Iraks nye premierminister – Mustafa alKadhemi (MK) – har endelig vist sig at være den kandidat, der har klaret sig til målstregen og dannet den syvende irakiske regering efter regimeskiftet i 2003. I den nye regering, der blev taget i ed i de tidlige morgentimer den 7. maj, blev 15 ud af 22 af MK’s ministre i kabinettet accepteret. Da fem kandidater dumpede, og to stillinger blev efterladt ledige, forventes de resterende syv stillinger at blive besat i de kommende uger. Denne fredelige overgang og den venskabelige overdragelse mellem premierminister Abdul-Mehdi og MK udgør endnu et tegn på, at Irak har en fungerende demokratisk proces på trods af landets mange udfordringer.

Det internationale samfund, herunder både USA og Iran, har sendt lykønskninger til de irakiske ledere og ønsket det bedste for Irak med dannelsen af landets nye regering. Denne internationale anerkendelse repræsenterer scener, der ikke er set siden Haidar alAbadis indsættelse, da han blev udnævnt til premierminister i 2014. Men selv med den varme velkomst både inden for og uden for Irak er vejen for den nye regering fyldt med udfordringer og vanskeligheder, som snart skal overvindes for at bringe Irak tilbage på rette spor.

Politisk betydning

Dannelsen af denne regering medfører nogle vigtige politiske punkter, som er værd at fremhæve, især med valget af MK til posten som premierminister. MK repræsenterer den første premierminister, som ikke er fra den gamle generation af ledere og ikke er medlem af et af Iraks store politiske partier, selv om han blev udpeget af dem. Premierministeren har heller ikke stærke politiske tilhørsforhold, hvilket yderligere fremgår af hans fravær fra noget af partiernes lederråd. Desuden er de ministre, der er valgt til at danne MK’s kabinet (bortset fra nogle få), også langt fra trofaste partipolitikere. Næsten alle de nominerede har løse partitilknytninger.

Selv uden klare partitilhørsforhold var MK’s vej til udnævnelse tilsvarende bemærkelsesværdig. Han blev oprindeligt nomineret til posten for måneder siden af Ammar alHikma-præsidenten for alHikma-bevægelsen og præsident Barham Salih, men hans kandidatur blev afvist af de politiske partier, især Fath. Efter to efterfølgende mislykkede nomineringer vendte MK tilbage som en favorit. Denne gang blev hans kandidatur støttet både af hans tidligere tilhængere og af flere fremtrædende medlemmer af Dawa-partiets ledelse. Denne kombination banede vejen for, at MK blev nomineret og kunne danne sin regering på trods af modstanden fra State of Law, der valgte at modsætte sig kandidaten til det sidste.

Igennem de politiske forhandlinger, der førte til MK’s vellykkede nominering, var processen også bemærkelsesværdig ved at være grundigt irakisk, med ringe eller ingen indflydelse fra Iran og USA. Selv om begge magter holdt et vågent øje med forløbet, var ingen af dem i stand til at diktere forhandlingsforløbet direkte.

Regeringens støtter og opposition

I betragtning af den centrale rolle, som interne irakiske bekymringer spiller, og nomineringsprocessens vanskelige karakter, er hver enkelt større irakisk politisk bloks rolle i forbindelse med at sikre eller modsætte sig MK’s nominering lærerig for at forstå, hvordan hans fremtidige regering vil indgå i et samspil med det nuværende parlament. Opbygningen af regeringsdannelsen var præget af mange forviklinger, og euforien efter udnævnelsen forsvandt hurtigt i forhandlingernes korridorer. Mange, der tidligere syntes at fejre hans nominering, var efterfølgende imod nomineringen, mens andre, der oprindeligt var imod nomineringen, blev til ivrige tilhængere.

