Revue Belge de Philologie et d’Histoire / Belgisch Tijdschrift voor Filologie en Geschiedenis, 90, 2012, s. 1001- 1028 De uraliske sprog

Marianne Bakró-Nagy

Den uraliske sprogs identitet

1.1. Navnene ‘ uraliske’ og ‘ finsk-ugriske’

Med mere end tredive sprog er den uraliske sprogfamilie den største sprogfamilie i det nordlige Eurasien. Dens talere lever spredt over et stort geografisk område, der strækker sig fra Norges nordlige grænse i Skandinavien ned mod syd til Ungarn (og dets nabolande) i Øst- Centraleuropa og østpå til floderne Ob og Jenisej og deres bifloder i Sibirien og Taimyr-halvøen i det nordlige Sibirien. Denne sprogfamilie kaldes også nogle gange finsk-ugrisk: i daglig tale er betegnelsen ” finsk-ugrisk” mere almindelig og bruges som et synonym for ” uralisk”. Teknisk set betegner ” finsk-ugrisk” dog kun den ene af de to grene af sprogfamilien, mens ” uralisk” henviser til den finsk-ugriske gren og den samojediske gren tilsammen. Udtrykket finsk-ugrisk blev oprindeligt skabt i analogi med udtrykket indogermansk, der betegner de to fjerneste grene af sprogfamilien: Finsk + ugrisk = finsk-ugrisk. Udtrykket uralisk blev senere skabt ud fra navnet på Uralbjergene, der henviser til det sted, hvor det gamle hjemland for de fælles forfædre til de finsk-ugriske og samojediske folk oprindeligt menes at have boet, og hvor mange af dem stadig lever den dag i dag, på begge sider af bjergkæden. De personer, der taler de uraliske sprog, er i løbet af århundreder blevet adskilt af store afstande og kan ikke længere anses for at være genetisk (dvs. biologisk) beslægtede. Den genetiske beslægtethed mellem deres sprog og de sproglige afstande mellem sprogene kan kun påvises gennem en omhyggelig og systematisk analyse. Med hensyn til den traditionelle sprogfamiliemodel (som angiver kronologien for opsplitningerne inden for familien, og som, som vi snart vil se , kan anfægtes på flere punkter), viser figur 1 de uraliske sprogs familieforhold. Navnene i figur 1 er de uraliske sprogs selvbetegnelser (dvs. de navne, der anvendes af de talende). F.eks. er Mansi en selvbetegnelse for det folk, der af andre kaldes Vogul – de fleste uraliske folk har også et sådant andet navn. Hvad angår de uraliske sprog, der tales i Rusland, har deres andetnavne spredt sig gennem deres brug på russisk og fået negative konnotationer i årenes løb. På grund af dette er selvbetegnelserne efterhånden også blevet officielt anvendt, og i dag er det navne, der bruges i alle sammenhænge. Betegnelserne for saamier har gennemgået en lignende proces, selv om saamierne også lever uden for Rusland.