Det viser sig, at Judas ikke var den forræder, som Bibelen fremstillede ham som, men derimod Jesu mest betroede apostel. Teksten afslører, hvordan Jesus sagde til Judas, at han skulle udlevere ham til myndighederne, så hans sjæl kunne nå Gud. Judas’ belønning her var ikke sølv, men hans opstigning til himlen og ophøjelse over de andre disciple. Det er dog ikke alle lærde, der er enige i denne fortolkning. Historikeren April D. DeComick mener, at det koptiske ord “daimon” betyder dæmon og ikke ånd, som det tidligere blev antaget. Hvis dette er tilfældet, hvilket er mest sandsynligt, så blev Judas anset for at være en specifik dæmon kaldet den trettende, eller dæmonernes konge, og at Jesus ikke blev dræbt i Guds navn, men snarere for dæmonernes skyld.

På grund af evangeliets religiøse betydning blev der sat spørgsmålstegn ved dets ægthed. Mens selve papyrussen blev dateret til det 3. århundrede e.Kr., rejste det anvendte blæk flere spørgsmål. Der var nogle uoverensstemmelser vedrørende det blæk, der blev brugt i den periode i 200-tallet, men senere forskning afslørede, at det faktisk er legitimt.

The Grolier Codex

Den Grolier Codex, der er opkaldt efter stedet, hvor det første gang blev offentliggjort (Grolier Club i New York), er et 800 år gammelt manuskript, der tilhører mayaerne fra den prækolombianske Yucatanhalvø. Kodekset blev opdaget af plyndrere i en grotte i Mexico i 1960’erne og var gemt sammen med en maya-mosaikmaske og andre skatte. En velhavende mexicansk samler ved navn Josué Sáenz blev derefter fløjet til et hemmeligt sted efter anmodning fra plyndrerne, og udvekslingen fandt sted i 1966. I 1971 udstillede Sáenz den i Grolier Club, hvorefter han donerede den til den mexicanske regering. På grund af den temmelig skumle måde, hvorpå manuskriptet blev fundet og erhvervet, var det genstand for stor opmærksomhed og blev i første omgang anset for at være en forfalskning. Andre faktorer omkring dokumentet syntes at pege i samme retning. Men Yale-professor Michael Coe underkastede sammen med andre forskere fra Brown University det 10 sider lange manuskript en række forskellige tests og beviste i sidste ende, at det var ægte.

Radiokarbondatering placerede dokumentet et sted omkring 1250 e.Kr. i den sene Maya-periode, omtrent samtidig med at byen Chichen Itza blev bygget. Datoen henviser til selve papyrussen og ikke til, hvornår dokumentet faktisk blev skrevet. Der blev ikke fundet beviser for moderne pigmenter, herunder dem, der kan producere den berømte “Maya-blue”. Det viser sig, at kodeksen er en 104 år lang kalender, der forudsiger Venus’ bevægelser. Ved siden af maya-symboler er der mange toltekisk-influerede stilarter, hvilket ikke var så ualmindeligt på den tid. Toltekerne blev betragtet som forfædre af den aztekiske civilisation, og mange af deres elementer optræder også i mayaernes kunst. Dens sider er prydet med “hverdagsguder, guddomme, der skal påkaldes for de mest enkle af livets behov: solen, døden, K’awiil-en herre mæcen og personificeret lyn – selv om de udfører kravene fra den ‘stjerne’, vi kalder Venus”, siger Stephen Houston, samfundsvidenskabsmand fra Brown University.

Den egyptiske håndbog om rituel magt

https://www.youtube.com/watch?v=FWs5oMJyvMI

Engang i slutningen af 1970’erne eller meget tidligt i 80’erne faldt en antikvitetshandler over et 20 sider langt gammelt manuskript, som han derefter solgte til Macquarie University i Australien i 1981. Ingen ved, hvor dokumentet præcist blev fundet, eller hvornår det blev fundet, men de lærde, der senere studerede det, siger, at det blev skrevet engang omkring 700 e.Kr. af en person i det præislamiske Øvre Egypten. I årtier forsøgte videnskabsfolk forgæves at tyde det, men det lykkedes ikke før for nylig. Kodeksen, der er skrevet på koptisk, “starter med en lang række invokationer, der kulminerer med tegninger og magtord”, siger Malcolm Choat og Iain Gardner, professorer ved Macquarie University og University of Sydney.

