Redaktør,-Torrance et al rapporterede om genitourinærmedicinske lægers erfaringer med brug af chaperoner på klinikker for genitourinærmedicin,1 og Bignell udvidede debatten og foreslog yderligere undersøgelser af, om mandlige genitalundersøgelser oftere bør chaperoneres.2 Vi har gennemført en lille prospektiv spørgeskemaundersøgelse af nye mandlige patienter med forespørgsel både om den undersøgende læges køn og om præference for chaperon.

I alt blev 94 patienter udspurgt af enten KB eller CM efter klinisk undersøgelse. Otteogtres patienter blev undersøgt af en mandlig læge og otte af en kvindelig læge. To af den mandlige læges patienter ville have foretrukket en kvindelig læge, men ingen af den kvindelige læges patienter ville have foretrukket en mandlig læge, selv om de var få i antal. Tooghalvtreds patienter blev ledsaget, og en patient besluttede efterfølgende, at han ville have foretrukket, at han ikke var blevet ledsaget. Ingen af de 42 patienter uden ledsagelse ville have foretrukket, at der var en ledsager til stede, og ledsagerens køn var tilsyneladende ikke af betydning, selv om der i denne lille undersøgelse kun to gange var en kvindelig ledsager til stede sammen med en kvindelig læge.

Antal og procentdel af patienter, der var tilfredse med at blive undersøgt med en chaperon til stede, alt efter lægens og chaperonens køn, er opsummeret i tabel 1.

Sammenfattende fremgår det af denne undersøgelse, at vores mandlige patienter generelt føler sig trygge ved kønsundersøgelser foretaget af læger af begge køn, og de udtrykker ikke ønske om, at en chaperon skal være til stede. Vi har naturligvis ikke behandlet spørgsmålet om, hvorvidt det fra lægens synspunkt kan være ønskeligt, at der er en chaperon til stede.3