Musik er et universelt sprog, som alle kan forstå. Musik forbinder folk fra hele verden, og den bringer folk fra alle forskellige typer af baggrunde sammen. Når det kommer til hiphop, så opstod den i Bronx på et tidspunkt, hvor børn og teenagere søgte efter noget at lave i stedet for at komme i problemer. Det startede i slutningen af 1980’erne på et tidspunkt, hvor stoffer og vold var fremtrædende i samfundet. Det var også en tid, hvor afroamerikanere blev diskrimineret, hvilket fik dem til at danne deres egne alliancer blandt deres eget folk.

Hvor rapperne blev det centrale omdrejningspunkt, var det DJ’s, der bar størstedelen af vægten. DJ’s som Grandmaster Flash, DJ Kool Herc, DJ Lighting Hands, Jazzy Jeff og Grand Wizzard Theodore var dem, der fik MC’erne til at se fantastiske ud på scenen. Som tiden gik, begyndte MC’er som Kurtis Blow, Marley Marl, Doug E Fresh, Big Daddy Kane og andre at lave larm i NYC.

I en periode handlede hiphop ikke kun om musikken. Det handlede også om kollektivisme. Den bragte folk fra forskellige kvarterer sammen og gav dem mulighed for at fejre og have noget til fælles. I Bronx plejede DJ’s fra Soundview, Castle Hill, Monroe, Rosedale og Sedgwick at samle hele deres lokalsamfund ved at scratche og spille musik for hele kvarteret i deres lokale parker. Ikke alene fik folk mulighed for at mingle og nyde god musik, men de begyndte også at deltage i breakdance, som senere førte til battles indbyrdes.

Som tiden gik begyndte hiphop at ændre sig, men det var altid til det bedre. I begyndelsen af 90’erne var rappere som Rakim og Eric B allerede etableret, men de bragte en ny lyrisk swag til rapspillet. Med tiden begyndte andre kunstnere at tilpasse sig denne nye komplekse rapstil ved at bruge et avanceret ordforråd og uortodokse rimskemaer i modsætning til den måde, de plejede at gøre det på i 70’erne og 80’erne, som f.eks. nogle grupper som Sugar Hill Gang og den kendte MC Doug E Fresh. I midten af 90’erne begyndte kunstnere som 2 Pac, The Notorious BIG, Big L, Puff Daddy, Mase, The Lox, JAY-Z, Tribe Called Quest og andre at tilpasse sig denne stil med komplekse rim ved at gøre den til noget, der var kendt som normen.

Når hip-hipens gyldne æra var forbi, begyndte musikken at miste sin “substans”. I midten af 2000’erne trådte vi ind i internettets tidsalder, hvor musik blev lettere at få adgang til og blev lettere at lave. Kunstnere som Soulja Boy, T-Pain, Three Six Mafia, Lil Jon og Young Joc lavede iørefaldende musik, som senere blev hot i de berømte klubber. I musikverdenen gælder det, at hvis radioen spiller din sang, skal den være populær. Derfor gjorde radioen en masse af deres musik populær, og vi gik ind i en tid, hvor hiphop-pionererne følte, at “hiphop var død”. I mindst 10 år mistede musikken sin substans, og efterhånden som tiden gik, blev musikken dårligere og dårligere. Selvom musik skal være en udtryksform, gjorde de fleste af kunstnerne det bare for pengenes skyld, hvilket til gengæld fik dem til at producere middelmådig musik.

Dagens musik er et afkom af de tidlige 2000’ere og en knivspids fra 90’erne. Selv om kunstnere som Drake, Kendrick Lamar og J Cole stadig laver kvalitetsmusik, der har substans, er der stadig en uoverensstemmelse mellem den yngre og den ældre generation. Selv om der stadig er en uoverensstemmelse mellem grupperne, vil musik altid være en udtryksform. Hvem siger, at musikken ikke vil gå tilbage til, hvordan den plejer at være? Du ved, hvad man siger… historien gentager sig altid. Sørg for at lytte til vores næste indlæg i næste uge!