Egypten var på det tidspunkt hovedsageligt befolket af kristne, og derfor er der en række invokationer, der henviser til Jesus. De fleste af de besværgelser og tilkaldelser i bogen synes dog at henvise til seterne. En invokation kalder “Seth, Seth, den levende Kristus”. Sethianerne var en gruppe kristne, som blomstrede i Egypten i de første århundreder af kristendommen, men i det 7. århundrede blev de erklæret for kættere og forsvandt langsomt. De havde stor respekt for Seth, Adam og Evas tredje søn, i høj grad. Manuskriptet nævner også en “Baktiotha”, en ukendt, men guddommelig figur, hersker over det materielle rige og af ambivalent loyalitet.

Hvem der rent faktisk brugte den er stadig et spørgsmål om diskussion blandt forskere, men det har måske ikke nødvendigvis været en munk eller en præst. Og selv om teksten blev skrevet med en mandlig bruger i tankerne, udelukker det heller ikke en kvindelig bruger. Under alle omstændigheder gav kodeksen “nyttige råd” i form af besværgelser eller besværgelser til at helbrede forskellige forbandelser, besiddelser eller lidelser og til at skabe succes i kærlighed og forretning. Der er endda en besværgelse om, hvordan man kan undertvinge en person ved at sige en magisk besværgelse over to søm og derefter “slå dem ind i hans dørstolpe, et i højre side (og) et i venstre.”

Liber Linteus

Følgende på Napoleons erobring af Egypten i begyndelsen af det 18. århundrede, fandt der en kraftig stigning i landet sted i Europa i et fænomen kendt som Egyptomania. Som følge heraf oplevede man i de følgende årtier en tilstrømning af egyptiske artefakter over hele kontinentet. I 1848 besluttede en kroatisk embedsmand under det ungarske kongelige kansleri at fratræde sin stilling og rejse til Egypten. Under opholdet købte han en sarkofag med en kvindelig mumie. Da han vendte tilbage til Wien, udstillede han den i sit hjem i 11 år, indtil han døde. Hans bror, en præst, arvede den og forærede den til det arkæologiske museum i Zagreb i 1867. Og selv om mumien har været udstillet, siden den kom til Europa, med indpakningen udstillet separat i en glasmontre, var det først her på museet, at den tyske egyptolog Heinrich Brugsch opdagede, at der faktisk var skrift på den.

Idet han troede, at det var egyptiske hieroglyffer, undersøgte Brugsch det ikke yderligere. Et årti senere, da han talte med en ven og opdagelsesrejsende, Richard Burton, indså han, at skriften var af ukendt oprindelse og ikke egyptisk alligevel. Fjorten år senere, i 1891, da han var tilbage i Wien, blev skriften på indpakningen identificeret som etruskisk. Etruskerne var forløbere for romerne på den italienske halvø. Teksten blev dengang kendt som Liber Linteus (latin for ‘Linen Book’).

Selv den dag i dag er etruskisk ikke fuldt ud forstået, da der kun findes meget få stykker af det gamle sprog. Men på baggrund af det, der allerede eksisterede, kunne Jacob Krall – en ekspert i koptisk sprog – udlede, at Liber Linteus var en slags religiøs kalender. Spørgsmålet var så, hvad en etruskisk tekst lavede i Egypten? Krall kunne også ud fra et stykke papyrusrulle inde i sarkofagen udlede, at mumien hed Nesi-hensu, hustru til en egyptisk “guddommelig skrædder” fra Theben ved navn Paher-hensu. Den bedste forklaring er, at teksten blev transporteret fra Italien til Egypten på et tidspunkt i det 3. århundrede f.Kr. og var det eneste linned, der var tilgængeligt, da kvinden blev balsameret. Som følge heraf er Liber Linteus et “uheld” i historien, men en af de vigtigste tekster, når det gælder det etruskiske sprog.