Shia-partierne:

a. Sairoon – Iraks store shia-blok under ledelse af Muqtada alSadr – spillede oprindeligt ikke nogen stor rolle i MK’s nominering, selv om Muqtada alSadr havde foreslået ham sammen med to andre tilbage i december 2019 som en mulig premierministerkandidat. Men støtten fra denne blok fik meget større betydning i de sidste fem dage af hans nominering, da alt syntes at være ved at bryde sammen. Sairoons direkte indgriben over for Fath var med til at få sidstnævnte tilbage til forhandlingsbordet, og efter tre lange dage kom Sairoon med skriftlige retningslinjer for regeringsdannelsen, der gav Fath forsikringer om mange ministerier, som MK gik ind på. Samtidig lovede Sairoon, at hvis Fath afviste MK, ville de følge trop, hvis Fath afviste MK. Sairoons opbakning, der engang var ubemærket, er i sidste ende blevet rygraden i den nye regering.

b. Fath: Dette partis modstand mod MK’s nominering var ingen hemmelighed, selv under hans oprindelige nominering. Alligevel støttede Fath ved MK’s anden nominering ham i første omgang som et alternativ til den tidligere udpegede premierminister Adnan alZurfi for at fjerne sidstnævnte kandidat fra kapløbet. Da MK offentliggjorde sin første kabinettsnominering den 22. april, afviste Fath blankt hans valg og afviste endda forhandlinger i flere dage. Den 26. april blev der fremlagt en anden liste, som Fath også afviste, og Faths holdning synes at være blevet endnu hårdere. Vendepunktet var, som nævnt ovenfor, opmuntringen af Sairoon i de sidste par dage af nomineringerne. På afstemningsdagen, da MK ønskede at tage socialministeriet fra Fath, gjorde partiet modstand i sidste øjeblik, hvilket kunne have afsporet hele processen. Ikke desto mindre omvendte MK sin holdning og ændrede kandidaten til deres foretrukne valg, hvorved Fath stemte for regeringen.

c. State of Law Colaition (SoL): Forhandlingerne med Nouri alMaliki, formand for SoL, var måske de vanskeligste af dem alle for MK og hans hold, hvilket i høj grad skyldes, at MK blev udpeget med hjælp fra ledelsesmedlemmer fra Dawa-partiet, som ikke er på linje med Malikis syn på partiet. SoL blev betragtet som en særlig udfordring, da Maliki havde spillet en afgørende rolle i begge tidligere nomineringers fald. MK betragtede det som en yderst vigtig faktor at vinde Maliki over, men han blev stillet over for hårde krav fra SoL, der omfattede to ministerier (indenrigsministeriet og HE) samt posten som vicepræsident. Forhandlingerne brød i sidste ende sammen, og SoL udsendte en formel erklæring om, at de var i opposition til hans regering. SoL’s ledelse håbede, at denne afvisning ville samle tvivlerne omkring dem til at danne en sammenhængende blok mod nomineringen. Men selv om alWatanya-ledet af den tidligere premierminister Ayad Allawi- sluttede sig til SoL i oppositionen, forsvandt deres kollektive indflydelse, da Sairoon skiftede til et højere gear for at samle støtte til MK.

d. Hikma og alNasr: Begge partier spillede en afgørende støttende rolle i nomineringsprocessen, især alHikma. Når det er sagt, gennemgik begge partiers støtte forskellige grader af styrke, fra helhjertet støtte til lunken støtte, afhængigt af forhandlingernes stade. Alligevel fortsatte deres politikere med at støtte MK og spillede ved den endelige afstemning en vigtig rolle for at få ham til at passere grænsen for de nødvendige stemmer.

Sunni-blokkene

a. Tahaluf alQiwa (TQ): Forhandlingerne med TQ var også en række op- og nedture, især da MK offentliggjorde den første liste over kandidater. TQ-politikerne var i første omgang rasende over valget af ministre, og nogle fraktioner inden for blokken lovede at modsætte sig ham på ethvert punkt. Men gennem tætte forhandlinger organiseret af formanden for Repræsentanternes Råd Mohamed AlHalbusi og ved at indgå aftaler om kandidaterne til nogle af ministerierne støttede TQ i sidste ende MK, og deres støtte viste sig at være afgørende for, at regeringen kunne blive vedtaget.

