen lærte han grundlæggende musikalske principper gennem vokalundervisning og begyndte at dele sin lærers interesse for folkesang. Som teenager mødte han violinisten Jim Turner fra Memphis, som var kommet til Firenze for at starte et orkester. Handy blev tiltrukket af Turners glamourøse snak om Beale Street og anskaffede sig et cornet og øvede i hemmelighed. Handy arbejdede med Turners gruppe og fik en anstændig løn. Han håbede, at hans indsats ville vinde sine forældres anerkendelse, men på dette tidspunkt var der intet, der kunne afholde Handy fra sine musikalske ambitioner. Imod sine forældres ønske spillede Handy, sang og deltog i danser. I en alder af 15 år deltog han i et lokalt minstrel show som første tenor.
Hvor han gik i gang med en fuldgyldig musikalsk karriere, underviste Handy i skolen og arbejdede for et rørfirma i Alabama. Han fortsatte med at synge og spille med forskellige grupper, hvoraf de fleste var midlertidige uformelle trupper. I begyndelsen af 1890’erne landede Handys første reelle forsøg på at gøre musikken til sit erhverv i St. Louis, hvor han var flad og alene. De hårde tider, som han oplevede i denne by, var et lavpunkt i hans liv og inspirerede senere hans mest berømte værk, “St. Louis Blues” (1914).
I august 1896 ændrede Handy sit held, da han fik et tilbud om at blive medlem af Mahara’s Minstrels, et musikkompagni i Chicago, som cornetspiller. Med denne gruppe fik Handy værdifuld erfaring og modnedes som professionel musiker og komponist. Han avancerede hurtigt til kapelmester og begyndte at tilføje sine egne kompositioner og arrangementer til deres repertoire. Gruppens omfattende rejser i USA, Canada, Mexico og Cuba udvidede Handy’s musikalske viden og færdigheder ved at præsentere ham for en række nye rytmer og lyde. I 1900 forlod Handy, der nu var gift, Minstrels for at tage imod en stilling på Agricultural and Mechanical College i Huntsville, Alabama. Efter kun to år som leder af skolens band og orkester kom Handy dog tilbage til Minstrels i endnu et år. På dette tidspunkt var hans ry som kapelmester ved at blive velkendt, og i 1903 modtog han tilbud fra både et hvidt kommunalt orkester i Michigan og et sort orkester tilknyttet Knights of Pythias i Mississippi. Handy valgte sidstnævnte, selv om det var en mindre prestigefyldt og indbringende stilling.
Handy rejste ofte til Memphis, og i 1907 besluttede han at gøre byen, med dens stærke afroamerikanske underholdningsmiljø, til sit hjem. Teaterdistriktet Gayoso Street, som omfattede Beale Street, var hjemsted for populære spillesteder som Tick’s Big Vaudeville, Dixie, Lyric og Savoy. Det var her, Handy udgav sit første værk, “The Memphis Blues”. Det fik oprindeligt titlen “Mr. Crump” og fungerede i 1909 som en kampagnesang for borgmesterkandidaten Edward H. Crump, som havde hyret Handy’s band til at promovere sit program. Publikum var vildt begejstret for den melodi, Handy havde komponeret, og i 1912, efter at den var blevet afvist af flere udgivere af populærmusik, udgav han noderne under den nye titel. Med et begrænset salg og stigende udgifter solgte Handy rettighederne til “The Memphis Blues” til en komponist fra New York for 100 dollars. Den nye ejer tilføjede en tekst og genudgav sangen og solgte over 50.000 eksemplarer i 1913. Selv om Handy ikke fik nogen økonomisk gevinst af sit arbejde, fik han en enorm fanskare, hvilket etablerede ham og Memphis som vigtige kilder til den nye musikstil.
Handy, der nu var blevet klogere på den forretningsmæssige side af musikken, dannede et partnerskab med tekstforfatteren Harry H. Pace og begyndte at udnytte sin nylige berømmelse. Pace and Handy Music Company, der havde til huse på Beale Street, udgav en række blueshits, herunder “Yellow Dog Rag”, “Joe Turner Blues” og “Hesitation Blues”. Handy’s succes voksede med hver ny udgivelse og fulgte den stigende popularitet og accept af blues i den brede offentlighed. Hans tredje udgivne komposition er måske hans mest succesfulde og mest kendte værk. St. Louis Blues” blev et øjeblikkeligt hit ved udgivelsen i 1914 – og igen i 1925, da den blev indspillet af Bessie Smith og Louis Armstrong – og er stadig et klassisk bluesnummer.
I 1917 flyttede Pace og Handy deres virksomhed til New York City. Partnerskabet blev til sidst opløst, men Handy fortsatte med at optræde og skrive med succes, og senere i livet udgav han sin selvbiografi. Ved sin død i 1958 var den bluesmusik, som Handy havde været med til at gøre til en kommerciel succes, en veletableret og bredt accepteret amerikansk musikstil. Handy’s værker er gennem årene blevet tidløse klassikere og bekræfter hans ry som “Bluesens fader”.”