The Sultan’s Book of Delights

Et interessant og helt unikt manuskript kommer til os fra Indien. Ni’matnama-manuskriptet fra sultanerne af Mandu, som det også er kendt som, stammer fra omkring 1500 e.Kr. I modsætning til alle andre af tidens middelalderlige indo-muslimske manuskripter, der ofte behandler emner som politik, krig, socialhistorie eller politisk organisation, er sultanens bog om glæderne centreret om husholdningskunst og den excentriske sultan Ghiyath Shahi fra Malwa-sultanatet i det centrale Indien, som han personligt holdt af. Det er en af de tidligste bøger, der er skrevet på urdu, og de første miniatureillustrationer er lavet under persisk indflydelse, mens de senere bliver mere indianiserede.

Ghiyath Shahi besteg tronen i 1469, men da hans søn, Nasir Shah, blev myndig i 1500 e.Kr. besluttede han at træde tilbage og fokusere sin opmærksomhed på livets fornøjelser. Han fyldte derefter sit palads med musikere, malere, kokke og tusindvis af kvinder. Mange af disse kvinder blev undervist i bl.a. brydning og madlavning. Fem hundrede kvindelige abessinske slaver, klædt i rustning og dygtige til at kæmpe, blev hans faste livvagter. I løbet af denne periode blev hovedstaden Mandu kendt som Shadiyabad, eller glædens by.

Manuskriptet blev også skrevet i denne periode, og det består af flere hundrede opskrifter på mad, parfumer, salver og pastaer, medicin og alle mulige afrodisiakum. Hvilke kombinationer virker sammen, og hvilke andre bør undgås. Disse er ledsaget af 50 illustrationer, der viser deres tilberedning. Malerierne viser også Ghiyath Shahi selv, let genkendelig på sit overskæg, der enten overvåger eller nyder forskellige aktiviteter som f.eks. jagt, fiskeri eller spisning. Disse værker blev samlet i manuskriptet af hans søn, Nasir Shah.

Evangeliet om Marias Lodder

Dette er en 1.500 år gammel bog, som Harvard University har været i besiddelse af siden 1984, hvor den blev modtaget af Beatrice Kelekian, Charles Dikran Kelekians enke. Charles var forhandler af koptiske antikviteter og blev anset for at være “dekanen af antikviteter” blandt kunsthandlere i New York. Hvor han fik denne bog fra, er stadig et mysterium. En interessant kendsgerning ved denne bog er dens lille størrelse på kun 3 tommer i højden og 2,7 tommer i bredden. Størrelsen gjorde den nem at transportere og at skjule, hvis det var nødvendigt. Bogen er skrevet på koptisk og har indtil for nylig været umulig at tyde. Og nu, hvor den er blevet oversat, kom teksten som en overraskelse for mange forskere.

I åbningen står der: “Evangeliet om Marias lotteri, moder til Herren Jesus Kristus, hende, til hvem ærkeenglen Gabriel bragte det gode budskab. Den, der vil gå frem af hele sit hjerte, vil få, hvad han søger. Kun må du ikke være i to sind.” Selv om det kalder sig selv “et evangelium”, er dette manuskript ikke et evangelium i den forstand, som vi normalt kender ordet. Normalt er et evangelium en fortælling om Jesu liv og død, men i denne bog nævnes han næsten ikke. Det skyldes, at ordet “evangelium” bogstaveligt talt kan oversættes til “gode nyheder.”

I virkeligheden er dette lille hæfte en samling af 37 orakler, der er skrevet vagt, og som sandsynligvis blev brugt som en form for spådomskunst. Brugeren stillede sig selv et spørgsmål om fremtiden og åbnede derefter bogen tilfældigt for at lede efter et svar. For eksempel lyder orakel 24: “Hold op med at være i tvivl, o menneske, om denne ting vil ske eller ej. Ja, det vil ske! Vær modig, og lad være med at være tosset. For det vil forblive hos dig i lang tid, og du vil få glæde og lykke.” I betragtning af dens formål begynder dens lille størrelse at give mening, især når mange kirkeledere på den tid var imod spådomskunst og indførte strenge regler for at forbyde denne praksis. Uanset hvad blev hæftet brugt flittigt, og tommelfingeraftryk er stadig tydeligt synlige i marginerne.

