I december 1995 kæmpede astronomer over hele verden om at få chancen for at bruge det hotteste nye redskab inden for astronomi: Hubble-rumteleskopet. Bob Williams behøvede ikke at bekymre sig om alt det. Som direktør for den institution, der administrerede Hubble, kunne Williams bruge teleskopet til at observere, hvad han ville. Og han besluttede sig for at rette det mod intet bestemt.

Williams’ kolleger fortalte ham, så høfligt de kunne, at det var en forfærdelig idé. Men Williams havde en fornemmelse af, at Hubble ville se noget værdifuldt. Teleskopet havde allerede fanget gløden fra fjerne galakser, og jo længere Hubble kiggede ud i en retning, jo mere lys ville det opdage.

Så Hubble-teleskopet stirrede på den samme del af rummet, uafbrudt, i 10 dage – dyrebar tid på en meget dyr maskine – og tog billede efter billede, mens det kredsede om Jorden. Det resulterende billede var forbløffende: Omkring 3.000 galakser funklede som ædelstene i mørket. Udsigten strakte sig milliarder af år tilbage i tiden og afslørede andre kosmiske steder, som de var, da deres lys forlod dem og begyndte at sejle gennem universet.

“Jeg elsker stadig at se på det billede,” fortalte Williams mig tidligere i år, da Hubble fejrede sit 30-års jubilæum i rummet.

Hubble, det kraftigste teleskop i kredsløb, producerer stadig blændende observationer af mål tæt på og langt væk, fra de velkendte planeter i vores solsystem til de mystiske sole i andre verdener. Missionen er måske en af de letteste videnskabelige bestræbelser at opretholde midt under en pest. Da jeg besøgte Hubbles missionsoperationscenter i Maryland i december sidste år, sad der kun én person i kontrolrummet, hvilket var alt det personale, der var nødvendigt for at styre det stort set automatiserede teleskop – og det skulle vise sig tre måneder senere, da staten rapporterede sit første COVID-19-tilfælde, at det var det rigtige antal for at undgå at komme i klemme med en virus, der trives på tæt hold.

Hubble har et ret klart udsyn over universet fra sin plads i kredsløb, væk fra atmosfæren, der forvrænger og blokerer for kosmisk lys fra det hinsides. Dens billeder er, for nu at bruge et meget uvidenskabeligt ord, smukke. Man behøver ikke at være astronom eller vide, at den galakse, man kigger på, hedder NGC 2525, for at kunne værdsætte dem. Disse billeder kan tjene som kortvarige distraktioner, som små overraskelser, og de kan endda være gode for sindet. I en tid, hvor coronaviruset har skrumpet så mange menneskers verdener, kan Hubble stadig give et langt udsyn – et glimt af steder, der eksisterer uden for os selv.

Forestil dig selv ved en naturskøn udsigt et sted på Jorden, som f.eks. kanten af Grand Canyon eller bredden af et hav, der strækker sig ud over horisontlinjen. Når din hjerne bearbejder udsigten og dens enorme vidder, opstår der en følelse af ærefrygt. At se på et foto er ikke det samme, men vi kan få en dosis af det, når vi ser på et særligt funklende Hubble-billede af en stjernehob. Oplevelsen af ærefrygt, uanset om vi står på toppen af et bjerg eller sidder foran en computerskærm, kan føre til “en formindsket selvfølelse”, et udtryk, som psykologer bruger til at beskrive følelser af småhed eller ubetydelighed over for noget, der er større end en selv. Hvor alarmerende det end kan lyde, har forskning vist, at følelsen kan være en god ting: Et skud ærefrygt kan øge følelsen af samhørighed med andre mennesker.

“Nogle mennesker har en fornemmelse af, når de kigger over millioner af lysår, at vores op- og nedture i sidste ende er meningsløse på den skala”, siger David Yaden, der er forsker i psykofarmakologi ved Johns Hopkins University School of Medicine, og som har studeret selvtranscendente oplevelser, bl.a. hos astronauter. “Men jeg tror også, at de kan henlede vores opmærksomhed på det værdifulde i den lokale betydning – vores kære, mennesker tæt på os, denne jord. Det er ikke et spring, som jeg tror, der altid sker, men jeg tror, at fordelene kommer de mennesker til gode, der tager dette spring.”

Erfaringen er som en miniatureudgave af “oversigtseffekten”, det mentale skift, som mange astronauter har oplevet efter at have set Jorden, som den virkelig er, en skinnende planet, der svæver i mørk intethed, dyrebar og usikker. Astronauter har i årenes løb udtrykt denne følelse med nogle smukke ord, men kun få har beskrevet den så kortfattet som Apollo-astronaut Edgar Mitchell, der så Jorden fra månen i 1971: “Man udvikler en øjeblikkelig global bevidsthed, en folkeorientering, en intens utilfredshed med verdens tilstand og en trang til at gøre noget ved det.”

De fleste af os er ikke astronauter, og vi kommer aldrig til at se “det store billede” helt på den måde. På Jorden er billeder fra et gigantisk teleskop i kredsløb, der indfanger kosmos storhed, så tæt på, som vi kan komme. Disse billeder har så stor tiltrækningskraft, at et websted kaldet Astronomy Picture of the Day har eksisteret siden 1995, det år, hvor Hubble rakte hånden ud i et mørkt tomrum og fandt glitrende skatte frem. Webstedet ser lige så godt ud som for 25 år siden, med det tidlige internets ufine Times New Roman-look. Robert Nemiroff, der er astronom ved Michigan Tech og medstifter af webstedet, fortalte mig, at antallet af sidevisninger er steget med ca. 75 % i forhold til sidste år, begyndende med en spids i april. Disse besøgende efterlod ingen spor om deres hensigter – måske brugte folk blot mere tid på nettet, mens de var lukket inde; måske søgte de efter et stød af en følelse, der kunne ryste deres perspektiv ud fra deres eget hjems mure.

Det er håbet hos Judy Schmidt, der bruger timer hver uge på Hubble-observationer. Schmidt, der er amatørastronom, gennemsøger år gamle teleskopdata og renser dem op, så der kommer strålende billeder ud af dem. En af hendes styrker er at lysne skygger, som 90’ernes computersoftware overså, og afdække tidligere usete træk. På en måde kuraterer Schmidt kosmos og hænger det op i internettets æter, hvor folk kan komme forbi som museumsgæster og vippe hovedet på en særlig imponerende del af rummet, som i et øjeblik kan få dem til at føle sig små, men på en beroligende måde. “Jeg håber bare, at deres liv er blevet bedre bare for de få sekunder, de har brugt på at se på det, og de har tænkt: “Wow, det er derude”,” fortalte Schmidt mig.