Pyramider, borge, paladser: symboler på magt og status har taget mange former gennem tiderne, og for vikingerne var langskibet det, der virkelig talte, langskibet.

I denne måned håber norske arkæologer at kunne afslutte deres udgravning af et sjældent, begravet langskib i Gjellestad, et gammelt sted sydøst for Oslo. Det er den første udgravning af denne art i Norge i omkring et århundrede.

Det meste af det oceangående skib er rådnet væk gennem århundreder, men arkæolog Dr. Knut Paasche mener, at jernsømmenes placering stadig vil gøre det muligt at bygge en kopi på et tidspunkt.

Grundradaren (GPR) afslørede, at det var ca. 19 m langt og 5 m bredt – hvilket placerer det på linje med de velbevarede Oseberg- og Gokstad vikingeskibe, der er udstillet i Oslo.

Disse skibe blev fundet på den vestlige side af den brede Oslofjord.

I det 9. århundrede begyndte vikingerne at bruge sejl, men de havde stadig brug for stærke roere til deres episke sejladser.

I deres langskibe rejste de rundt på de britiske øer, plyndrede kystsamfund, slog sig derefter ned og efterlod sig en arv af fint håndværk samt nordiske ord og navne.

De nordiske vikinger vovede sig til Island, og nogle af dem slog sig derefter ned på Grønland og Vinland i Nordamerika – det, der senere blev til Newfoundland.

Kort: Norge og nabolande

Krigslangskibet Gjellestad stammer fra den førkristne vikingetid 750-850 e.Kr., sagde Paasche fra det norske institut for kulturarvsforskning (Niku) til BBC.

“Vi ved endnu ikke, om det var et ro- eller et sejlskib. Andre, som Gokstad- og Tune-skibene, kombinerede roning og sejlads,” sagde han.

Undersøgelse af kølen vil være afgørende, og, sagde han, “kølen ser meget anderledes ud end de andre, hvilket er virkelig spændende”.

“På kysten er det svært at bruge et sejl, vinden skifter hele tiden, så man ville ofte ro et skib. Men for at krydse, for eksempel fra Bergen til Shetlandsøerne, var det bedre at vente på den rigtige vind.”

Gjellestad er en stor gravplads med op til 20 grave og Jell Mound, som stammer fra romersk jernalder (1-400 e.Kr.). Denne høj, den næststørste i Norge, ligger 100 meter fra skibsgraven, som i sig selv tidligere var en høj.

Udgravningsleder Christian Rodsrud siger, at Jell-højen markerer stedet for en gammel kremeringsbegravelse, men der blev næsten ikke fundet noget indeni. Den kan være blevet plyndret på et tidspunkt.

Bøndernes pløjning i det 19. århundrede jævnede højen ud over det nærliggende skib og andre gravhøje.

Der er også rester af lange haller, der sandsynligvis blev brugt til ceremonier og fester, der varede i dagevis. Det var en tid med magtkampe mellem fjendtlige vikingehøvdinge.

Grav som et adelsmærke

Mr Rodsrud fortalte BBC, at “skibet relaterer klart til de ældre grave og især den store Jell-høj – det er klart, at vikingerne ønskede at forholde sig til fortiden”.

Skibsbegravelsen kunne have været for en konge, dronning eller jarl, sagde han. Jarls var adelige krigere – den angelsaksiske pendant var en jarl.

I modsætning til dette prestigefyldte vartegn var meget mindre skibsbegravelser almindelige blandt vikingerne.

Så vidt holdet har indtil videre fundet knogler fra et stort dyr – sandsynligvis en hest eller tyr – i skibsgraven, men ingen menneskeknogler.

Der er tegn på, at velorganiserede røvere har fjernet gravgenstande, hvilket peger på en politisk handling, der havde til formål at “bekræfte dynastisk magt”, står der i et forskningsdokument om stedet.

Læs mere om relaterede emner:

• Hvad har vikingerne nogensinde gjort for os?
• Op Helly Aa: Alt, hvad du behøver at vide om vikingefesten
• Kan vi bringe tidlige irske stemmer tilbage til livet?

På det tidspunkt var kysten tættere på – omkring 500 meter væk. Der var en beskyttet bugt, hvilket gjorde stedet let tilgængeligt ad søvejen. Norsk forskning viser, at havniveauet dengang var op til 6,5 meter højere end i dag i området.

“Jeg er sikker på, at dette samfund havde kontakter langt væk, og den person, der blev begravet i skibet, kan have rejst langt,” siger Rodsrud, der er lektor ved Norges kulturhistoriske museum. Vikingerne handlede vidt og bredt – bl.a. med Byzans, det nuværende Istanbul.

Hvad gjorde vikingeskibe til noget særligt?

Det var en søfarende kultur: De perfektionerede navigationsfærdighederne uden at have brug for instrumenter som det astrolabium, der blev brugt af araberne.

Denne afhængighed af både var et direkte resultat af Norges geografi: bjerge og fjorde med få brugbare veje og en snoet kystlinje, der er tusindvis af kilometer lang.

Hundredvis af skibe blev brugt af vikingerne, sagde Paasche, og besætningerne fik et indgående kendskab til vejret, havets tilstand og havets dyr. “Når man var ude at fiske fra Bergen på en god dag, kunne man se Færøerne, og derfra kunne man se Island.”

Skibene havde overlappende egeplanker – en stil, der kaldes nordisk klinker – og var imprægneret med tjære.

Konstruktionen var let, så skibene kunne bæres i land. Indvendigt var der flytbare fyrretræsbeslag – en skandinavisk tradition, der går langt længere tilbage end moderne flat-pack-møbler.

“Vikingerne bevægede sig med havet, ikke imod det. Den lave dybgang gjorde det muligt for en bølge at gå under skibet og løfte det”, sagde Paasche.

Den lave dybgang gjorde det også muligt for vikingerne at sejle langt ind i landet på lavt vand – en vigtig fordel i deres mange erobringer.