Sibiu-manuskriptet

I 1961 stødte en professor i videnskab og teknologi ved universitetet i Bukarest på et gammelt manuskript i nationalarkivet i Sibiu i Rumænien. Det 450 sider lange dokument blev dateret til et stykke tid før 1570, og det beskrev forskellige emner inden for artilleri og ballistik fra det 16. århundrede. Doru Todericiu, den tidligere nævnte professor, begyndte at studere det nærmere og fokuserede på dets videnskabelige og teknologiske indhold. Ved nærmere eftersyn opdagede han, at en mand ved navn Conrad Haas i tredje del af manuskriptet i bemærkelsesværdige detaljer beskrev grundlaget og funktionen af en “flyvende spydspyd”, en moderne flertrinsraket. Han beskriver og afbilder raketter med to og tre trin samt beskriver, hvordan man bygger raketten, stabiliserende finner og brugen af flydende brændstof.

Der vides ikke meget om denne Conrad Haas. Han blev født i Dornbach (nu en del af Hernals, Wien). Han havde stillingen som arsenalmester i den kejserlige østrigske hær og kom i 1551 til fyrstendømmet Transsylvanien for at blive våbeningeniør i Sibiu (dengang Hermannstadt). Her skrev han manuskriptet. Todericiu fortæller, at Haas også byggede og afprøvede raketter ved hjælp af soli-brændstoffer. Dokumentet befinder sig nu på Sibiu-museet i Rumænien og er det første dokumenterede bevis på raketfart i verden. Denne stil med flertrinsraketter blev senere brugt af astronauter i Mercury-, Gemini- og Apollo-programmerne. I det sidste afsnit om den militære brug af raketter skrev Haas: “Men mit råd er for mere fred og ingen krig, at lade geværerne ligge roligt på lager, så kuglen ikke bliver affyret, så krudtet ikke bliver brændt eller vådt, så fyrsten beholder sine penge, arsenalmesteren sit liv; det er det råd, som Conrad Haas giver.”

Det otte fod lange lædermanuskript

I omkring 70 år forsvandt et af de mest unikke og uden tvivl det største manuskript fra det egyptiske museum i Kairo. I 2015 genopdagede man det igen, klemt inde i en gammel, støvet skuffe et sted bagest i museet. Ligesom andre poster på denne liste er det nøjagtige sted, hvor det blev opdaget, ukendt. Det blev købt af en lokal antikvitetshandler af det franske institut for orientalsk arkæologi i Cairo engang efter 1. verdenskrig, og det blev først rullet ud lige før 2. verdenskrig. Den stammer fra omkring 2000 til 2300 f.Kr., fra det sene rige til det tidlige mellemste rige. Det er 8,2 fod langt og er prydet med skrift og smukt farvelagte tegninger af enestående kvalitet.

Det er et sandt mirakel, at det enorme manuskript, der er lavet af læder, har kunnet modstå tidens hårdhed i mere end 4.000 år. Læder blev betragtet som et meget værdifuldt skrivemateriale, og kun hellige tekster eller store historiske begivenheder blev skrevet på det. Papyrus var mere almindeligt, og det kunne bedre tåle tidens tandprøve, især i den brændende varme i den egyptiske ørken. Under alle omstændigheder er dette særlige manuskript skrevet på begge sider og indeholder afbildninger af guddommelige og overnaturlige væsener og er ældre end den berømte De Dødes Bog. Teksten består af religiøse besværgelser, der er formuleret i første person i ental. Disse blev højst sandsynligt reciteret af en præst, og selv om skriftrullen var bærbar, blev den højst sandsynligt opbevaret i et tempel.

