Prostatakræft er den mest almindelige kræftform blandt amerikanske mænd og forårsager årligt flere dødsfald blandt mænd end nogen anden tumor med undtagelse af lungekræft. Det er dog kun en lille del af de diagnosticerede prostatakræftformer, der i sidste ende er dødelige. Et stort flertal af de mænd, der konstateres at have prostatakræft, dør i sidste ende af andre årsager, oftest af hjerte-kar-sygdomme. Alle tilgængelige behandlinger for prostatakræft (kirurgi, strålebehandling, hormonbehandling m.m.) indebærer en risiko for komplikationer, bivirkninger og andre konsekvenser for patientens livskvalitet på lang sigt. Inden der træffes en beslutning om behandling af prostatakræft, er det vigtigt at vurdere sandsynligheden for, at en given tumor vil vende tilbage efter behandlingen, udvikle sig og udgøre en trussel mod livet.

Risikovurderingsmetoder

Risikovurderingssystemer er ikke beregnet til at erstatte individualiseret beslutningstagning mellem kliniker og patient, men snarere til at give et enkelt instrument til at lette sygdomsrisikoklassificering i klinisk beslutningstagning og i fremtidig forskning.

Der findes mange tilgange til risikovurdering, herunder D’Amico-klassificering, en række nomogrammer og UCSF-CAPRA-score.

Risikoklassificering (D’Amico): Klassifikationen, der er udviklet af D’Amico og kolleger, er en af de mest udbredte og er et godt udgangspunkt for risikovurdering. Dette system anvender PSA-niveauet (blodprøve), Gleason-grad (kræftcellernes mikroskopiske udseende) og T-stadie (tumorens størrelse ved rektalundersøgelse og/eller ultralyd) til at gruppere mænd som lav, mellemliggende eller højrisiko. Lav risiko: PSA mindre end eller lig med 10, Gleason score mindre end eller lig med 6 og klinisk stadium T1-2a Mellemliggende risiko: PSA mellem 10 og 20, Gleason-score 7 eller klinisk stadium T2b Høj risiko: PSA over 20, Gleason-score lig med eller større end 8, eller klinisk stadium T2c-3a

Begrænsninger: Tager ikke højde for flere risikofaktorer

For eksempel: Patient 1: Patient 1: Gleason 3+4, PSA 3,2, kræft i stadium T1c i én biopsikerne Patient 2: Gleason 4+3, PSA 19,2, stadium T2b cancer med otte kerner
– Begge patienter klassificeres som intermediær risiko, selv om patient to ville have en meget højere sygdomsrisiko.

Nomogrammer: Kattan og kolleger har været pionerer inden for prostatakræft og er en metode, der inkorporerer flere risikovariabler for at producere matematiske modeller, der forudsiger sandsynligheden for sygdomsrecidiv eller progression. Modellerne præsenteres ofte som nomogrammer, grafiske beregningsapparater, der gør det muligt at bestemme scoren på grundlag af værdier, der præsenteres på en papirtabel. Der er blevet udviklet mange sådanne instrumenter for prostatakræft. Memorial Sloan-Kettering Cancer Center tilbyder en online-beregner, som gør det muligt at beregne nogle af modellerne. Nogle få af disse nomogrammer er velkendte og er blevet valideret i flere sammenhænge.

Begrænsninger: Man skal være forsigtig med at fortolke forudsigelserne fra beregnerne.

For eksempel,
– En model, der er udviklet ved hjælp af data fra patienter, der er behandlet af en kirurg med stor volumen i en storby, er måske ikke gyldig for dem, der behandles af en kirurg med lavere volumen i et landområde. Generelt har nomogrammer, der er udviklet ved hjælp af data fra akademiske serier, en tendens til at være noget for optimistiske, når de anvendes i den kommunale praksis.
– Hvert nomogram er udviklet ved hjælp af et andet sæt patienter i forskellige omgivelser og normalt ved hjælp af forskellige definitioner af recidiv eller progression af kræft. Da definitionerne af recidiv og progression ikke er konsistente på tværs af nomogrammerne, kan scorer fra de forskellige behandlingsnomogrammer (f.eks. før prostatektomi og før bromyterapi) ikke bruges til at sammenligne sandsynligheden for et godt resultat af en type behandling i forhold til en anden type behandling for en individuel mand. Hvert nomogram er kun designet til at give en forudsigelse af behandlingssucces, efter at der allerede er truffet en behandlingsbeslutning.

UCSF-CAPRA-scoren

I et forsøg på at afhjælpe begrænsningerne ved disse metoder til risikovurdering har UCSF udviklet en score til vurdering af risiko for prostatakræft (UCSF-CAPRA). CAPRA er en simpel score på 0 til 10. Den er næsten lige så nem at beregne som D’Amico-klassifikationen, men med en nøjagtighed, der kan sammenlignes med de bedste nomogrammer. En CAPRA-score er gyldig på tværs af flere behandlingstilgange, og den forudsiger en persons sandsynlighed for metastase, kræftspecifik dødelighed og samlet dødelighed.

Scoren beregnes ved hjælp af point tildelt til: alder ved diagnose, PSA ved diagnose, Gleason-score for biopsien, klinisk stadium og procentdel af biopsikerne, der er involveret med kræft. Disse variabler er skitseret nedenfor.