Det burde ikke være så svært. Når alt kommer til alt, er der bred enighed om, at Oasis først var livsændrende og derefter hundelorte, og det eneste, jeg skal gøre, er vel bare at fælde de to første albums, flagellere ‘Be Here Now’, arkivere mit eksemplar og gemme mig under sengen, mens lynchmobben på nettet diskuterer, om de skal spille bordtennis med mine nosser eller bare trampe på dem (jeg ville foretrække, at de blev forvandlet til pelsede nyhedsøreringe, hvis jeg får noget at skulle have sagt…).

Og alligevel er jeg her: Jeg sidder oppe ved midnat, hovedet snurrer, tungen hænger som en forvirret bulldog og er så træt, at Bonehead ser ud til at spille en kæmpe dørnøgle på coveret til “Be Here Now”, mens jeg blander Gallaghers’ syv studiealbums på mit sofabord som en lavpraktisk Louis Walsh før “X Factor”-finalen. Jesus, det er en pine. Hvis bare Simon var her for at hjælpe med at bryde dødvandet…

Albumkvantificering er ikke en nøjagtig videnskab. Jeg har ikke en laboratoriekittel på, og jeg kan ikke analysere disse sange på molekylært niveau, som fyren fra Oral B-reklamen. Alt, hvad jeg kan give, er min skæve, forudindtagede, bedste til værste nedtælling af et band, der ændrede mit liv. Når vi har gjort det, vil jeg gerne høre din mening.

1. ‘Definitely Maybe’ (1994)

Med alt det sagt, var denne beslutning en omgang pis. Mens de fleste 90’ernes indiebands havde en stiltiende aftale – “Lad os starte med en lortedebut, så går vi i gang…” – sprang Oasis ud af blokkene fuldt dannet, med attitude, kemi, pull-citater, en sund foragt for Phil Collins og en Parka-lomme fuld af perfekte sange.

Syderligt at tænke på det nu, men på “Definitely Maybe” havde Noel faktisk noget at sige, og når han sammensmeltede dolekø-manifester som “Rock ‘N’ Roll Star” med himmelsk skrabende melodier og Liams spyt-og-sav-støv-vokal, lød resultatet som Guds stemme. ‘Supersonic’, ‘Slide Away’, ‘Columbia’, ‘Cigarettes & Alcohol’ … omkring ’94 pissede Oasis klassikere ud som en mand med en gylden pik.

Givetvis er der to numre, man altid springer over (‘Up In The Sky’ og ‘Bring It On Down’) og en lasagnefikseret abort, der er lige så irriterende som krabber på en turistbus (hæng hovedet i vejret, ‘Digsy’s Dinner’). Men lad os ikke splitte hårene. ‘Definitely Maybe’ er så god, som rock ‘n’ roll kan blive.

2. ‘What’s The Story (Morning Glory)’ (1995)

Jeg har svært ved at holde af ‘Morning Glory’ i disse dage. Afstumpet af for mange jukeboxer og bryllupsdiskoteker føles det at lytte til dette andet album nu lidt som at se Del Boy falde gennem baren: Jeg tror på det, men kun fordi samfundet kræver det. For mig er det blevet et kulturelt tapet, og det har også et par skidmærker, som f.eks. den svulstige “Hey Now!” og det hulemandsagtige klirren i “Roll With It”. Jeg overvejede endda at skubbe den til fordel for “The Masterplan”, indtil jeg rådførte mig med min indre 90’er-skoledreng, og han satte mig på plads: “What the fuck? Vi elskede det her! Sæt den som nr. 2, din rasende nar!”

Han har en pointe. Suspender din kynisme, tør den kvælende kontekst væk, nærm dig disse 12 sange med jomfruelige ører, og “Morning Glory” er stadig en forbløffende god plade. Fra det knusende en-to af “Wonderwall” og “Don’t Look Back In Anger”, gennem den hjemsøgte strummende “Cast No Shadow” og helt frem til den skvulpende flodbølge af “Champagne Supernova” er dette uofficielle nationale hymner, der har været soundtracket til en generation, der er ved at blive voksen. Jeg vil faktisk påstå, at det er den sidste gang, at et album – eller et band – virkelig har ændret den britiske kultur.