Codex Washingtonianus

Codex Washingtonianus, der befinder sig i Smithsonian Freer Gallery of Art, består af fire evangelier af den såkaldte vestlige orden (Matthæus, Johannes, Lukas og Markus) og er den tredje ældste bibel i verden. Den stammer fra omkring det 4. eller 5. århundrede e.Kr., i den tid, hvor kristendommen begyndte at udvikle sig fra en undergrundskult til en standardiseret religion. Codex blev højst sandsynligt kopieret fra flere andre manuskripter, der blev fundet på det tidspunkt. Dens omslag er lavet af træ, og siderne er af pergament (forarbejdet dyrehud). Dens sider er meget følsomme over for lys og fugt, og derfor bliver kodekset sjældent udstillet.

Det, der gør det så unikt, ud over at være 1.500 år gammelt, er det faktum, at det indeholder en ekstra passage i Markusevangeliet, som ikke findes i nogen anden bibeltekst nogen steder. Den lyder: “Og Kristus svarede dem: ‘Satans magts årstid er nu fuldført, men andre frygtelige ting nærmer sig.'” Det, som denne ene linje synes at antyde, er, at det er Satan og ikke Gud, der har kommandoen. Da det første gang blev oversat og offentliggjort i 1912, skabte det megen kontrovers og uro rundt om i verden. I dag har folks synspunkter ændret sig noget, men dengang rystede denne passage mange mennesker. Da denne passage, der er kendt som “Freer Logion”, ikke optræder andre steder i verden, var det sandsynligvis en mundtlig talemåde, der fandt vej ind i evangelierne, ifølge Michael Holmes, der er bibelforsker ved Bethel University i St. Paul, Minnesota.

Kobberrullen

Mellem 1946 og 1956 blev der fundet omkring 981 forskellige tekster og skriftruller i elleve huler i den østlige judæiske ørken i det, der nu er den moderne Vestbredden. Denne samling er det, der er kendt som Dødehavsrullerne. I modsætning til de andre skriftruller, der blev fundet i disse huler af lokale hyrder, blev kobberrullen fundet af arkæologer i 1952 for enden af en af disse huler. Det var også den eneste, der var lavet af kobber, mens de andre er lavet af enten pergament eller papyrus. Den er lavet af to sammenrullede plader af snoet kobber, og det var umuligt for forskerne at folde skriftrullen ud med de sædvanlige midler. Så de besluttede i stedet at skære den i 23 tynde strimler og derefter sætte dem sammen igen.

Teksten er ganske vist på hebraisk ligesom de andre, men den bruger en anden dialekt. Og mens alle de andre er af religiøs karakter, som kopier af hebraiske skrifter, ikke-kanoniserede hebraiske tekster og sekteriske manuskripter, er kobberrullen et “skattekort”. I den er der konkrete anvisninger på forskellige skjulte skatte af guld, sølv, mønter og fartøjer. For eksempel står der i kolonne to, vers 1-3: “I saltgruben under trappen: en og fyrre talenter sølv. I hulen i den gamle vaskers kammer, på den tredje terrasse: femogtres guldbarrer.” Ved at lægge dem alle sammen sammen, anslog forskerne værdien af dem alle til 1.000.000 dollars i 1960. I dagens penge ville det være lidt over 8 millioner dollars.

I dag har ingen imidlertid været i stand til at genfinde nogen af disse skatte; eller i det mindste siger de, at de ikke har gjort det. Ingen ved, hvem der har skrevet det, eller hvem skatten tilhørte. Nogle siger, at skatten faktisk aldrig har eksisteret, og at kobberrullen er et fiktionsværk. Andre mener, at den henviser til templet i Jerusalem, lige før det blev ødelagt af romerne i 70 e.Kr., og at skriftrullen blev lavet for at beskytte dets rigdomme. Andre går endnu længere og mener, at skatten tilhører en jødisk sekt, der er kendt som essenerne. Men alt dette er blot spekulationer, og det er endnu ikke afgjort, om skatten findes eller ej. Men hvis den eksisterede, er der altid den mulighed, at den allerede blev fundet i oldtiden, og at ingen har rapporteret om det.

Andre artikler, du måske kan lide