b. Koalitionen for de befriede guvernorater (LGC): En ny koalition, ledet af den prominente forretningsmand Khamis alKhanjar, opstod midt i forhandlingsperioden. Denne koalition hævdede at repræsentere 22 medlemmer af de sunnitiske parlamentsmedlemmer i parlamentet og forsøgte at få indflydelse på MK’s ministerkandidater. Khamis arbejdede tæt sammen med MK og fik forhandlet sig frem til mindst to af de seks ministerier, der blev tildelt sunnierne. Denne støtte fra LGC var også et spændingspunkt mellem TQ og MK og blev paradoksalt nok i sidste ende en grund til, at TQ sluttede sig til MK for at begrænse LGC’s muligheder for at påvirke nomineringerne. I sidste ende sørgede TQ’s aftale med de andre partier for, at den primære LGC-kandidat ikke blev valgt.

Kurderne

De kurdiske partier erklærede, som det tidligere havde været tilfældet, deres støtte til MK fra starten og var medvirkende til både at afspore bestræbelserne fra den tidligere premierministerdelegerede. Al-Zurfi og at øge MK’s chancer for at blive premierministerdelegeret. Deres tidlige, utvetydige støtte svækkede dog faktisk deres hånd under de efterfølgende forhandlinger om regeringsdannelsen. Som følge heraf gik kun én kurdisk minister gennem linjen. Og selv om MK har givet alle mulige løfter om støtte til kurderne, har de kurdiske partier befundet sig i en langt svagere forhandlingsposition med MK som premierminister sammenlignet med deres forhandlingsposition med ham som premierministerdelegeret. Kurdiske partier synes at have for vane at komme for sent til festen og gå tidligt hjem med lidt at vise for deres indsats – denne gang var ingen undtagelse.

Politiske forventninger

Mange iagttagere er allerede begyndt at forudsige resultatet af denne regering og dens chancer for succes eller fiasko. Men kompleksiteten af Iraks udfordringer – sammen med den uforudsigelige karakter af flere samtidige globale kriser – gør det meget vanskeligt at forudsige, hvad der kan ske som det næste.

MK har allerede meddelt, at afholdelse af parlamentsvalg vil være en af de første prioriteter for hans kabinet. Hvis man antager, at der snart bliver valg, vil Iraks shia-partier sandsynligvis være de første til at begynde at føre valgkamp på en oppositionsplatform mod regeringen. Disse partier mener, at opposition vil spille bedre sammen med deres vælgere, og dette sandsynlige politiske pres i den nærmeste fremtid tyder på, at den nye regerings honeymoon-periode vil blive kortvarig.

Ud over den almindelige politiske opposition har regeringen en række svære valg at træffe resten af året. Sådanne valg vil ikke være populære blandt de irakiske vælgere og vil sandsynligvis yderligere tilskynde partier til at gå ind i oppositionen. Det voksende parlamentariske pres tyder på nogle støjende fremtidige parlamentsmøder; det er sandsynligt, at i det mindste nogle ministre vil blive slæbt ind i parlamentet for at blive stillet over for et mistillidsvotum. På trods af dette pres bør regeringen overleve og fortsætte sin kurs indtil valget.

Regeringens arbejde i de næste par måneder vil sandsynligvis fokusere på at håndtere COVID-19-krisen kombineret med den finansielle nedsmeltning. Selv om irakerne bør anerkende, at demokratiets hjul faktisk drejer rundt, vil der sandsynligvis ikke være meget at fejre i den nærmeste fremtid. Den fredelige overdragelse af magten har hjulpet Irak med at komme ud af det magttomrum, der opstod efter den tidligere regerings afgang. Den nye premierminister vil dog stå over for de samme politiske udfordringer oven i de alvorlige økonomiske og sundhedsmæssige problemer, og da han ikke har nogen politisk blok, der udtrykkeligt støtter ham, og ikke har sit eget politiske parti, varsler hans stilling om masser af politiske problemer forude. I mellemtiden er MK som premierminister en ny realitet, som mange irakere kan være fortrøstningsfulde over for: at have en person, der støtter menneskerettigheder og ytringsfrihed, mens landet forbereder sig på nye valg, tyder i det mindste på, at der er mulighed for en bedre fremtid for irakerne i horisonten.