Den 20. maj vil Beijings folkefjende nr. 1, Tsai Ing-wen, blive indsat for en anden og sidste fireårig periode som Taiwans præsident. Tsai blev genvalgt i januar med 57 procent af stemmerne og slog dermed sin Beijing-venlige rival. Hendes Demokratiske Progressive Parti, som mener, at “Republikken Kina (Taiwan)” allerede er “et uafhængigt land” og ikke en del af Kina, beholdt også sit flertal i parlamentet. Beijings voksende krigsvilje, dets strammere greb om Hongkong og Taipei’s stærkere forbindelser med Washington gav Tsai en stor sejr. Men den primære drivkraft bag hendes succes er et mere dybtgående skift i den taiwanesiske identitet. I februar identificerede hele 83 % af Taiwans indbyggere sig selv som taiwanesere i stedet for kinesere, sammenlignet med 56,9 % i juni sidste år. Men denne spirende nationale identitet er stadig et anathema for Beijing, som insisterer på, at øens indbyggere er kinesere – uanset hvad de måtte mene.

I årtier har striden handlet om, hvilken side der virkelig repræsenterede “Kina”. Efter at have tabt den kinesiske borgerkrig i 1949 flygtede USA’s allierede Chiang Kai-shek til Taiwan og bragte Republikken Kinas regering og dens statskasse med sig. I årtier hævdede begge sider – det autoritære Kuomintang (KMT)-regime i Taipei på den ene side og Mao Zedongs revolutionære kommunister i Beijing på den anden side – at de repræsenterede Kina og kæmpede i en kostbar dollar-diplomatisk kamp for international anerkendelse i hele udviklingsverdenen. Mange fattige lande udnyttede det og skiftede anerkendelse flere gange, og hvert skift krævede stadig flere lommepenge fra enten Taipei eller Beijing.

Under OL i 1960 lykkedes det Kina at tvinge OL-komitéen til at anerkende landet som “Formosa”, og på Beijing’s foranledning bar nationens atleters uniformer navnet “Taiwan” ved OL i 1964 og 1968 i stedet for “Republikken Kina”. Men tiderne har ændret sig. Nu er Taiwans befolkning, der i generationer er fjernet fra fastlandet og i stigende grad er vant til deres demokratiske rettigheder, begyndt at se sig selv som noget særligt. Beijing er i mellemtiden blevet endnu mere sprogligt krævende, på barokke og vilkårlige måder, der understreger deres indbildte ejerskab af det taiwanske folk. I november 2018 anså Beijing et mislykket afstemningsinitiativ om at ændre øens nuværende olympiske navn fra “Chinese Taipei” til “Taiwan” for at være så provokerende, at det truede med at tvinge taiwanske atleter til at trække sig tilbage fra internationale konkurrencer.

Beijings magt er vokset i takt med dens evne til at købe og tvinge verden til at lade som om Taiwans uafhængige regering ikke eksisterer. I løbet af Tsai’s første embedsperiode fik den syv lande til at afbryde forbindelserne med Taipei, så Taiwan nu kun har 15 formelle diplomatiske partnere. Og midt i COVID-19-krisen har Beijing gjort alt, hvad der står i dets magt, for at forhindre Taiwan i at indgå i et meningsfuldt samarbejde med Verdenssundhedsorganisationen og deltage som observatør i Verdenssundhedsforsamlingen, organisationens beslutningsorgan.

Denne stærke våbentaktik, som er fortsat ufortrødent på trods af den globale pandemi, har udhulet det politiske grundlag under KMT’s fødder – det kinesiske kommunistpartis tidligere politiske samarbejdspartner – og gjort det til et af mange politiske partier på øen. For eksempel har Beijing kritiseret Tsai, fordi hun (i modsætning til sin KMT-forgænger) ikke har accepteret den såkaldte 1992-konsensus – en uformel aftale mellem KMT og det kinesiske kommunistparti om, at der er ét Kina, men at hver side kan have sin egen definition af, hvad det kan betyde.

Så omdefinerede den kinesiske præsident Xi Jinping i sin nytårstale i 2019 1992-konsensus som en forståelse af, at “de to sider af Taiwanstrædet hører til ét Kina og i fællesskab søger at opnå forening på tværs af Taiwanstrædet”. Selv det Kina-venlige KMT kan ikke acceptere denne ændring og har været tvunget til at overveje at droppe sin støtte til konceptet. Offentlig vrede og frygt blandt de taiwanske vælgere, der er blevet katalyseret af det, som mange ser som undertrykkelse af Hong Kong-borgernes politiske rettigheder, har gjort ændringen til et krav for KMT’s politiske overlevelse.

Men Beijing vil måske genoverveje de sandsynlige konsekvenser af at isolere Taiwan yderligere og intimidere dets 24 millioner indbyggere. Denne tilgang har allerede overbevist yderligere millioner af taiwanesere om, at formel uafhængighed kan være det eneste fornuftige næste skridt for deres ø.

Så er Tsai dog ikke noget pøbel. Hun har bevidst valgt politiske holdninger og har været forsigtig med ikke at overspille Taiwans voksende støtte inden for Trump-administrationen. Hun har heller ikke fornægtet idéen om Republikken Kina til fordel for en helt separat taiwanesisk identitet på trods af, at et stigende antal taiwanesere betragter selve idéen om Republikken Kina som en fremmed konstruktion, som Kina har påtvunget dem.

Det smarte træk for Beijing ville være at inddrage Tsai og hendes to gange valgte regering fra Democratic Progressive Party for at dæmpe deres legitime bekymringer og arbejde hen imod en modus vivendi mellem de to parter. Indtil nu har Beijing imidlertid været mere interesseret i at stramme knuden end i at løse den. En af grundene er, at efter årtier med at propagandere for deres børn om “genforeningens” uundgåelighed og “separatismens” ondskab, vokser presset på Kinas nuværende ledelse fra en ny generation af krigeriske og nationalistiske netizens til at gøre alvor af deres blufærdighed og indtage Taiwan, om nødvendigt med magt. Den stive retorik i Kinas retorik over for Taiwan, dets primære kerneinteresse, har næsten tvunget Beijing til at vedtage en aggressiv politik, der fortsat underminerer dets egne erklærede politiske mål.

Men mens Kinas ledere arbejder på at stramme deres greb og ødelægge den taiwanske regering, identificerer flere og flere af øens indbyggere sig selv som taiwanesere, hvilket gør det mere sandsynligt, at en dag vil en “republik Taiwan” erstatte Republikken Kina. Xi og hans kammerater kan hjælpe med at afværge den dag ved at indtage en mere fleksibel tilgang til Taiwan, der omfatter at give dets befolkning det rum og den respekt, den fortjener, og finde en måde at sætte sig ned med dets lovligt valgte regering og drøfte spørgsmål af fælles interesse. Indtil de gør det, vil løftet om en fredelig forening med Taiwan fortsat glide dem mellem fingrene.