3. ‘The Masterplan’ (1998)

Råd til unge sangskrivere, der er i en hvidglødende kreativ periode: Lad være med at smide dine ungdomshymner ud som b-sider. Din ild vil dø. Din muse vil visne. Før du ved af det, vil du synge om magiske tærter og undre dig over, hvorfor du begravede den skingre call-and-response-duet med din bror. De har måske forstået, at jeg har et vanskeligt forhold til “The Masterplan”. Jeg formoder, at Noel også har det. Da de tidlige singler kom ind som nedbrydningskugler, virkede det ganske vist spændende at smide perler som “Acquiesce”, “Talk Tonight” og “Fade Away” væk som flips, men da denne samling kom i ’98, var det forbundet med frustration over, at Noel ikke holdt dem tilbage til et godt tredje album.

4. ‘Standing On The Shoulder Of Giants’ (2000)

I en anden NME-blog fremsatte jeg teorien om, at ‘Standing On The Shoulder Of Giants’ ikke er den musikalske tarmskyllevanding, som salgstallene og den kritiske status antyder. Nogle mennesker var enige. Mange gjorde ikke. Nogle mente, at jeg burde være blevet kvalt ved fødslen med min egen navlestrenge. Uanset hvad: Jeg vurderer stadig dette fjerde album, lige fra det skæve groove i “Go Let It Out” til den koldsvedende atmosfære i “Gas Panic”. Selv “Little James” har en vis “so-shit-it’s-funny”-charme.

5. “Don’t Believe The Truth” (2005)

Som Quentin Tarantino, TFI Friday og Hooch, havde jeg i 2005 Oasis som noget, der aldrig burde have overskredet årtusindgrænsen. De kastede mig over en løkke med “Don’t Believe The Truth”: et sjette album, der havde noget blod og torden, med “Lyla”, der rystede støvet af sig, og “The Importance Of Being Idle”, der flyttede Noels mojo for første gang i årevis. Jeg ville ikke ligefrem udråbe det som en Return To Form!, men når nogen har sparket dig i nosserne i årevis, er det en relativ lettelse, når de bare slår dig i ansigtet, og ‘Don’t Believe The Truth’ var et afgørende skridt i den rigtige retning.

6. ‘Be Here Now’ (1997)

Vi kom. Vi stod i kø. Vi betalte. Og alt sammen for det her: en overkogt hundemad, som fem støvnæsede egoister og en producer, der nærmede sig sit håndværk med al den ynde, som en mand, der overfylder en pølse, har. Efter et indledende stjerneskud i musikpressen blev “Be Here Now” hurtigt indieverdenens foretrukne piskedreng for sine slappe sange, sin prangende produktion og sin istidsvarighed, og i disse dage sidder den på den uartige trappe, dækket af kritiske nålestik, med hænderne over sit oppustede ansigt. For at være ærlig er jeg ikke længere vred på dette album, jeg er bare skuffet. Det er afslutningen på Noels imponerende tidlige periode og det bellyflop, der lancerede en tsunami af fejlskud.

7. ‘Heathen Chemistry’ (2002)

Jeg har aldrig brudt mig om Oasis som et sangskriverdemokrati, og ‘Heathen Chemistry’ var et firedobbelt fuck-up. Noel vadede gennem sirup på ‘Stop Crying Your Heart Out’ og fik os til at tørre op med ‘She Is Love’. Liam vakte kortvarigt håb om, at han var et Dylan-agtigt geni med ‘Songbird’, før han med ‘Born On A Different Cloud’ afslørede, at det var han ikke, nej, det var han ikke. Gem Archer og Andy Bells indsats går af som et fugtigt fyrværkeri. Sammenfattende er “Heathen Chemistry” altså nærmest elendig, og med The Strokes og The Libertines, der river den op omkring 2002, ville man have været helt sindssyg at spilde sin tid med denne rockdinosaurus’ losseplads.

8. ‘Dig Out Your Soul’ (2008)

Jeg er klar over, at nogle pressefolk og punters så ‘Dig Out Your Soul’ som en sen tilbagevenden til formen, og jeg forsøger ærligt talt ikke at røre ved lortet ved at give den en træske. Personligt hadede jeg dette album. Faktisk er “had” et for stærkt ord, der antyder en slags følelsesmæssig reaktion eller en hurtigere puls. Jeg var blot kedet af valium-grooves i “Falling Down”, dødsmarch-od-Lennon-ismen i “I’m Outta Time” og den halvgamle psykedeliske tåspidser i “To Be Where There’s Life”. Hvert andet Oasis-album har mindst én sang, der får mig til at holde op med at fodre den til købmanden. ‘Dig Out Your Soul’ er død for mig.